Tommelise
Der var engang en kvinde, som ønskede sig et barn. Hun besøgte en gammel klog kvinde, som gav hende et bygkorn og sagde: "Plant dette, og du vil se."
Hun plantede det, og snart voksede en pæn blomst. Da kronbladene åbnede sig, sad en lille pige inden i. Hun var ikke større end en tommelfinger. Kvinden kaldte hende Tommelise. Hun lavede en valnøddeskalvugge, et violkronblad-tæppe og en tulipanblad-båd til sin lille pige.
En nat hoppede en stor tudse gennem vinduet. "Sikken dejlig brud til min søn!" kvækkede tudsen. Hun tog den sovende Tommelise og satte hende på et åkandeblad i floden, mens hun og hendes søn lavede et mudret hjem.
Da Tommelise vågnede, var hun helt alene på det vide vand. Hun græd sagtmodigt. En hvid sommerfugl flagrede forbi. Tommelise bandt sit bånd til sommerfuglen, og den trak hendes blad som en lille båd. Fiskene i floden fik ondt af hende og gnavede i stænglen af åkandebladet, så tudserne ikke kunne nå hende.
Lige da svævede en skarnbasse ned. "Sikken mærkelig skabning!" summede den og bar hende til et højt træ. De andre basser sagde: "Hun har ingen følere og ingen vinger. Hun er ikke som os." Skarnbassen følte sig genert og satte hende forsigtigt på en tusindfryd. Stakkels Tommelise var alene igen.
Hele sommeren levede hun på markerne og i skovene. Hun drak dug fra blade og sov i en græsseng. Fuglene sang for hende, og hun vævede sig kjoler af blomsterkronblade. Men da vinteren kom, blev vinden kold, og sne faldt dybt. Hun havde intet varmt hjem og ingen mad.
Til sidst fandt hun en lille dør i jorden. Det var hjemmet for en venlig markmus. "Kære barn," sagde musen, "kom ind og varm dig. Hvis du fortæller mig historier, må du blive." Tommelise fortalte søde historier, og musen delte korn og grød.
Deres nabo var en rig muldvarp, der boede i mørke tunneler. Han kunne ikke lide solen eller blomsterne. Han kom på besøg og sagde: "Sikken pæn lille pige. Hun burde være min kone. Hun vil bo under jorden med mig." Tommelise ville ikke bo, hvor solen aldrig skinner, men hun var høflig og sagde ingenting.
En dag gravede muldvarpen en tunnel til musens hus. I tunnelen fandt de en svale liggende på jorden, stille og tavs. "En unyttig fugl," sagde muldvarpen. "Lad den være." Men Tommelise følte fuglens hjerte svagt banke. Om natten bragte hun svalen et tæppe af halm og sin kronblad-kappe. Hun gav den vand fra et blad og sang for den. Snart åbnede svalen sine øjne.
Da foråret vendte tilbage, blev svalen stærk. "Kom med mig til de varme lande," kvidrede den. "Jeg vil bære dig på min ryg." Tommelise kiggede på markmusens hyggelige hjem og rystede på hovedet. "De har været venlige mod mig," hviskede hun. Svalen fløj væk.
Muldvarpen sagde så: "Til efteråret skal vi giftes." Han gav Tommelise hårdt arbejde og talte om mørke sale og dybe rum. Hun gik udenfor for at se solen, mens hun stadig kunne, og græd: "Farvel, lyse verden."
Lige da svævede svalen ned. "Lille ven, græder du? Kom med mig nu!" Tommelise klatrede op på dens ryg og holdt båndet stramt. Op fløj de, over skove og søer, over høje bjerge og blå have, hele vejen til et land af solskin.
Der var luften blød og varm, og blomster så store som tallerkener blomstrede overalt. Svalen satte hende på en hvid blomst. Inden i stod en lille prins med klare vinger og en gylden krone. Han var lige hendes størrelse.
"Velkommen," sagde han. "Vil du være blomsternes dronning?" Han gav hende et par skimrende vinger, så hun kunne flyve. Blomsterfolket jublede og bragte hende et nyt navn som en gave. "Ikke længere Tommelise," sagde prinsen. "Dit navn skal være Maja."
Tommelise - nu Maja - levede lykkeligt blandt blomsterne. Svalen sang over haven og fortalte, hvordan den modige lille pige, ikke større end en tommelfinger, fandt sit sande hjem til sidst.
