Peter Kanins fortælling

Der var engang fire små kaniner, og deres navne var Flopsy, Mopsy, Bomuldshalebund og Peter. De boede med deres mor i en sandbanke, under roden af et stort grantræ.

En morgen sagde fru Kanin: "Nu, mine kære, I må gerne gå ud på markerne eller ned ad stien, men gå ikke ind i hr. McGregors have. Jeres far havde en ulykke der. Han blev puttet i en tærte af fru McGregor. Så vær venligst meget forsigtige." Så tog hun en kurv og sin paraply og gik gennem skoven til bageren for at købe en brød og fem korintboller.

Flopsy, Mopsy og Bomuldshalebund, som var gode små kaniner, gik ned ad stien for at samle brombær.

Men Peter, som var meget nysgerrig og ikke særlig god, løb lige væk til hr. McGregors have. Han klemte sig under den lille låge i bunden af muren og - hop, hop, hop - han var inde!

Først spiste han noget salat. Så spiste han nogle franske bønner. Så spiste han nogle radiser. Efter det, fordi han spiste så meget, følte han sig temmelig dårlig og gik for at lede efter noget persille.

Rundt om enden af agurkerummet, hvem skulle han møde men hr. McGregor! Hr. McGregor var på hænder og knæ og plantede kål. Han sprang op og løb efter Peter og viftede med en rive og råbte: "Stop, tyv!"

Peter var forfærdeligt bange. Han glemte vejen tilbage til lågen. Han løb rundt i haven, her og der, og tabte den ene sko blandt kålene og den anden sko blandt kartoflerne. Uden sine sko løb han endnu hurtigere, men så løb han lige ind i et stikkelsbærnet, og de store messingknapper på hans blå jakke sad fast.

Stakkels Peter udgød store tårer. To venlige spurve fløj til ham og kvidrede: "Prøv, prøv!" Peter vrikkede og trak så hårdt, han kunne. Hr. McGregor kom løbende med en si for at putte over Peter. Men i det allersidste øjeblik vrikkede Peter sig ud af sin jakke og var fri!

Hr. McGregor holdt den lille blå jakke og skoene op. Senere hang han dem på et fugleskræmsel for at skræmme solsorterne - og måske en vis lille kanin.

Peter løb til redskabsskuret og hoppede op i en vandkande. Den havde vand i. Vandet var koldt. Peter prøvede at holde vejret, men han kunne ikke lade være. "Atjoo!" nyste han.

Hr. McGregor hørte nyset og kom med det samme. Peter sprang ud og væltede tre blomsterpotter. Brag! Klirr! Han skuttede gennem skuret og klemte sig ud gennem et lille vindue. Det var lige den rette størrelse for en lille kanin, men alt for lille til hr. McGregor.

Ude i haven igen satte Peter sig ned for at hvile. Han var forpustet og rystende, og han havde ingen jakke, ingen sko og ingen anelse om, hvilken vej han skulle gå. Så så han en hvid kat sidde meget stille og holde øje med nogle guldfisk. Peter havde hørt om katte. Han listede væk så stille, han kunne.

Han gik tilbage til stikkelsbærbuske, så rundt om en trillebør, og til sidst fandt han muren. Hinsides den så han den lille låge. Peter løb så hurtigt, han kunne. Han gled under lågen - skrat-skrat! - og endelig var han udenfor haven.

Peter holdt ikke op med at løbe, før han nåede det store grantræ. Han var så træt, at han smed sig ned på det bløde sand inde i sit hjem og lukkede øjnene. Hans mor var optaget med at lave mad. Hun undrede sig over, hvad han havde gjort med sit tøj, men Peter havde ikke det godt nok til at forklare.

Peter havde det ikke særlig godt den aften. Fru Kanin puttede ham i seng og lavede noget kamille-te. "En spiseske skal tages ved sengetid," sagde hun venligt.

Men Flopsy, Mopsy og Bomuldshalebund, som havde været gode hele dagen, fik brød og mælk og brombær til deres aftensmad.