Olles Skiture

Det var juleaften, og lille Olle havde fået det fineste julegave af alle—et par nye ski! De var blanke og glatte, med røde remme til at holde hans fødder fast.

"Åh, tak!" råbte Olle. Han kunne ikke vente med at prøve dem.

Julemorgen vågnede han tidligt. Sneen lå hvid og dyb udenfor vinduet. Solen skinnede på sneen, så alt glitrede som tusindvis af små diamanter.

"Mor! Far!" råbte Olle. "Må jeg tage mine ski ud nu?"

Hans mor lo. "Ja, men klæd dig varmt på. Det er koldt derude."

Olle trak sin varme frakke på, sin stribede halstørklæde, sine uldvanter og sin røde hue med kvast på toppen. Han spændte sine nye ski på fødderne og tog sine skistave i hænderne.

"Farvel!" råbte han. "Jeg skal på en skiture!"

Han skubbede afsted fra huset, glidende ned ad den lille bakke. Woosh! Det føltes vidunderligt!

Olle skilede gennem sneen, forbi det lille smederi, forbi skolehuset og ud i den store skov. Træerne var tunge med sne. Grenene bøjede sig under vægten og lignede hvide kroner.

"Hvor smukt!" sagde Olle til sig selv.

Han skilede videre mellem fyrretræerne. Fuglene sang små vintersange i grenene ovenpå. En lille rødbryst hoppede på en gren og piped "Godmorgen!"

"Godmorgen!" svarede Olle.

Han skilede over en lille bæk, der var frosset til is. Isen glinsede klar som glas.

Pludselig hørte Olle en dyb stemme bag sig: "Goddag, lille dreng!"

Olle drejede sig om. Der, stående på et par store, gamle ski, var den mest usædvanlige person, han nogensinde havde set.

Manden var høj og stærk, med en lang hvid skæg og hvidt hår. Han var klædt i hvide pelse, og hans øjne glitrede blåt som is. I hånden holdt han en stav lavet af en frosset gren, med iskrystaller dinglende fra toppen.

"Hvem er du?" spurgte Olle med store øjne.

Manden smilede. "Jeg er Kong Vinter," sagde han. "Og jeg regerer over al sne og is. Jeg så dig skinde gennem min skov. Er det dine nye ski?"

"Ja!" sagde Olle stolt. "Jeg fik dem til jul!"

"De er meget fine ski," sagde Kong Vinter. "Ville du lide at komme med mig på en rigtig skiture? Jeg kan vise dig steder, som de fleste mennesker aldrig ser."

Olles øjne lyste op. "Ja, gerne!"

Kong Vinter smilede bredt. "Så hold dig tæt ved mig og følg mit spor!"

Og således begyndte de at skiede sammen, Kong Vinter foran og Olle bagefter. De skilede hurtigere end vinden, gennem skoven og op ad de hvide bakker.

Kong Vinter førte Olle til en dal, hvor alle træerne var dækket af iskrystaller. Hver gren glitrede i sollyset som en lysekrone lavet af glas.

"Dette er Krystal Dalen," sagde Kong Vinter. "Her gror mine fineste iskrystaller."

Olle kiggede op i ærefrygt. "Det er så smukt!"

De skilede videre, til et stort, frosset vandfald. Vandet var blevet forvandlet til is midt i at falde, så det så ud, som om tiden selv var frosset.

"Dette er det Frosne Fald," sagde Kong Vinter. "Om foråret tøer det op og løber igen. Men om vinteren er det stille og magisk."

Olle rørte forsigtigt ved isen. Det føltes glat og koldt.

Så skilede de til en snedækket eng, hvor hundredevis af små kaniner hoppede rundt.

"Dette er Kanin Engen," sagde Kong Vinter. "Kaninerne holder sig varme ved at hoppe og lege."

Kaninerne stoppede og kiggede på Olle. De pippede og sniffede. Olle vinkede til dem, og de hoppede nærmere, deres små næser zuckende.

"Hej, kaniner!" sagde Olle. "I er meget søde!"

Kong Vinter lo—en dyb, rullende latter som torden langt væk. "De kan lide dig, lille Olle. Det er fordi du har et venligt hjerte."

De skilede videre og videre. Kong Vinter viste Olle sine skattekamre, hvor iskrystaller spirede som blomster. Han viste ham hulerne, hvor bjørne sov dybt i deres vintersøvn. Han viste ham stien, hvor nordlyset dansede om natten.

Endelig, da solen begyndte at synke lavere på himlen, sagde Kong Vinter, "Det er tid for dig at gå hjem nu, lille Olle. Din mor og far vil lede efter dig."

Olle følte sig lidt trist. "Jeg ønsker, jeg kunne blive længere."

Kong Vinter smilede blidt. "Du kan komme tilbage når som helst vinteren er her. Bare stå på dine ski og ski ud i skoven. Jeg vil vide, at du kommer."

"Vil du virkelig?" spurgte Olle.

"Helt sikkert," lovede Kong Vinter. "Men nu—luk dine øjne og hold fast!"

Olle lukkede sine øjne. Han følte en hurtig, kold vind blæse forbi ham. Det var som om han fløj! Sneen hvirvlede og dansede rundt om ham.

Og så, pludselig, standsede alt.

Olle åbnede sine øjne. Han stod lige udenfor sit eget lille hus. Røgen steg op fra skorstenen. Lyset glødede varmt inde.

"Farvel, Kong Vinter!" hviskede Olle. "Tak for eventyrret!"

Langt væk, i skoven, hørte han den dybe stemme: "Farvel, lille Olle! Held og lykke med dine ski!"

Olle løste sine ski og gik indenfor. Hans mor omfavnede ham.

"Der er du jo!" sagde hun. "Du har været ude i lang tid. Havde du en god skiture?"

"Ja!" sagde Olle, hans øjne skinnende. "Den bedste tur nogensinde!"

Han fortalte hende om Kong Vinter, Krystal Dalen, det Frosne Fald og Kanin Engen. Hans mor lyttede med et smil.

"Det lyder som et vidunderligt eventyr," sagde hun.

Den nat, da Olle lå i sin seng, kiggede han ud ad vinduet. Sneen faldt blidt, store bløde fnug der dansede i luften.

Og han var sikker på—næsten sikker—at han kunne se en høj, hvid figur stående ved kanten af skoven, vinkende til ham.

Han vinkede tilbage. "Godnat, Kong Vinter!"

Og så faldt han i søvn, drømmende om sne og ski og magiske vinterture.

De dage blev længere. Sneen begyndte at smelte. En dag kom Dame Tø, Kong Vinters søster, for at feje vinteren væk og vække foråret.

Men Olle gemte sine ski omhyggeligt væk, klar til næste vinter.

For han vidste, at når sneen faldt igen, ville Kong Vinter vente—og der ville være flere eventyr på hans ski.