Hyrdedrengen og ulven

En Hyrdedreng passede sin mesters får tæt ved en mørk skov ikke langt fra landsbyen. Snart syntes han, at livet på marken var meget kedeligt. Alt, hvad han kunne gøre for at more sig, var at tale med sin hund eller spille på sin hyrdefløjte.

En dag, mens han sad og holdt øje med fårene og den stille skov og tænkte på, hvad han ville gøre, hvis han så en Ulv, fik han en plan for at underholde sig selv.

Hans mester havde sagt til ham, at han skulle råbe efter hjælp, hvis en Ulv angreb flokken, og så ville landsbyboerne jage den væk. Så selv om han ikke havde set noget, der bare lignede en Ulv, løb han nu mod landsbyen og råbte alt, hvad han kunne: "Ulv! Ulv!"

Som han havde regnet med, smed landsbyboerne, der hørte råbet, deres arbejde og løb i stor ophidselse ud på marken. Men da de kom frem, fandt de drengen krummet sammen af grin over det trick, han havde spillet dem.

Nogle dage senere råbte hyrdedrengen igen: "Ulv! Ulv!" Igen løb landsbyboerne ud for at hjælpe ham, men blev bare gjort til grin igen.

Så en aften, da solen gik ned bag skoven, og skyggerne listede ud over marken, sprang en Ulv virkelig frem fra krat og buske og gik løs på fårene.

I rædsel løb drengen mod landsbyen og råbte: "Ulv! Ulv!" Men selv om landsbyboerne hørte råbet, løb de ikke ud for at hjælpe ham, som de havde gjort før.

"Han kan ikke narre os igen," sagde de.

Ulven dræbte mange af drengens får og smuttede derefter væk ind i skoven.