Skyggen

Der levede engang en lærd mand, der elskede at skrive om, hvad der er sandt, godt og smukt. Han rejste sydpå til et meget varmt land, hvor solen brændte fra morgen til nat. I sådan varme blev folk indendørs om dagen og kom kun ud, når aftenen kølede gaderne.

Den lærde mand sad på sin lille balkon og kiggede over på et hus med en bred terrasse. Blomster klatrede op ad dets rækværk, og om natten glødede et blidt lys bag et gardin. "Hvem bor der?" undrede han sig. "Det må være Poesi selv—skønheden, der hvisker til hjertet." Han længtes efter at vide det, men solens skær havde fladtrykt hans egen skygge, indtil den blev tynd og lille under hans stol.

"Gå og se," hviskede han og drillede sin skygge. "Glid over og find hemmeligheden ved det lys." Skyggen forstod, eller sådan syntes det. Da lampen i det modsatte hus brændte lysest, lænede den lærde mand sig frem og kaldte stille. Skyggen rystede, strakte sig, og—som et bånd—gled af væggen, over gaden og under gardinet til det glødende vindue. Den lærde mand ventede og ventede. Han fløjtede. Han kaldte. Men skyggen vendte ikke tilbage.

Med tiden, som skygger vil, voksede en ny fra hans hæle. Den var lille først og genert, men efterhånden lærte den at følge ham ordentligt. Den lærde mand gik tilbage til sit koldere hjem og skrev igen om det sande, det gode og det smukke. Han tænkte nogle gange på det varme land og huset med det blide lys, og han tænkte nogle gange på sin tabte skygge, men livet fortsatte.

En vinteraften kom der bank på hans dør. En fremmed stod der—så elegant, så tynd, med et ansigt blegt som papir og tøj så fint som silke. "Må jeg komme ind?" spurgte han. "Jeg har endelig fået en krop."

"Hvem er du?" sagde den lærde mand.

"Kender du mig ikke?" sagde fremmede og smilede. "Jeg er din gamle skygge." Han bøjede sig så lavt, at hans hat næsten rørte gulvet. "Jeg har set meget, siden jeg gled væk. Skygger går, hvor folk ikke kan. Jeg gled bag stole og gennem nøglehuller. Jeg lærte, hvordan folk virkelig er, når lyset er bag dem." Jo mere han talte, jo koldere føltes rummet.

Den lærde mand gyste. "Jeg foretrækker, hvad der er sandt og lyst," sagde han. "Det er ikke godt at kigge ind i, hvad der er skjult og lavt."

"Sandt," sagde skyggen, "men verden er ikke kun lyse rum og åbne vinduer. Jeg ved ting, og jeg er rig nu. Lad os rejse sammen. Det vil more dig, og jeg vil betale for alt."

De lavede en plan. De ville rejse til en storslået by ved havet, hvor mange fine folk samledes. "En tjeneste," sagde skyggen. "Offentligt skal du kalde mig Herre, og jeg vil kalde dig min skygge. Det er kun for udseendets skyld. Folk elsker fremtoninger." Den lærde mand rynkede brynene. "Kun som en spøg," sagde han endelig. "Aldrig som sandheden."

Så rejste de sammen. Den elegante skygge-mand vidste præcis, hvordan man bøjer sig for damer og hvordan man smigrer gentlemen. Han stod aldrig i lyset ved en fejl. Han vidste, hvornår et smil var falsk, og hvornår et løfte var tyndt som papir. Den lærde mand blev stille. Han blev bleg. Han tilbragte mere tid i sit værelse, for verden føltes højere og koldere end før.

Snart talte alle i byen om den kloge fremmed, der så gennem folk så let som gennem glas. Prinsessen selv hørte om ham. Hun var klog også, og hun ønskede at gifte sig med en mand, der kunne se sandt, for en hersker har brug for klare øjne. Hun sendte bud efter den elegante fremmed.

Skyggen var perfekt. Han svarede alt godt og bar sin visdom som en kappe. "Hvordan ved du så meget?" spurgte prinsessen.

"Jeg har rejst, hvor andre ikke tør," sagde skyggen med et omhyggeligt smil. "Jeg har set folks mørke sider og deres lyse."

Prinsessen var imponeret. "Du kan være den," sagde hun. "Men hvem er den blege person, der følger dig?" Hun pegede på den lærde mand, der stod bagved, som han havde lovet, som en skygge.

"Det?" sagde skyggen let. "Kun min skygge. Han er ikke helt rask, og skygger er ikke særlig kloge."

Den lærde mands hjerte bankede. "Deres Højhed," sagde han, "tilgiv mig. Jeg må tale. Sandheden er vendt om. Han er min skygge, eller han var for længe siden." Han fortalte hele historien—om det varme land, det blide lys og skyggen, der gled væk.

Prinsessen lo lidt, ikke uvenligt, men hun kunne lide orden og kunne ikke lide forvirring. Den elegante fremmed lagde en finger på sine læber. "Han har feber," sagde han stille. "Han tror, hvad skygger nogle gange tror." Han talte så roligt, at selv vagterne nikkede. Snart fandt den lærde mand sig selv alene i et stille værelse med en låst dør.

Senere besøgte skyggen ham. Hans stemme var glat som silke. "Vi var venner," sagde han. "Du lærte mig at stå i lyset. Nu er jeg mere end en skygge. Bliv min skygge virkelig, og jeg vil sætte dig fri. Du skal have tøj og et sted, og ingen vil besvære dig."

"Jeg vil aldrig være en løgn," sagde den lærde mand. "Jeg vil aldrig lade som om, at nat er dag."

"Så vil du ikke passe til dette lyse hof," svarede skyggen. "Her er fremtoninger alt." Han sukkede, som om han var trist, og gled væk.

Bryllupsdagen kom. Klokker ringede. Byen jublede for den kloge prinsesse og den klogere brudgom. Den morgen blev den lærde mand ført ud gennem en sidedør og stille henrettet, for skyggen havde bestilt det. Få bemærkede; ingen meddelelse blev lavet. Ved middag svulmede musikken, og ved aftenen tindrede lys i hvert vindue.

Prinsessen giftede sig med skyggen, og folk sagde, at kongeriget aldrig havde set et så brilliant par. De syntes at forstå alt. Men sandheden, det gode og det smukke var mere stille efter det, som om de var trådt lidt tilbage fra de lyse rum og de åbne vinduer. Og ingen talte om manden, der ikke ville lade som om, selvom hans historie stadig fortælles til dem, der lytter.