Pigen der Traadte paa Brødet

Der var engang en fattig pige ved navn Inger. Hun havde lyse øjne og et pænt ansigt, og folk sagde ofte, hun var det dejligste barn i landsbyen. Men Inger var stolt. Hun kunne lide, hvordan fine bånd og pæne sko fik hende til at føle sig vigtigere end andre. Hun takkede ikke dem, der hjalp hende, og hun så ned på enhver med lappede tøj eller mudrede støvler.

En venlig dame i byen tog Inger ind i sit hjem som tjenestekvinde. Inger blev godt fodret der og bar rene kjoler. Jo mere behagelig hendes liv blev, desto stoltere blev hun. Hun glemte hytten, hvor hendes forældre boede. Hun glemte, hvordan det føltes at være sulten eller at ønske sig et varmt sjal. Hun glemte at være venlig.

En dag sagde hendes herskerinde: "Inger, besøg dine forældre og bring dem dette store brød." Inger tog sine bedste sko på og det bånd, hun bedst kunne lide. Hun holdt brødet forsigtigt, ikke fordi det var dyrebart, men fordi hun ikke ville have mel på sin kjole. Himlen var grå, og stien over markerne var blød og våd af regn. Mellem vejen og hytterne lå et bredt, sumpet sted med trædesten over det. Vandet hvirvlede omkring stenene den dag.

Da Inger nåede kanten af sumpen, stoppede hun. Trædestenene var glatte, og muderet var dybt. Hun kiggede på sine sko—så nye, så skinnende—og hun tænkte kun på at holde dem rene. Inger kiggede på brødet i sine arme. "Brødet er stort og fast," sagde hun til sig selv. "Det vil gøre en fin trædesten. Jeg kan tørre det af bagefter. Ingen vil vide det." I sit hjerte vidste hun, det var forkert. Brød var en gave beregnet til at fodre sultne munde. Men stolthed er en tung ting.

Hun lagde brødet ned på det mudrede vand og satte sin fod på det. Brødet sank en smule. Hun trådte med den anden fod—og sank dybere. Vandet trak ved hendes ankler og så hendes knæ. Hun råbte, men der var ingen i nærheden til at høre. Brødet gik ned, og med det gik Inger—ned under sivene og sort vand, ned hvor solen ikke kunne nå.

Under sumpen var et koldt, dunkelt sted. Frøer kvakkede, og myg summede. I en skyggeagtig hal sad Sumpkonen ved sit boblende bryg. Hun er den, der fanger de ting, folk smider væk—gode ting behandlet dårligt—og hun beholder dem som lektioner. "Ak," sagde Sumpkonen og kiggede på Inger. "En pige, der traadte på et brød, så hun ikke skulle snavse sine sko. Dit hjerte er hårdere end ler." Hun satte Inger på en sten som en statue. Inger kunne ikke bevæge en finger. Hun kunne ikke tørre sine øjne, skønt de sved. Hun kunne kun høre og tænke.

Tiden gik, skønt Inger ikke vidste, hvor meget. Oppe i verden fortalte folk historien. "Vær ikke som pigen, der trådte på et brød," skældte nogle. Andre lo og lavede vittigheder. Men et par børn pressede deres hænder sammen og hviskede: "Stakkels Inger." Deres blide ord rejste som varme dråber gennem jord og vand. De faldt nær, hvor Inger sad, og hun følte dem som små gnister mod kulden.

Fugle fløj sommetider lavt over sumpen, og deres hurtige vinger bragte nyheder. Svaler, der hvilede for et åndedrag, talte blødt om en lille hytte og to gamle mennesker. "De siger stadig dit navn," fortalte svalerne hende. "De er skamfulde, men de er også kede af det." Hvert ord gjorde ondt, og for første gang var smerten ikke stolthed, men sorg. Hvis bare hun kunne tage ét skridt tilbage—hvis bare hun kunne give brødet, der var beregnet til at gives.

Frøer og myg summede omkring hende. Nogle hånede hende. "Brød er til at spise," kvakkede de. "Du lavede det til en sten." Det var sandt. Inger havde intet svar. Hun prøvede at græde, men tårerne ville ikke komme. Hendes hjerte føltes som en hård, tør skorpe. Så sagde en barnets stemme, langt væk, en bøn for hende—kun et par simple ord. En varm dråbe rørte Ingers kind. Til sidst fulgte en rigtig tåre. Sumpkonen prøvede at fange tåren til sit bryg, men den faldt og forsvandt ind i den mørke jord som en perle.

Den ene tåre blødgjorde noget indeni Inger. Hun tænkte: "Hvis jeg kunne gøre én venlig ting—kun én." Sumpkonen skævede til hende. "Du lærer," sagde hun, næsten overrasket. "Du skal være let som den tanke, du lige havde." Og i et blink var statuen væk. Inger var en lille, brungrå fugl, simpel som en kvist. Hendes stemme kunne ikke synge en fin sang. Den kunne kun lave en tynd, ivrig lyd—"Kvid, kvid." Men hun havde vinger.

Inger steg gennem ukrudt og siv og kom til sidst ud i den åbne luft. Sollys varmede hendes fjer. Verden så ny og bred ud, men hendes nye hjerte føltes støt og lille. Hun fløj ikke for at prale af sin frihed. Hun fløj til vindueskarme og hyttedørtrin. Hun samlede krummer op, som folk efterlod. Hun bar dem til sultne unger. Hun tabte dem i hænderne på fattige børn, der sad udenfor døråbninger. Hun fandt sine forældres hytte og efterlod krummer ved dørtærsklen. Hun ville vende tilbage, krumme for krumme, det brød, hun havde spildt.

Folk bemærkede den travle lille fugl. "Den spiser aldrig, før den giver," sagde de. "Sikke en mærkelig fugl." Nogle kaldte den brød-fuglen, for den syntes altid at levere små stykker brød. Den sang ikke som en lærke eller en nattergal. Men når den lavede sin tynde kalden, lød det som et budskab: "Husk de sultne. Vær venlig."

Mange årstider gik. Sne faldt og smeltede; blomster åbnede og visnede; børn voksede højere. Den lille fugl blev ved med at arbejde. Hver krumme givet føltes som en fjer af lys tilføjet dens vinger. Hver venlig tanke fra et barn, der hørte den gamle historie og sagde: "Stakkels Inger," føltes som en varm vind.

Til sidst, en lys morgen, da hun havde båret så mange krummer, at de sammen ville veje lige så meget som et helt brød, løftede en blød brise den lille fugl højere end før. Op steg hun, forbi toppene af de højeste træer, ind i et blidt, gyldent lys. En stemme som forår syntes at sige: "Du har lært ydmyghed. Du har lært at give."

Og således blev pigen, der engang traadte på et brød for at redde sine sko, tilgivet og løftet til glæde. Folk fortæller stadig hendes historie—ikke for at skræmme, men for at minde os om, at stolthed kan sænke os hurtigt, og at venlighed og taknemmelighed kan bære os tilbage til lyset.