Linnedet

På en solrig mark voksede en lap hør høj og lige. Dens små blå blomster åbnede sig mod himlen som små vinger. Hørren lyttede til vinden og til lærken, der sang ovenover. "Hvor lys verden er," hviskede hørren. "Folk siger, jeg er fin og nyttig. Jeg tror, de har ret. Jeg er glad!"

Solen varmede hørren, og regnen gjorde den stærk. Men en dag kom hænder og trak hørren op med rod. "Å!" råbte hørren. "Det gør ondt!" Hørren kiggede tilbage på den bløde jord, den elskede, men der var ingen vej tilbage. "Alligevel," sagde den til sig selv, "må man bære lidt smerte for at blive noget."

Hørren blev blødt i vand, presset og banket, redet og heglede, indtil dens fibre var løse og bløde. Det var ikke nemt. "Dette er det sværeste af alt," sukkede hørren. "Men måske fører det et sted hen." Så begyndte rokken at summe. "Snurr, snurr!" sang rokken, da hørren blev til lang, glat tråd. "Jeg bliver noget nyt," tænkte hørren.

Dernæst kom væven. "Klak! klak!" gik skytlen og fløj frem og tilbage. Trådene krydsede og holdt sammen, og hørren følte sig ændre igen. "Jeg er linned nu!" råbte den. "Sikke et smukt mønster! Sikke et fint, stærkt stof!"

Linnedet blev lagt ud på grønt græs for at bleges i sol og regn. Da skybrude kom, frøs linnedet. Da solen vendte tilbage, varmede og lysnede det. "Hvidere og hvidere," sagde det. "Bedre og bedre. Jeg er blevet velsignet!"

Derefter klippede saksen og nålen stikkede. Nålen prikkede lidt, det er sandt, men linnedet havde intet imod. "Dette er en del af det," sagde linnedet. Snart var det blevet fine skjorter og skinnende duge, servietter og bløde lagner. Folk rørte ved det og smilede. "Sikke snehvidt linned!" sagde de. Linnedet følte sig stolt—men ikke tåbeligt stolt. "Jeg har arbejdet og ventet," tænkte det. "Nu kan jeg være nyttig."

Tiden gik, som den altid gør. Linnedet blev vasket og båret, spredt på borde og foldet ind i skuffer, rystet ud i sollyset og varmet af hænder. Det lyttede til latter og stille snak og godnatssange. Det elskede sit arbejde.

Men fine ting kan ikke blive nye for evigt. Linnedet blev tyndt. "Du er slidt igennem," sagde saksen venligt. Klip, klip! De gamle skjorter og klude blev pæne klude. "Er dette enden?" undrede linnedet.

"Nej," svarede det sig selv og huskede marken, rokken, væven, blegningen. "Jeg har ændret mig så mange gange. Måske er dette slet ikke en ende."

Afsted gik kludene til papirmøllen. Der bankede hamrene, og vandet kogte. Linnedet blev banket, kogt og rørt, indtil det mistede sin gamle form helt. "Dette er meget hårdt arbejde," sagde det. "Men jeg har lært noget: hårdt arbejde fører ofte til godt."

Det havde ret. Fibrene satte sig, glatte og jævne. Presser klemte og valser skinnede. Da linnedet så sig selv igen, kunne det næppe tro det. "Papir!" gispede det. "Jeg er papir—hvidt, rent, fint!"

Snart kom en pen strømmede over de glatte ark. En digter skrev. Ord flød—lyse tanker, søde sange, venlige historier. Papiret lyttede og holdt hver linje. "Sikke en glæde," mumlede det. "Jeg bærer sange. Jeg bærer trøst. Jeg er ikke kun nyttig; jeg er meningsfuld."

Folk læste digtene. Nogle smilede; nogle tørrede en tåre væk; nogle følte sig modigere og venligere. "Smukt!" sagde de. "Vi må beholde disse ord." Papiret rystede af lykke. "Dette er de bedste af alle mine dage," tænkte det.

Men papir bliver også gammelt. Et par ark blev gemt, og digtene blev husket. Andre sider blev krøllede og iturevne. En kold aften tog en pige de slidte papirer til kakkelovnen. "Du har tjent godt," sagde hun og slog en gnist.

Flammen fangede. "Er dette enden?" spurgte papiret for sidste gang.

"Det er en ny forandring," svarede flammen, lys og hurtig. Papiret flammede op i lys. Det skreg ikke, for det havde lært mod. "Jeg stiger!" tænkte det, da det løftede sig i små gnister og blød røg op gennem skorstenen ud i natten. Stjernerne kiggede ned; vinden bar røgen blidt. "Hvor højt vi er!" hviskede papiret-gift-med-flamme. "Jo mere vi har båret, jo højere stiger vi."

Næste morgen hvilede hvid aske, hvor ilden havde været. Asken følte sig ikke trist. Den havde været hør og linned, klude og papir, digte og ild, og nu noget stille og nyt. Solen rørte den venligt. De ord, papiret havde holdt, var ikke tabt—de levede videre i hjerter og stemmer. Den glæde, linnedet havde givet ved lyse borde og varme senge, var heller ikke tabt. Gode ting forsvinder ikke; de ændrer sig og rejser.

Fortællingen om hørren blev fortalt hist og her. Børn hørte den og kiggede på blå blomster på marker. Voksne hørte den og tænkte på, hvor mange gange et liv kan vende og stadig være godt. Hørren havde haft ret fra begyndelsen: man må bære, man må håbe, og man vil blive noget.

"Så," sagde vinden og raslede gennem en frisk lap hør i en anden sommer, "er I glade?"

"Ja," hviskede de nye blå blomster, "vi er glade. Vi ved ikke, hvad vi skal blive, men vi ved, det vil være noget værdifuldt. Vi har set, hvordan historien går."

Og solen smilede, som den havde smilet før, på marken, på linnedet i skuffer, på siderne i hænder og selv på den bløde aske, for solen ved, hvor mange former godhed kan tage.