En fattig træhugger fældede et træ nær kanten af en dyb dam i skoven. Det var sent på dagen, og træhuggeren var træt. Han havde arbejdet siden solopgang, og hans hug var ikke længere så sikre, som de havde været tidligt om morgenen. Pludselig gled øksen ud af hans hænder og faldt ned i dammen.

Træhuggeren var i fortvivlelse. Øksen var alt, han ejede og levede af, og han havde ingen penge til at købe en ny. Mens han stod og vred sine hænder og græd, dukkede guden Merkur pludselig op og spurgte, hvad problemet var. Træhuggeren fortalte, hvad der var sket, og straks dykkede den venlige Merkur ned i dammen. Da han kom op igen, holdt han en vidunderlig gylden økse.

”Er dette din økse?” spurgte Merkur træhuggeren.

”Nej,” svarede den ærlige træhugger, ”det er ikke min økse.”

Merkur lagde den gyldne økse på bredden og sprang tilbage i dammen. Denne gang bragte han en økse af sølv op, men træhuggeren erklærede igen, at hans økse blot var en almindelig økse med et træskaft.

Merkur dykkede ned for tredje gang, og da han kom op igen, havde han netop den økse, der var blevet tabt.

Den fattige træhugger var meget glad for, at hans økse var blevet fundet, og kunne ikke takke den venlige gud nok. Merkur var meget tilfreds med træhuggerens ærlighed.

”Jeg beundrer din ærlighed,” sagde han, ”og som belønning må du få alle tre økser, guldet og sølvet såvel som din egen.”

Den lykkelige træhugger vendte tilbage til sit hjem med sine skatte, og snart var historien om hans gode formue kendt af alle i landsbyen. Flere træhuggere i landsbyen troede, at de let kunne opnå den samme gode formue. De skyndte sig ud i skovene, en her, en der, og gemte deres økser i buskene og lod, som om de havde tabt dem. Så græd de og jamrede sig og kaldte på Merkur for at hjælpe dem.

Og faktisk dukkede Merkur op, først til den ene, så til den anden. Til hver viste han en økse af guld, og hver især påstod ivrigt, at det var den, han havde tabt. Men Merkur gav dem ikke den gyldne økse. Åh nej! I stedet sendte han dem bare hjem. Og da de vendte tilbage næste dag for at lede efter deres egne økser, var de ikke til at finde.