Nils Holgerssons vidunderlige rejse

I det fjerne syd af Sverige, i Skåne, boede en dreng ved navn Nils Holgersson. Han var sund og hurtig, men han var doven. Han drillede katten, bandt bånd på hanens hale og ignorerede de pligter, hans forældre bad ham om at gøre. Han lo, når dyrene var bange, og han tænkte aldrig på, hvordan de havde det.

En søndag, da hans forældre gik i kirke, blev Nils hjemme og planlagde at tage en lur og snacke. En lille, skægget tomte—en huself—kiggede ud under bjælkerne. Nils havde hørt om tomtar, der passer gårde og dyr, men han troede ikke på dem. Han snappede et net og fangede den lille fyr.

"Slip mig," sagde tomten. "Vær høflig over for de små og de svage."

Nils lo bare og trak i tomtens hue.

"Meget vel," sagde tomten. "Måske vil du lære." Han rørte ved Nils med en finger let som et strå. I et blink krympede Nils, indtil han ikke var højere end en tommelfinger. Værelset voksede kæmpe. Kattens øjne skinnede som gule måner. Og et mærkværdigt mirakel—Nils kunne pludselig forstå dyrenes tale.

Netop da kom der et vildt, ringende råb fra himlen. En flok vilde gæs, ledet af den kloge Akka fra Kebnekaise, fløj nordpå. Nede på gården strakte den hvide gården-gås, Mårten, sin hals mod dem. Han havde altid drømt om at flyve frit med de vilde gæs.

"Du må ikke vove!" råbte Nils, hans stemme lille, men klar. Han klatrede op på Mårtens ryg for at holde ham nede. Mårten flaksede en gang, to gange, og så—vupti!—han løftede sig op i luften med Nils klamrende sig til hans hals. De vilde gæs lo.

"Lad den tamme komme," kaldte Akka. "Hvis han kan følge med."

Så begyndte rejsen. Vinden hvislede i Nils' ører. Marker og landsbyer gled forbi som et malet kort. Skånes lappeværk af grønne og gyldne vendte til mørke skove, glitrende søer og stenede kyster. Nils' hjerte dunkede af frygt, undren og noget nyt—glæde.

Flokken rejste om dagen og hvilede om natten på ensomme holme og sumpede kyster. De lærte, at en ræv ved navn Smirre lurede nedenfor, klar til at snappe en gås, når han kunne. En dæmringsaften sneg Smirre sig tæt på, hvor gæssene sov. Nils så glimten af hans øjne og slog en pilegren på en sten. "Op! Op!" råbte han på dyrenes sprog. Vinger tordnede. Vand plaskede. Smirres poter mødte kun kolde bølger. Fra den nat så Akka på Nils med respekt.

De krydsede Smålands stenede marker og Östergötlands brede vande. Nils lyttede til traner fortælle om lange veje, til egern kvidre om ege og til gamle sten nynne om de mennesker, der havde bygget broer og tårne. Han begyndte at elske det land, han aldrig virkelig havde set fra jorden.

På den vindblæste alvar på øen Öland dansede fugle en forårsfestival. Selv Mårten trådte stolt blandt de vilde gæs. Men Smirre Ræv havde fulgt, snu og tålmodig. Han samlede andre skarptandede jægere for at fange flokken. Nils hviskede til uglerne og kragerne, der hadede rævenes tricks. Da Smirre styrtede ind, svaevede og hakkede natfuglene. Gæssene steg sikkert, og Smirre sneg sig væk, hans ører ringer og hans hale støvet.

Ved en klippekyst fandt Nils en lille grå gås ved navn Dunfin, der rystede og var alene. Hun var blevet mobbet af sine søstre og jagtet af grusomme fugle. Mårten stod høj mellem hende og faren. "Flyv med os," sagde han. Dunfin løftede sit modige lille hoved og sluttede sig til flokken. Fra den dag var Mårten og Dunfin aldrig langt fra hinanden, og Nils følte sig stolt over sin venlige ven.

Længere og længere nord fløj de, indtil nætterne var lyse som sølv, og dagene aldrig sluttede. I Lapland byggede Akka og flokken reder blandt lave bjerge og brede floder. Nils lærte at bevogte æg fra lurvende væsler og at dulme gæslinger med milde ord. Han hjalp en tabt rensdyrkalv med at finde sin hjord med en samisk dreng, der flyttede med årstiderne. Han byttede endda sin ene dyrebare mønt for at befri en fanget fugl. Han gjorde disse ting uden at tænke på belønning. Han var ikke længere den dreng, der trak haler og lo.

Sommeren gik som en skinnende drøm. Nils sad med Akka på en bjergryg og sporede linjen af Sverige med sin finger—sydens marker, centrets skove, nordens barske skønhed. "Du har et godt hjerte nu," sagde Akka. "Men husk, et godt hjerte skal blive ved med at arbejde."

Da efteråret børstede bakkerne med rødt og guld, løftede de vilde gæs fra Lapland og vendte sydpå. Smirre Ræv, tyndere og sultere, dukkede op igen. Ved en bred, kold flod sprang han fra sten til sten mod den hvilende flok. Nils viftede med sin kasket og råbte til bævrene. De slog deres haler, og bølger skyllede over stenene. Smirre gled og plaskede ind i det iskolde vand. Gæssene steg leende, og Smirre, gennemblødt og rasende, opgav endelig sin jagt.

Til sidst spredte Skånes marker sig nedenfor som et velkomment tæppe. Nils så sine forældres stuehus, lille og velkendt, og hans hals strammede. Han elskede himlen, vinden og sine venner. Han længtes også efter at stå på sin egen dørsten og tale med sin egen stemme.

Men fare ventede der. Nils' forældre, der ikke kunne høre dyrenes tale, havde besluttet at stege den hvide gåsemand til en fest. Mårten blev fanget og bundet, og Dunfin flagrede og råbte. Lille Nils trak i knuden med al sin styrke og råbte: "Stop! Han er min ven!" Ingen hørte. Hans mor børstede ham til side uden at se ham.

Nils løb til det skyggefulde hjørne af laden, hvor tomten siges at bo. Han bankede på den lille dør og bøjede sig. "Venligst," hviskede han, "jeg har været doven og grusom, men jeg har lært. Skån Mårten. Lad mig være mig selv, så jeg kan passe mine forældre og vores dyr."

Tomten dukkede op, øjne lyse som stjerner under sin hue. "Hvad har du lært på vejen, Nils Holgersson?"

"At hver skabning har sit eget liv og mod," sagde Nils. "At Sverige er bredt og smukt, og det tager arbejde og venlighed at holde det sådan. Jeg vil være god. Ikke for en belønning—fordi det er rigtigt."

Tomten nikkede. "Du har fløjet langt for at komme hjem." Han rørte ved Nils' pande.

Værelset syntes at krympe. Nils følte sine hænder og fødder vokse, hans stemme svulme i hans bryst. Han var sig selv igen. Han sprang ind i køkkenet. "Mor! Far! Venligst skån den hvide gåsemand og den grå gås. De er modige og trofaste. Jeg vil arbejde hårdt og gøre, som jeg skal."

Hans forældre stirrede. Deres uhøflige, dovne dreng talte mildt og stod lige. De sænkede kniven og løste snoren. Mårten og Dunfin skyndte sig til gården, fri og gakkende af glæde.

Næste morgen fyldte himlen med vingelyd. Akkas flok kredsede én gang over stuehuset. Nils løb udenfor og vinkede. Han prøvede at kalde på fuglenes sprog, men ordene var væk. Stadig vidste gæssene det. Akka dyppede sine vinger. Mårten og Dunfin kaldte et sidste farvel og fulgte derefter flokken ind i den lyse luft.

Nils så, indtil de var prikker mod det blå, så vendte han sig til kosten, spanden og det stabile arbejde af en god søn. I sit hjerte holdt han et kort over Sverige—gårdene og skovene, øerne og bjergene, den lange vej han havde fløjet—og den varme, modige følelse, der var vokset der. Han ville aldrig mere trække en hale for at høre et råb. Han havde lært at lytte, at hjælpe og at elske.