Dybt inde i den grønne skov, under rødderne af et højt fyrretræ, boede tomtefamilien: tomtemor, tomtefar og fire små børn med lyse røde huer. Deres hus havde en lille barkdør, bløde mossenge og en varm, flimrende ild.

Da foråret kom, vågnede skoven. Tomtebørnene kiggede udenfor. "Er du en ven?" spurgte de de væsner, de mødte. Egernet viftede med halen. "Ven!" Haren dunkede stille. "Ven!" Men tomtefar sagde: "Husk, små, hugormen, ræven og uglen er ikke vores venner. Pas på, og hold øje." Børnene nikkede og hoppede væk blandt bregnerne.

De hjalp mor med husarbejdet. De bar vand i nøddeskaller og tørrede små skjorter på solvarmede sten. De besøgte myretuen og så myrerne marchere i pæne rækker. "Vi vil ikke træde på jeres veje," lovede de. Bierne summede mellem blomsterne, og børnene lyttede, stille og rolige, for ikke at skræmme dem.

En varm dag plukkede børnene blåbær i den mosgroede skygge. En stribet hugorm løftede hovedet og hvæsede. Børnene sprang op på en stub, præcis som far havde lært dem. "Stå stille!" kaldte han og løb over rødderne. Med et stærkt slag af sin økse drev han hugormen væk, så den ikke kunne skade nogen igen. "Der," sagde han mildt. "Skoven er venlig, men den beder os være forsigtige."

Sommeren kom med lyse dage. Børnene gled ned ad glatte klipper og legede gemmeleg bag træstammer. De bar bladforklæder og blomsterkroner. Egernet delte en nød; droslen sang en boblende sang. "Vi vil være gode naboer," fortalte børnene dem, og det var de altid.

En eftermiddag sneg en rød ræv gennem bregnerne, øjnene skinnede, og næsen zappede. Børnene tav og gled ind i en hul stub. Tomtefar stod højt for sådan en lille person og slog sin pind mod en sten. "Væk med dig!" sagde han. Ræven sneg sig væk mellem birketræerne med halen lav.

Ved skumringen blev skoven sølv og blå. "Hu-hu," kaldte uglerne. Mor hviskede: "Natten er ikke et sikkert tidspunkt for små." Far holdt vagt ved døren med sin bue. Da en stor ugle svævede lydløst gennem grenene, sendte far en pil hvislende forbi. Uglen drejede, slog sine brede vinger og smeltede tilbage ind i mørket.

Da efteråret ankom, blev bladene gyldne og røde. Tomtebørnene plukkede lyse tyttebær og samlede svampe i små kurve. Mor syede nye frakker af blød mos og klæde af birkebark, og far stablede træ under rødderne, så huset ville være varmt.

Børnene lærte mange skovlektioner. De lærte, hvilke bær der var søde, hvilke svampe de skulle undgå, og hvordan man læste de små fodaftryk i mudderet—hare, egern, ræv. "Hvert spor fortæller en historie," sagde far. Børnene lyttede og huskede.

Så faldt den første sne, blød og hvid, og dækkede deres lille hus som en hue. Børnene kørte på ski af fyrrenåle og gled ned ad sneklædte bakker. De hængte krummer på kviste til fuglene og lagde nødder på en stub til egernet. "Tak, vintervenner," sagde de.

På den længste nat tændte tomtefamilien et lille lys. Den lille flamme glødede på barkvæggene og fik fyrrerødderne til at skinne. Mor fortalte historier, og far smilede. Udenfor sov skoven under sit tæppe af sne.

Da foråret vendte tilbage, åbnede tomtebørnene deres dør igen. Bækken sang, fuglene kaldte, og fyrretræet hviskede over hovedet. "Er du en ven?" spurgte de, og skoven svarede med milde lyde. Børnene lo og løb ud for at hilse på deres gamle venner, huskede at være venlige, at være forsigtige og at elske deres dybe, grønne hjem.