Klods-Hans

Der var engang en gammel herregård ude på landet. I den boede en gammel godsejere med sine tre sønner. De to ældste var kloge drenge - de kunne læse i store bøger, citere latinske ordsprog og regne hurtigere end nogen anden i sognet. De var ganske sikre på, at de ville gøre lykke i verden.

Den yngste søn hed Hans, men alle kaldte ham Klods-Hans. Han kunne ikke læse særlig godt, og han kendte ikke til latinske ordsprog. Men han fløjtede, sang og havde altid et smil på læben og et svar på læben - også selvom det ikke altid gav mening.

En dag kom der bud fra selve slottet: Kongen søgte en ægtemand til sin datter, prinsessen. Enhver ung mand i landet kunne møde op og tale med hende, og den der kunne tale klogest og hurtigst ville vinde hendes hånd.

De to kloge brødre blev straks ophidsede. "Dette er vores chance!" sagde den ældste. "Jeg har læst hele biblioteket!"

"Og jeg kan ti ordsprog på latin til hver lejlighed!" sagde den næstældste.

De trak deres fineste tøj på og børstede deres hatte. Deres far gav dem hver en smuk sort hest. Mens de red af sted gennem hovedporten, så de imponerende ud - ryggen rank, næserne i vejret, tasker fulde af bøger og noter.

Klods-Hans kom løbende efter dem. "Hvor skal I hen?" spurgte han.

"Til slottet," sagde den ældste hovmodigt, "for at fri til prinsessen. Vi skal imponere hende med vores visdom."

"Må jeg komme med?" spurgte Klods-Hans.

De to brødre lo hånligt. "Dig? Med din mudrede trøje og dit åbne smil? De vil jage dig ud på et øjeblik."

"Jeg vil alligevel afsted," sagde Klods-Hans muntert.

Han havde ingen hest, så han hoppede op på ryggen af en stor gammel gedebuk, der gik og græssede i marken. "Kom min ven!" sagde han. "Lad os ride til slottet!"

Gedebukkerne hoppede skævt afsted ad den støvede landevej, hik og hopper. Klods-Hans nynede en lille melodi.

Han kom efter sine brødre. De stirrede på ham.

"Hvad har du med, Klods-Hans?" spurgte den ældste spydigt. "Skal du bringe prinsessen en gave?"

Klods-Hans kiggede ned i vejsiden. "Se!" sagde han. "En død krage! Den vil jeg give hende."

"En død krage?" De kloge brødre rystede på hovederne og red videre.

Lidt senere fandt Klods-Hans en gammel træsko i grøften. "Perfekt!" sagde han og puttede den i lommen.

Derefter fandt han noget mudder - godt, blødt mudder. "Dette kan også være nyttigt," sagde han og fyldte sin hat.

De kloge brødre rystede på hovedet. "Han er håbløs," hviskede de til hinanden.

Da de nåede slottet, var der en lang kø af friende mænd. Én ad gangen gik de ind for at tale med prinsessen. Hun sad på en trone, omgivet af vise hoffolk og rådgivere. Hver ung mand forsøgte at sige noget klogt - men så snart de så på prinsessen og alle de alvorlige hoveder, blev de nervøse. De snublede over deres ord og glemte deres latinske ordsprog.

Den ældste bror gik ind. Han ville begynde med et flot citat, men da han så prinsessen, blev hans ansigt rødt, hans tunge snoede sig, og han glemte hvert eneste ord. Hoffolkene hævede øjenbrynene. Prinsessen sukkede. "Næste, tak," sagde hun.

Den næstældste bror gik ind. Han havde øvet sig på ti forskellige taler. Men da han trådte ind i den store sal med alle de stirrende øjne, glemte han alt sammen. "Øh… øh…" sagde han. Hoffolkene rystede på hovedet. "Næste," sagde prinsessen træt.

Så var det Klods-Hans' tur. Han daskede ind på sine mudrede træsko, stadig med sin hat fuld af mudder under armen og den døde krage dinglende fra sin hånd.

"Goddag!" sagde han muntert.

Hoffolkene fnøs. Prinsessen hævede et øjenbryn. "Hvem er du?"

"Jeg er Klods-Hans," sagde han med et stort smil. "Og jeg er kommet for at tale med dig."

"Det er altså vist varmt herinde," sagde prinsessen skarpt, vifte sig med en vifte.

"Ja," sagde Klods-Hans øjeblikkeligt, "det er fordi de steger kalkuner dernede i køkkenet."

Prinsessen så overrasket ud. "Steger de virkelig?"

"Masser af dem!" sagde Klods-Hans fornøjet. "Skal jeg stege din krage også?" Han holdt den døde fugl op.

Prinsessen skulle til at le, men bet det i sig. "På hvad skal den steges?" spurgte hun skarpt, for at fange ham.

"På min træsko!" sagde Klods-Hans og trak den gamle sko op fra lommen.

Nu lo prinsessen næsten. "Men hvor får vi fedtet fra?"

"Fra min hat!" sagde Klods-Hans og væltede mudret ud på gulvet. Hoffolkene gispede.

Men prinsessen lo. Hun lo og lo. Ingen af de andre mænd havde fået hende til at le hele dagen - de havde alle været så nervøse og stive.

"Du er snu," sagde prinsessen, da hun fik vejret tilbage. "Du kan svare hurtigt og gøre mig glad. Du er ikke bange for at være dig selv."

"Naturligvis ikke!" sagde Klods-Hans. "Hvorfor skulle jeg være det?"

"Du vinder," sagde prinsessen og rakte sin hånd frem.

Klods-Hans bukkede dybt - hvilket fik gedebukkens bjælde til at ringe, for han havde bundet dyret fast lige udenfor vinduet - og det fik dem begge til at grine igen.

De to kloge brødre stod udenfor og hørte nyheden. "Klods-Hans vandt?" De kunne ikke tro det.

Men det var sandt. Klods-Hans og prinsessen blev gift. Han lærte hende at synge, fløjte og grine hver dag. Hun lærte ham at læse - langsomt, men godt. De regerede riget med latter og venlighed, og alle var glade.

Som for de to kloge brødre? De red hjem igen, stadig fyldt med latinske ordsprog - men uden en kone. De læste deres bøger og prøvede at forstå, hvordan deres lille bror havde vundet, hvor de havde tabt.

Men nogle ting kan man ikke læse i bøger. Man kan kun lære dem ved at være modig, ærlig og sig selv - lige som Klods-Hans.