Lillebrors Sejltur

Lillebror sad på de varme klipper ved kysten, mens hans to store søstre reparerede et sejl. Mågerne skreg, bølgerne hviskede, og sommersolen skinnede på det blå vand. "Bliv tæt på os," sagde søstrene. "Du er for lille til at sejle alene." Lillebror nikkede, men hans øjne fortsatte med at glide mod bådehuset.

Indenfor lå en lille hvid båd med et lyst rødt sejl. Han klatrede ind bare for at lade som om. Det lille reb på ringen slap, og en blid vind pustede det røde sejl fuldt. "Åh!" råbte Lillebror, da båden gled væk fra broen. Han rakte efter rebet, men vinden lo og trak ham forbi pynten.

Ude på vandet steg og faldt bølgerne som vejrtrækning. "Sid stille, lille sømand," kaldte en måge og svævede lavt. Sydvinden børstede hans kinder og sang, "Jeg vil være blid. Hold stævnen mod bølgen." En skinnende sæl dukkede op med runde, nysgerrige øjne og fnøs en hilsen, før den forsvandt igen. Lillebrors hjerte bankede hurtigt, halvt bange og halvt glad.

Men så blev himlen grå i kanten. Vild Vestvind kom løbende, hår som flyvende stænk, og piskede vandet til hvide heste, der løb og løb. Båden hoppede og sprang. Lillebror klamrede sig til rorpinden med begge hænder. Hans kasket fløj af. "Hold fast!" råbte mågerne. Skarpe klipper viste deres sorte tænder, men to måger slog deres vinger og skubbede et vindstød lige rigtigt, og den venlige sæl skubbede den lille båd væk fra faren med sin snude.

Regn prikkede hans kinder. Torden rullede langt væk. Så, lige så hurtigt, blev stormen træt, og solen kiggede ud igen og smilede. En regnbue buede sig over skærene som en bro til et hemmeligt sted. Bølgerne jævnede sig. I stilheden steg en lille marsvinet op og fløjtede. Den svømmede ved siden af ham, rullende som en skinnende sort måne, og Lillebror følte sig modigere med en ven nær.

Tilbage på kysten kiggede søstrene op og så den tomme ring ved broen. "Hvor er Lillebror?" råbte de. De løb til bådehuset og så det røde sejl langt, langt ude som en valmue på havet. Hurtige som vinden skubbede de deres større båd i vandet, hejste deres hvide sejl og satte kursen. "Hold ud, lille en! Vi kommer!" kaldte de, selvom han ikke kunne høre.

Dagen blev gylden, og vinden vendte venligt mod land. Mågerne kredsede og kaldte, "Denne vej! Denne vej!" En måge skød frem foran søstrenes båd og viste vejen over det skinnende vand. Marsvineet klikkede og plaskede ved siden af det røde sejl, som om det holdt vagt.

Endelig var de to både tæt nok til at høre hinanden. "Lillebror!" råbte søstrene. "Her!" råbte han og rejste sig forsigtigt. De kastede ham en line og bandt den fast. Den store søster tog hans lille båd på slæb, og den lille søster gav ham sit varme sjal. Sammen sejlede de mod hjemmet, med mågerne, der lo, og sælen, der dukkede op nu og da, som om den talte dem.

Tilbage ved broen løftede søstrene Lillebror ud og satte ham på de solvarmede brædder. Han var våd og saltet og fuld af historier. De svøbte ham ind i et tæppe og gav ham varm mælk og brød. "Jeg vil ikke sejle alene igen," lovede han, og han mente det.

Den nat, puttede trygt i sin seng, lyttede Lillebror til den fjerne susen fra havet. Han lukkede sine øjne og drømte om et rødt sejl, venlige måger og vindens sang—tryg og modig, med sine søstre nær.