Stjernepengene

Der var engang en lille pige, hvis far og mor var døde, og hun var så fattig, at hun ikke længere havde et værelse at bo i eller en seng at sove i, og til sidst havde hun ikke andet end tøjet, hun havde på, og et lille stykke brød i hånden, som en barmhjertig sjæl havde givet hende. Men hun var god og from. Og da hun således var forladt af hele verden, gik hun ud på landet og stolede på kære Gud.

Så mødte hun en fattig mand, der sagde: "Å, giv mig noget at spise, jeg er så sulten."

Hun rakte ham hele sit stykke brød og sagde: "Må Gud velsigne det for dig," og gik videre.

Så kom der et barn, der jammrede og sagde: "Mit hoved er så koldt. Giv mig noget at dække det med." Så tog hun sin hue af og gav den til barnet. Og da hun havde gået lidt længere, mødte hun et andet barn, der ikke havde nogen jakke og frøs. Så gav hun sin jakke til det barn, og lidt længere fremme bad et andet barn om en kjole, og hun gav også sin kjole væk. Til sidst kom hun ind i en skov, og det var allerede mørkt. Så kom der endnu et barn og bad om en underkjole, og den fromme pige tænkte ved sig selv: "Det er en mørk nat, og ingen kan se dig. Du kan godt give din underkjole væk," og hun tog den af og gav den væk.

Og således stod hun der uden noget som helst tilbage, da pludselig nogle stjerner faldt ned fra himlen, og de var intet andet end hårde, skinnende dalere, og selvom hun netop havde givet sin underkjole væk, havde hun nu en ny på, som var af det fineste linned. Så samlede hun pengene i den, og hun var rig alle sine dages dage.