Tante Grøn, Tante Brun og Tante Lavendel

I en solrig lille by var der et pænt gult hus med en grøn låge. Indenfor boede tre tanter, der var lige så forskellige som deres kjoler. Tante Grøn var klædt i grønt fra hat til sko og elskede alt, der groede. Tante Brun var klædt i brunt og holdt huset varmt og travlt med bagning og reparationer. Tante Lavendel var klædt i blød lilla og kunne lide pæne ting, gode manerer og god te.

To børn boede hos dem—Peter og Lotta. Da Peter og Lotta var helt små, tog tanterne dem ind og elskede dem, som om de var deres egne. Børnene kaldte dem altid Tante Grøn, Tante Brun og Tante Lavendel, fordi det var de farver, de bar.

Der var også Onkel Blå. Han havde en smart blå frakke, skinnende knapper, en høj hat og en spadserestok, der klikkede på gaden. Han talte venligt, men bestemt og passede på alle, især Peter og Lotta.

En lys morgen viste Tante Grøn Peter og Lotta, hvordan roserne åbnede sig mod solen. "Planter kan lide blide hænder," sagde hun og gav dem små vandkander. De stænkede ærterne og bønnerne, og Tante Grøn smilede, da vandet glitrede som små stjerner.

I køkkenet æltede Tante Brun dej til boller. "Skub, fold og bank," fortalte hun børnene. Peters dej blev til en klumpet bjørn. Lottas lignede en tyk fugl. Tante Brun lo og satte dem på fadet. "Boller smager bedst, når hænder har hjulpet."

I dagligstuen åbnede Tante Lavendel en skuffe, der duftede af blomster. Hun viste Peter og Lotta sin blonde, sine bånd og en lille, sødt klingende spilledåse. Hun lærte dem at sige venligst og tak, at bukke og neje og at bære kopper uden at spilde. "Bløde hænder og bløde stemmer," mindede hun dem om.

Før middag bankede Onkel Blå med sin stok. "Hatte på! Støvler snøret! Vi skal til byen." Tante Brun tog sin store kurv. Tante Grøn tog en lille pose med frø. Tante Lavendel bandt et nyt violetbånd ved sin hals.

Ned ad gaden gik de. Alle kendte dem. "Goddag, Tante Grøn! Goddag, Tante Brun! Goddag, Tante Lavendel! Goddag, Onkel Blå!" råbte bageren, postbudet og lygtænderen.

På markedet købte Tante Brun mel, sukker og lidt honning. Tante Grøn valgte frøpakker: gulerødder, morgenfrue og ærter. Tante Lavendel fandt en spole med pæn tråd. Onkel Blå købte to pebermyntestænger og puttede dem i Peters og Lottas lommer med et blink.

Ved fontænen græd en lille pige ved siden af en dukkevogn. "Mit hjul vakler," hulkede hun. Peter bukkede sig ned. Lotta holdt vognen stabil. Onkel Blå bandt hjulet fast med et stykke stærk snor. "Sådan!" sagde han. Den lille pige holdt op med at græde og smilede. Tante Lavendel glattede hendes hår. Tante Brun sneg hende en bolle. Tante Grøn viste hende, hvordan man skubber vognen forsigtigt, så den ikke vælter. At hjælpe føltes varmt og glad.

På vej hjem fulgte en lurvet hund dem og snusede til Tante Bruns kurv. "Stakkels ting, du er sulten," sagde Tante Brun. Hun brækkede en bolle i to og delte den. Hunden viftede med halen og travede af sted, tilfreds.

Tilbage ved det gule hus drak de te i haven. Bordet stod under æbletræet. Tante Brun bragte de varme boller og syltetøj. Tante Grøn satte en krukke med blomster i midten. Tante Lavendel hældte te i de bedste kopper. Peter og Lotta gav tallerkerne videre meget forsigtigt. Spurve hoppede nær deres fødder, og børnene smuldredes lidt brød til dem.

Senere spillede Onkel Blå en melodi på sin fløjte. Peter og Lotta dansede i en ring, mens de tre tanter klappede. Solen sank lavere, skyggerne blev længere, og luften duftede af roser og friskt brød.

Da aftenen kom, trak Tante Grøn gardinerne for og tjekkede de søvnige geranier på vindueskarmen. Tante Brun puttede Peter og Lotta i seng og glattede deres dyner. Tante Lavendel kyssede deres pander og hviskede: "Søde drømme." Onkel Blå satte sin hat på stolen og sagde: "Sov godt, små. I morgen bliver en god dag."

Peter og Lotta lukkede øjnene. De drømte om grønne haver, varme boller og et violetbånd, der flagrede i brisen, mens det gule hus med den grønne låge hvilede stille, vogtet af Tante Grøn, Tante Brun, Tante Lavendel og Onkel Blå.