Dybt inde i den bløde grønne skov dansede en lille alf over mosset. Hun bar et blad som nederdel og et blomsterblad som hue. Morgenlyset gled mellem træerne og fik duggen til at funkle.

Pludselig stoppede hun. Der, i et leje af bregneblade, lå en rund, skinnende ting—glat og lys som en lille sol. "Åh!" hviskede alfen med store øjne. "Solen har tabt et æg!"

Hun løb for at hente sine venner. Humlebien summede tæt på. Sneglen kiggede frem fra sin skal. Et pindsvin vaggede hen. Et egern hoppede ned ad en stamme. Selv skaden knaldrede med sit næb og hoppede nærmere.

De samlede sig om den gyldne kugle. "Det må være en skat," sagde skaden. "En meget fin gylden kugle." "Det kan være et kæmpe bær," sagde pindsvinet og snusede. "Eller en ny slags nød," gættede egernet og bankede på den med sin pote.

Den lille alf lagde sin kind mod den. "Den er varm," åndede hun. "Den dufter som solskin. Det må være solens æg."

Netop da fløj droslen ned fra en høj gren. Han havde støv fra fjerne steder på sine vinger. "Jeg kender den duft," sagde han og vippede med hovedet. "Den kommer fra et land, hvor luften er varm, og dagene er lange. Der bærer træer blanke blade og bærer runde, glødende frugter."

"Hvad hedder den?" spurgte alfen.

"En appelsin," sagde droslen. "Den drikker solen og gemmer sødheden indeni."

Alfen så fra droslen til den lyse runde ting. "Appelsin," prøvede hun og smagte på det nye ord. "Men den ligner jo bare et solæg!"

"Skal vi åbne den og se?" spurgte egernet med dirrende værhår.

Forsigtigt, forsigtigt arbejdede de sammen. Pindsvinet prikkede skallen med sine pigge. Egernet gnavede en lille rift. Skaden hakkede ved kanten. Til sidst splittedes skallen med et lille suk, og gylden saft løb som lysdråber.

Indeni var pæne, måneformede stykker, alle lagt i en cirkel. Alfen tog et stykke i begge hænder. Hun tog en bid. Hendes øjne skinnede. "Den smager som varmt solskin," lo hun.

Alle delte. Bierne slurpede de søde dråber. Pindsvinet smækkede med læberne. Egernet puttede et stykke i kinden. Selv sneglen fik en slurk. De spiste og spiste, indtil alfens fingre var klistrede, og hendes hjerte var fyldt med glæde.

Den nat lå den lille alf i sin mosseng og tænkte på de fjerne træer, droslen havde set. Hun kunne næsten lugte den varme, blomsterduftende luft. "Jeg ville ønske, jeg kunne se, hvor solæg vokser," hviskede hun til stjernerne.

"Kom med mig," sagde droslen ved daggry. Han hoppede til stenen ved hendes seng. "Jeg flyver sydpå i dag for at besøge de lunde. Sid let på min ryg, lille ven."

Alfen klatrede mellem hans fjerklædte skuldre og holdt godt fast. Op gik de, højere end grantoppen, over søer som sølvspejle og marker som grønne tæpper. De fløj over en by med røde tage, så over det vide, blå hav, hvor hvide bølger krøllede sig som blonde.

Til sidst blev luften blød og sød. Nedenfor lå et land med hvide huse og mørkegrønne træer. Droslen fløj lavt over en have. Træerne dér havde blanke, spidse blade og hang fulde af runde frugter, alle glødende—nogle blege, nogle dybt gyldne.

Den lille alf strakte sin hånd ud for at røre ved en. "Så mange solæg!" råbte hun. Hun så hvide stjernelignende blomster på de samme grene, og travle bier summede blandt dem. Et barn gik forbi med en kurv og plukkede en appelsin, og alfen gemte sig grinende stille.

"Dette er appelsiner," fortalte droslen hende. "De vokser i varmt lys og drikker solen til dig."

Alfen trykkede en lille blomst til sin kind. "Tak, træer," hviskede hun. "Nu kender jeg jeres hemmelighed."

Da lyset begyndte at blødgøres, løftede droslen hende igen. De fløj tilbage over hav og mark og skov, hjem til den kølige grønne skov.

Alle vennerne kom løbende. Alfen viste dem den lille hvide blomst, hun havde medbragt, og hun fortalte dem alt, hvad hun havde set: de skinnende lunde, den søde luft, træerne klædt i sole.

"Det er ikke et solæg trods alt," sagde hun med et smil. "Det er en appelsin. Men den smager stadig som solskin." Og hver gang morgenen hældte gyldent lys over mosset, huskede den lille alf og hendes venner den dag, de smagte solen sammen.