Soria Moria Slot

For længe siden, i en lille hytte ved kanten af en dyb, mørk skov, boede en fattig husmand og hans tre sønner. Den yngste hed Halvor. Han var venlig og stærk, men han sad ofte og stirrede ud i det fjerne og drømte. En klar morgen, da solen skinnede lyst på sneen og isen, så Halvor noget langt væk, der blinkede som ild på en bjergtop. "Hvad er det, der glimter derovre?" spurgte han.

"Folk kalder det Soria Moria Slot," sagde hans far. "Men ingen herfra har nogensinde fundet vejen."

"Så vil jeg prøve," sagde Halvor. "Jeg må se Soria Moria med mine egne øjne." Han tog en bundt mad, sagde farvel og gik ned ad vejen.

Halvor gik og gik, over bakker og gennem fyrreskove, indtil hans sko var tynde, og vinden bed i hans kinder. Til sidst mødte han en gammel mand med et langt skæg og en vandrestav.

"Hvor skal du hen, dreng?" spurgte den gamle mand.

"For at finde Soria Moria Slot," sagde Halvor.

"Det er et modigt ønske," sagde den gamle mand smilende. "Følg denne sti, indtil du kommer til et stort slot. Inde er en prinsesse, men et trolde med tre hoveder bor der. Hvis du drikker fra troldens horn, vil du blive stærk nok til at svinge hans sværd. Vær hurtig, og vær ikke bange."

Halvor takkede ham og gik videre. Før længe så han et stort slot. Inde mødte en dejlig prinsesse ham og lagde en finger på læberne.

"Hys! Gem dig under sengen. Et trehovedede trold bor her," hviskede hun. "Når det kommer hjem, vil det snuse og brøle. Når det drikker fra sit horn, tag det og drik tre slurke selv. Så grib dets sværd og hug dets hoveder af, men sørg for at tage alle tre, ellers vil de vokse igen."

Snart tordnede troldet ind. "Fe, fi! Jeg lugter blodet af en kristen mand!" brølede det.

"Gør du?" sagde prinsessen let. "Det er kun lugten af den sidste, du spiste." Hun satte hornet foran det. Troldet tog en lang slurk. Halvor sprang frem, snuppede hornet og drak tre store slurke. Styrke strømmede ind i hans arme som en flod. Han greb troldens sværd. Troldet styrtede mod ham, men Halvor svang én gang, to gange, tre gange - ned tumlede ét hoved, så et andet, så det sidste. Troldet faldt med et brag, der rystede gulvet.

"Du har reddet mig," sagde prinsessen, og glædestårer skinnede i hendes øjne. "Hvis du går videre, er der et andet slot, hvor min søster holdes af et trold med seks hoveder. Tag dette klæde. Når du er sulten, ryst det, og det vil give dig mad."

Halvor hvilede lidt, spiste fra det magiske klæde og skyndte sig videre. Ved det andet slot fortalte den anden prinsesse ham den samme advarsel. Da det sekshovedede trold brød ind, drak Halvor fra hornet, følte styrke strømme gennem ham og kæmpede fra morgen, indtil lysene brændte lavt. Han slog alle seks hoveder af til sidst, og prinsessen var fri.

"Min yngste søster holdes i et tredje slot," sagde hun. "Hendes hjem er Soria Moria Slot, og hun er den smukkeste af os alle. Troldet der har ni hoveder. Tag denne flaske vand. Hvis du bliver svag, drik lidt, og din styrke vil vende tilbage."

Halvor gik videre igen, hans hjerte støt. Ved det tredje slot mødte han den yngste prinsesse. Hendes hår skinnede som guld i ildens lys, og hendes øjne var så blå som fjorden.

"Du må være modig," hviskede hun. "Det nihovedede trold er vildere end de andre."

Jorden rystede, da troldet kom. Det snusede og brølede og svingede sin jernkølle. Halvor drak fra hornet, kæmpede så af al sin magt. Men ni hoveder bed og snappede, og hans arme blev tunge. Han tog en slurk fra flasken, og styrke steg i ham som sommersol. Han slog og slog - ét hoved faldt, så to, så tre. Stadig kæmpede troldet. Halvor drak igen, løftede sværdet, og med et vældigt råb skar han det sidste af de ni hoveder af. Troldet styrtede til gulvet, og slottet blev stille.

"Nu er jeg fri," sagde den yngste prinsesse. "Kom med mig til Soria Moria Slot, hvor min far er konge." Hun gav Halvor en ring. "Denne ring er vores trolovelse. Behold den tæt."

De drog afsted sammen. De to ældre prinsesser gik til deres egne hjem, mens Halvor og den yngste sejlede med skib og gik til fods, indtil gyldne spir rejste sig foran dem i aftenslyset. Soria Moria Slot skinnede så lyst, at det virkede vævet af solstråler.

Kongen bød Halvor velkommen med varme og undren. Han lyttede til alt, der var sket, og sagde: "Du har gjort gerninger værd at synge om. Du skal have min datter til brud." Der var fest og glæde, og Halvor og prinsessen blev forlovede.

Efter nogle dage sagde Halvor: "Må jeg tage hjem og fortælle mine forældre, hvor jeg er? Jeg vil vende tilbage før længe."

Prinsessen tog hans hænder. "Du må gå, men pas på. Sid ikke ned for at hvile med fremmede på vejen, og lad ingen lægge en hånd på dit hoved. Der er hekseri i verden, og det stjæler minder."

"Jeg vil huske," lovede Halvor, og han drog af sted med et glad hjerte.

Han gik og gik, indtil han blev træt og satte sig på en sten ved en vejkryds. Der kom en gammel kælling med en krum ryg og en kam i hånden.

"Du er træt, dreng," sagde hun sødt. "Lad mig glatte dit hår; det vil lette dit hoved."

Halvor huskede prinsessens advarsel, men han var så træt, og kællingen virkede så blid. Hun rørte ved hans hoved med kammen - og med det samme faldt en tåge over hans tanker. Han glemte slottet, kongen, prinsessen, ringen - alt. Han fandt vej hjem, men for ham var det, som om han aldrig havde været væk. Med tiden blev han lovet til en bondes datter, og bryllupsdagen blev fastsat.

Ved Soria Moria Slot kiggede prinsessen på sin ring og vidste sandheden: Halvor var faldet under en forbandelse. "Jeg må finde ham," sagde hun. Hun beordrede et skib og sejlede, indtil hun nåede landet, hvor Halvor boede. Hun klædte sig i en almindelig kappe og lejede et værelse i det bedste hus i byen, sendte så bud om, at en storslået fest ville blive holdt, og alle var velkomne.

Alle kom, Halvor blandt dem. Prinsessen rejste sig foran gæsterne og sagde: "Jeg vil fortælle en fortælling. Lyt, og sig, om I kender den." Så fortalte hun fra begyndelse til slutning, hvordan en modig dreng havde befriet tre prinsesser, dræbt trolde med tre, seks og ni hoveder og til sidst var kommet til Soria Moria Slot.

Mens hun talte, begyndte Halvors hjerte at banke. Tågen lettede. Da hun fortalte, hvordan prinsessen havde givet drengen en ring, snuppede Halvor sin egen hånd - og der var ringen, der glimtede, som om den aldrig havde forladt. I det øjeblik strømmede hans hukommelse tilbage som en flod, der bryder sin dæmning.

Han sprang op. "Min prinsesse!" råbte han. "Nu husker jeg. Tilgiv mig! Det var hekseri, der stjal min forstand."

Prinsessen smilede og rakte hænderne ud. "Jeg vidste, du ville komme tilbage til dig selv."

Bondens datter så, hvad der var sket, og forstod, at det var nytteløst at stå i vejen for sådan et bånd. Så Halvor og prinsessen vendte tilbage til Soria Moria Slot sammen. Deres bryllup varede mange dage, med musik og dans under haller af guld, og historierne om Halvors modige bedrifter blev fortalt i mange år efter.

Og hvad angår den gamle kælling og hendes kam, blev hun aldrig set igen. Men folk siger, at hvis du nogensinde ser Soria Moria skinne på en fjern bakke, skal du sætte dine fødder støt på vejen og holde dit løfte, og du vil komme sikkert til dit hjertes ønske.