Lykkens Galocher
En regnfuld aften i København blev der holdt en stor fest hos justitsråden. Mens gæsterne lo og talte, listede to usynlige besøgende ind: Fru Sorg, der kan lide at lære folk en lektie, og hendes letfodede søster, Fru Lykke. Fru Sorg bar et par blanke sorte galocher.
"Dette er mine Lykkens Galocher," hviskede hun. "Enhver, der tager dem på, bliver sendt præcis dertil, hvor de ønsker at være—dette øjeblik, det sted, den tid. Det lyder dejligt. Det er ikke altid sådan."
Fru Lykke smilede. "Lad os se, hvad folk gør med sådan en lykke." De stillede galocherne ved døren blandt gæsternes sko og forsvandt.
Snart sluttede festen. Justitsråden, der havde brugt hele aftenen på at prise 'de gode gamle dage', tog de blanke galocher ved en fejltagelse. "Ak, middelalderen," sukkede han, da han trådte ud på gaden. "Hvor storslået de må have været! Hvis bare jeg kunne stå i de tider for et øjeblik."
Straks slukkede lamperne. Brostenene blev mudrede. Luften lugtede af røg og heste. Justitsråden kiggede op og gispede—ingen glasruder, ingen pæne huse, ingen kærrer, kun smalle gader, grove mænd i kapper og en vægter med en hellebard.
"Dette er højst ubehageligt," mumlede han og undveg en vogn uden fjedre. Han trådte ind i en kro, hvor folk drak af træ kopper og talte latin over pergament med gåsefjerpen. "Hvor meget lærdom," sagde han først, men rummet var mørkt, bænkene hårde, og alle stirrede på hans frakke, som om den var mærkelig.
"Jeg ønskede kun de gamle dage," sagde han, "ikke kulde og splintre!" En pludselig vandpyt fra en forbikørende vogn gennemblødte hans ben. "Jeg ønsker, jeg var tilbage i min egen tid! Mit eget værelse! Mine egne tøfler!" Han snublede ved dørtrinnet, den ene galoche gled af, og i et glimt lyste gaslamperne igen. Han befandt sig hjemme og rystede regn af sin hat. "Nutiden har sine problemer," fortalte han ilden, "men i det mindste har den puder." Han stillede de blanke galocher ved døren og gik i seng.
I samme hus boede en ung student, der elskede bøger og store tanker mere end støvler. Han bemærkede galocherne og trak dem på for at løbe et ærinde. Natten var våd, og vinden skarp. Han kiggede op på skyerne og sukkede: "Å, at være en lærke og flyve over dette vejr og synge på vej til varme lande!"
Ønsket var knap nok færdigt, da hans frakke og kasket faldt tomme på trappen. Oppe i luften flagrede en lille brun lærke med et hurtigt, overrasket hjerte. "Jeg kan flyve!" kvidrede han og svingede over tagene, skummende over skorstene, pilende som en pil gennem regnen.
Daggry brød frem. Den lille lærke sang af ren glæde, og en dreng nedenunder klappede i hænderne. "En lærke! Jeg fanger den!" Et net blinkede. Studenten følte de lette, kloge fødder af en fugl viklet ind. Han blev taget indenfor og sat i et bur ved et vindue. Drengen fløjtede venligt, men student-lærken pressede sit næb mod stængerne og tænkte på sine bøger, sin varme seng og sin dampende kop te.
"Frihed er ikke kun vinger," tænkte han bedrøvet. "Jeg ønsker, jeg var mig selv igen, i mit værelse, dette øjeblik." Han stoppede hovedet under vingen, og da han kiggede op, var han der—kold, men menneskelig—på kanten af sin seng, galocherne stadig på hans fødder og en fjer sat fast i hans hår, som om en drøm havde spillet ham et puds. Han lo lidt, og derefter stillede han forsigtigt galocherne ved døren.
Den aften tog studenten galocherne på endnu en gang. "Det ville være dejligt at gå på landet," tænkte han, "at lugte forårsgræs og høre nattergale." Han trådte udenfor, og med én tanke var han langt fra byen—på en ensom vej. Men det var ikke forår. Regn fyldte grøfterne. Vinden blæste hårdt. Han gled, tumlede ned i koldt vand og kæmpede sig op, hostende.
"Hjælp!" råbte han. En vogn knirkede forbi. Venlige hænder trak ham op og kørte ham til et nærliggende hospital. De lagde ham i en ren seng og dækkede ham med tæpper. Værelset var varmt, men studenten følte sig meget træt. "Hvis bare jeg kunne hvile og slet ikke tænke," hviskede han. "Hvile, som om alt var færdigt."
Hans ønske blev opfyldt. Væggene smeltede ind i et blødt, mildt lys. En stor stilhed åbnede sig, bred og fredelig, som en klar himmel efter en storm. Foran ham stod en venlig portvogter med lyse, alvorlige øjne.
"Er dette den næste verden?" spurgte studenten sagte.
"Døren til den," sagde portvogteren. "Men din vej er ikke færdig."
Straks tænkte studenten på duften af friskt brød, på venners stemmer, på blæk på papir, på den måde gaslamperne skinner på regn. Han tænkte på tusind små, gode ting, som kun de levende kan smage. "Jeg beder dig," sagde han, "send mig tilbage. Jeg har meget at lære."
"Gå da," sagde portvogteren og smilede. "Husk, hvad du bad om."
Studenten åbnede øjnene. En sygeplejerske var ved at løse de våde galocher fra hans fødder. "Du bliver fin," sagde hun venligt. "Sikke en nat du må have haft!" Han pressede hendes hånd og nikkede. Han prøvede ikke de blanke sko på igen.
Galocherne, efterladt i hospitalets korridor, blev snart fundet af natvagtmanden. "Et godt par mod vandpytter," sagde han og trak dem på. Regnen var stoppet, og stjernerne blinkede. Udenfor hospitalet stod en løjtnant med et lyst sværd og glatte handsker.
"Sikke et storslået liv," tænkte vagtmanden. "Ingen stampende gennem mudder for ham. Jeg ønsker, jeg var en løjtnant."
Han blinkede—og sad i et fint værelse med polerede støvler, en stram krave og et bord stablet med papirer. Klokker ringede. Stemmer kaldte. Ordrer at læse, rapporter at skrive, klager at afgøre. Ingen gåture. Ingen stjernetælling. Ingen venlige nik fra natugler ved deres vinduer.
Vagtmanden trak i sin stive krave. "Jeg savner min langsomme gåtur," tænkte han. "Jeg savner byen, som den sover." Han lukkede øjnene. "Jeg ønsker, jeg var bare en vægter igen."
Klokkerne faldt tavse. Stjernerne vendte tilbage. Han stod endnu en gang på sit hjørne, varm i sin simple kappe, og nynnedefed en melodi. "En mand skal vide, hvornår han har det godt," sagde han, og han mente det.
Da daggry farvede himlen, kom Fru Sorg og Fru Lykke tilbage, uset af nogen undtagen spurvene. De samlede galocherne op.
"Folk ønsker hurtigt," sagde Fru Lykke.
"Og lærer langsomt," sagde Fru Sorg og puttede galocherne væk. "Disse sko bringer flere forvirringer end glæde."
De kiggede ud over den vågnende by—lamper, der slukkes, butiksdøre, der åbnes, kaffe, der brygges—og de smilede.
"Den bedste lykke," sagde Fru Lykke, "er ofte livet allerede under ens egne fødder."
Og det glemte justitsråden, studenten og vagtmanden aldrig.
