Peter i Blåbærland

Det var Mors fødselsdag. Peter ville bringe hende en særlig gave. Han tog sin lille kurv og gik ind i den stille skov. Han kiggede under blade. Han kiggede ved siden af mosset. Men der var slet ingen bær.

"Jeg må finde nogle," hviskede Peter. "Mor elsker blåbær." En tåre rullede ned ad hans kind.

Lige da kiggede en lille mand i en blå frakke frem bag en bregne. Hans hat var formet som et blåbær. Han bøjede sig meget lavt. "Jeg er Kongen af Blåbærland," sagde han venligt. "Hvorfor er du så ked af det, lille dreng?"

"Jeg kan ikke finde nogen bær til Mors fødselsdag," sagde Peter.

"Ah," sagde kongen. "Bærrene gemmer sig. Lad mig hjælpe." Han rørte ved Peter med en slank kvist. I et blink var Peter ikke højere end en paddestol!

Skoven voksede enorm og storslået. Mosset blev et blødt grønt tæppe. Blåbærbørn, med runde blå hatte og pæne blå jakker, kiggede frem under skinnende blade. De giggede og vinkede. "Vi holdt bærrene sikre," fortalte de ham. "Nu vil vi vise dig."

Peter fulgte Blåbærkongen og blåbærbørnene. Overalt han kiggede, så han fyldige, mørkeblå bær puttet ind under de grønne blade. De små folk plukkede forsigtigt og sang bløde skovsange. "Pluk med omhu," sagde de. "Efterlad nogle til fuglene og bjørnene."

Peter plukkede og plukkede. Hans lille kurv fyldte sig. Så fyldte endnu en lille kurv sig. Snart var der bunker af bær, kølige og søde.

"Du har været meget hjælpsom," sagde kongen. "Din mor ville også kunne lide røde tyttebær. Skal vi besøge min kære ven, Dronningen af Tyttebærland?"

"Ja, gerne!" sagde Peter.

De gik over sølvagtigt mos og forbi små trærødder som broer. Endelig kom de til en solrig plet, lys som et smil. Ud trådte Tyttebærdronningen i en skinnende rød kjole, med en krone som et karmosinrødt bær. Omkring hende dansede muntre tyttebærbørn i røde hatte.

"Velkommen, Peter," sagde dronningen. "Lad os samle vores bær til din mor."

Tyttebærbørnene spredte sig ud som små lysglimt. De viste Peter de glinsende røde bær, der glødede under deres blade. Sammen fyldte de flere kurve. Dronningen flettede en krans af grønne kviste og røde bær. "En fødselsdagskrans," sagde hun. "Til nogen, du elsker."

Peters hjerte føltes varmt. "Tak skal du have," sagde han.

Nu var kurvene fulde—blå og rød, skovens farver. Blåbærkongen smilede. "Det er tid for dig at gå hjem." Han løftede sin kvist igen og rørte ved Peters skulder.

I et blink var Peter sin egen størrelse. Han stod ved skovstien med sin store kurv, fyldt til randen med blåbær og tyttebær. Bærkransen lå på toppen, frisk og lys. De små folk var gledet væk så blødt som dug.

Peter skyndte sig hjem. "Mor! Mor!" kaldte han.

Mor åbnede døren. Hendes øjne skinnede. "Peter! Hvilken vidunderlig fødselsdagssurprise!"

Peter satte kurven på bordet og placerede kransen i Mors hænder. "Skovvenner hjalp mig," sagde han, og han smilede et hemmeligt smil.

Den aften spiste de varme pandekager med bærsyltetøj. Mor hang den rød-og-grønne krans i vinduet. Peter kiggede ud mod de mørke træer og hviskede, "Tak, Blåbærkonge. Tak, Dronning af Tyttebærland."

Langt væk, i den stille skov, raslede bladene, som om nogen lille og glad havde bøjet og vinket.