Springfrøen
En Loppe, en Græshoppe og en Springfrø ville engang se, hvem der kunne springe højest; og de inviterede hele verden, og alle andre desuden, der havde lyst til at komme for at se festivalen. Tre berømte springere var de, som alle ville sige, da de alle mødtes i rummet.
"Jeg vil give min velsignelse til ham, der springer højest," udråbte Kongen; "for det er ikke så morsomt, hvor der ingen præmie er at springe for."
Loppen var den første til at træde frem. Han havde udsøgte manerer og bøjede for selskabet på alle sider; for han havde ædelt blod og var desuden vant til menneskenes selskab alene; og det gør en stor forskel.
Så kom Græshoppen. Han var betydeligt tungere, men han var velopdraget og bar en grøn uniform, som han havde ved fødselens ret; han sagde desuden, at han tilhørte en meget gammel egyptisk familie, og at i huset, hvor han dengang var, blev han tænkt meget på. Faktum var, han var lige blevet bragt ud fra markerne og sat i et paphus, tre etager højt, alt lavet af billedkort, med den farvede side indad; og døre og vinduer skåret ud af Hjerterdronningens krop. "Jeg synger så godt," sagde han, "at seksten indfødte græshopper, der har kvirret fra barndommen, og endnu ikke fået noget hus bygget af kort at bo i, blev tyndere, end de var før, af bar ærgrelse, da de hørte mig."
Det var således, at Loppen og Græshoppen gav en beretning om sig selv og troede, de var ganske gode nok til at gifte sig med en Prinsesse.
Springfrøen sagde ingenting; men folk gav det som deres mening, at han derfor tænkte desto mere; og da gårdshunden snusede til ham med næsen, indrømmede han, at Springfrøen var af god familie. Den gamle rådsmann, der havde fået tre ordener givet sig for at få ham til at holde sin mund, forsikrede, at Springfrøen var en profet; for at man kunne se på hans ryg, om der ville være en streng eller mild vinter, og det var, hvad man ikke kunne se selv på ryggen af den mand, der skriver almanakken.
"Jeg siger ingenting, det er sandt," udbrød Kongen; "men jeg har min egen mening, ikke desto mindre."
Nu skulle prøven finde sted. Loppen sprang så højt, at ingen kunne se, hvor han gik hen; så de alle forsikrede, at han slet ikke havde sprunget; og det var uhæderligt.
Græshoppen sprang kun halvt så højt; men han sprang ind i Kongens ansigt, som sagde, at det var uopdraget.
Springfrøen stod stille længe fortabt i tanker; det blev til sidst troet, at han slet ikke ville springe.
"Jeg håber bare, han ikke er utilpas," sagde gårdshunden; da, puf! lavede han et spring helt til siden ind i skødet på Prinsessen, der sad på en lille guldskammel tæt ved.
Herefter sagde Kongen: "Der er intet over min datter; derfor er at springe op til hende det højeste spring, der kan laves; men til dette må man besidde forstand, og Springfrøen har vist, at han har forstand. Han er modig og intellektuel."
Og således vandt han kongens velsignelse.
"Det er mig helt det samme," sagde Loppen. "Hun kan få den gamle Springfrø for min skyld. Jeg sprang højest; men i denne verden møder fortjeneste sjældent sin belønning. Et flot ydre er, hvad folk ser på nu til dags."
Loppen gik derefter i fremmed tjeneste og blev ikke hørt fra mere.
Græshoppen sad uden på en grøn bred og reflekterede over verdslige ting; og han sagde også: "Ja, et flot ydre er alt—et flot ydre er, hvad folk bekymrer sig om." Og så begyndte han at kvidre sin særlige melankolske sang, hvorfra vi har taget denne historie; og som meget muligt kan være helt usandt, skønt den står her trykt med sort på hvidt.
