Hyrdinden og Skorstensfeieren
Der var engang en stue fuld af dejlige ting: malerier, poleret træ, og en hyldefuld af små skatte. Ved kanten af bordet stod en porcelænshyrdinde, lille og skinnende, som en fugl af hvidt lys. Hun holdt et lille guldstav med en strikket bånd. Hendes tøj var malet i bløde farver, og hendes sko var så blide, at du næsten kunne forestille dig, at de slikkede græs. Hun var smuk, men hvad hun elskede mest var at stå ved siden af skorstensfeieren.
Skorstensfeieren var også porcelæn, men han var malet sort som sod, bortset fra hans smilende ansigt. Han bar en lille stige over skulderen. "Jeg kunne være lige så fin," plejede han at hviske til hyrdinden. "Vi er begge lavet af den samme hvide lerjord og bagt i samme ovn. Vi hører til sammen."
"Jeg ved det," sagde hun stille. "Og jeg vil aldrig have andre." De holdt øje med hinanden og nikkede diskret, når ingen så.
Men nogen så altid. Fra den modsatte væg stirrede en gammel træskabe-dør med et ansigt udskåret over håndtaget. Ansigtet var krigerisk med hornede ben, krøllede som grenene af et gammelt træ, og øjne snoede, som om de kunne se flere veje på én gang. Folk kaldte det Krieger-General-Kommandør-Løjtnant-Ben-Bukseben. Det var et langt navn for et stykke træ, men han var meget stolt. Af alle tingene i stuen kunne dette ansigt virkelig flytte sine øjne, for de var udskåret, så de så lige frem, til siderne og endda lidt ned. Og på det sidste havde han kastet sine blik på hyrdinden. Han ville have hende som sin lille brud.
"Luk det!" hviskede skorstensfeieren. "Han er gammel og af træ. Du er lav og dejlig. Lad os gå væk, før det er for sent."
Hyrdinden rystede. "Men hvor?" sagde hun. "Verden er stor, og vi er små."
"Gennem skorstenen," foreslog skorstensfeieren med et håbefuldt smil. "Jeg kender vejen godt. Vi vil klatre op og ud, over tagene, til hvor himlen er åben. Der vil vi aldrig finde os i kasser eller skuffer eller venter stivt på hylder."
Hun så på ham med store, lyse øjne. "Det er stej og farligt, kan jeg gøre det?"
"Vi vil gå langsomt," sagde han. "Jeg vil holde din hånd."
Om natten, da stuen var stille, trådte hun over bordets kant. Skorstensfeieren skyndte sig til hende, og sammen begyndte de deres rejse. Først kom de ind i pejsen, som var mørk og fuld af kold aske. Stenen var ru under hendes små fødder, og hendes hænder blev grå fra de sorte vægge. "Skal vi vende om?" sagde hun stille.
"Ikke endnu," hviskede han. "Snart vil vi se stjernerne."
Trin for trin klatrede de. Stenen var ujævn. Mørket var tykt og klæg. Hendes hjerte bankede. Hendes porcelænsarme var ikke lavet til at klatre—men kærlighed gør alt lettere. Skorstensfeieren stødte sig på en ribbe af metalle. Han sukkede. Men ovenover så han en lille plet af lys: himlen. Med et sidste træk nåede de toppen, og de stod sammen på skorstensranden, med vind i deres ansigter og stjerner spredt som salt over natten.
Hyrdinden kiggede. Verden spredte sig uendeligt—bølgende tage, glitrende gader, lyse vinduer og dybe skygger. Det var for meget. "Jeg kan ikke," hviskede hun. Hun begyndte at ryste. "Det er for stort. Jeg kan ikke ånde. Jeg vil hjem, til mit hjørne, til mit sikre sted. Lad os gå ned igen, kære."
Skorstensfeieren så på hende og så så på himlen. Hans hjerte sank, for han elskede friheden, men han elskede hende mere. "Nå vel," sagde han stille. "Så vil vi vende tilbage sammen." Han hjalp hende ned igen, trin for trin, sværere nu, for sorg er tungere end frygt.
Da de kom tilbage til stuen, stod alting præcis, som de havde forladt det—undtagen ét. Krieger-General-Kommandør-Løjtnant-Ben-Bukseben var væltet fra sit skab og lå i tre stykker på gulvet. Hans ansigt var stadig, hans blik lukket for evigt.
"Det var hans egen fejl," svarede ejeren af huset næste morgen, da tjeneren fejer skårene væk. "Han bøjede sig for meget." Intet om det var sagt siden.
Hyrdinden og skorstensfeieren blev tilbage på bordet. Ingen flere planer blev gjort. De holdt hinanden endnu nærmere, og hver gang skorstensfeieren kiggede op mod pejsen, tænkte han på stjernerne. Men hver gang han kiggede på hyrdinden, smilede han, for nogle gange er det modigste valg at blive, når den du elsker har brug for dig. Og hun havde brug for ham, så de blev sammen, side om side, lige fra den dag til nu.
