Mina havde en lille robot, der hed Pip. Pip boede på hendes skrivebord ved vinduet. Pip havde bløde hjul og et rundt hoved. Et lille blåt lys blinkede, blinkede. Pip sagde, "Bip bop!" når den var glad.

Pip havde en antenne som et skinnende sølvsugerør. Den havde også sensorer. En sensor hjælper en robot med at bemærke ting, som lys eller lyd. Pip bar en lille batteripakke som en rygsæk. Når batteriet følte sig søvnigt, trængte Pip til en opladning. Mina ville sige, "Tid til at hvile, Pip," og sætte opladeren i med et blidt klik.

En stille aften blev himlen lilla og blå. Stjerner begyndte at tindre. Mina smilede. "Lad os lave en stjerneprojektor," sagde hun. "Den vil hjælpe os med at slappe af ved sengetid." Pips lys blinkede hurtigere. "Bip bop! Projicér!" sagde Pip.

De samlede de ting, de havde brug for: En papkasse, tape, en lille lampe med en kontakt, nogle runde klistermærker til at lave huller med og en kort ledning. "Dette er vores kredsløb," sagde Mina. "Et kredsløb er en lille vej for elektricitet. Det hjælper lampen med at tænde." Pip lyttede. Pip kunne lide nye ord.

Pip zoomede rundt for hurtigt. Tape sad fast på hjulene. Klistermærker fløj. Kassen væltede med et bump. Pip lavede et bekymret bip. Mina fnisede og klappede Pips metalhånd. "Det er okay," sagde hun. "Vi vil tage det trin for trin. Trin et. Lav en plan. Trin to. Byg langsomt. Trin tre. Test og ret."

Pip nikkede. "Trin. Trin. Trin," sagde Pip. De tegnede en simpel plan med et farvekridt. Mina prikkede små stjernehuller i kassen med en blyant, ét efter ét. Pip holdt kassen stabil. Derefter placerede de lampen indeni. Mina forbandt ledningen til kontakten. Klik! Pip pillede klistermærker af og pressede dem på kassen for at lave måneformer og prikker. Tapen blev sat lige på. Det lille kredsløb var sikkert og trygt.

De slukkede lyset i rummet. Det føltes hyggeligt og roligt. Mina trykkede på kontakten. Klik. Lampen skinnede gennem stjernehullerne. Loftet blev fyldt med bløde, skinnende stjerner. Væggene bar små måner og blide prikker. Rummet lignede nattehimmelssuppe, varm og funklende.

Pip snurrede langsomt, ikke hurtigt. "Bip," hviskede den. Mina lå under tæppet. Hun følte sine tæer slappe af. Pip så på stjernerne med sine lyse, nysgerrige øjne. "Vi gjorde det," sagde Mina. "Vi lavede en opfindelse."

Pip nikkede. "Teamwork," sagde Pip. "Plan. Byg. Test." Pip kunne lide de ord. Mina kunne lide dem også. Teamwork fik rummet til at føles trygt.

Det blå lys på Pips hoved glødede blødt. Batteriet trætte. Mina satte opladeren i. "Godt arbejde, hjælper," hviskede hun. "Godnat, stjerner. Godnat, lille robot."

Pip nynede, en lille, søvnig summen. Stjernelysene drev som lysets snefnug. Minas øjne blev tunge. Hun tog en dyb indånding. Det sidste, hun hørte, var Pips blide bip og kontaktens bløde klik.

Nogle gange er teknologi højlydt og travl. Men i nat var den stille og venlig. Med tålmodighed og trin lavede Mina og Pip sengetidslys, så roligt og sødt blev det.