Hyldemoer
Det var en våd dag, og en lille dreng havde plasket gennem vandpytter, indtil hans sokker var gennemblødte. Om aftenen var hans hoved tungt, og hans hals føltes ru. Hans mor puttede ham i seng ved den varme kakkelovn og sagde: "Vi laver hyldeblomste. Det jager kuldegysninger væk."
En ven kom på besøg, en munter student, der kendte mange historier. Han tog sin våde hat af og rystede regnen ud. "Hyldeblomste?" sagde han. "Så kommer Hyldemoer måske på besøg. Når dampen stiger, gør hun ofte det."
Drengen blinkede. "Hvem er Hyldemoer?"
"Det skal du se," svarede studenten. Moderen smilede og satte en brun tekande på bordet. Udenfor i den lille gård stod en gammel hyldebusk med bare mørke grene. Indenfor sang kedlen. Snart hældte moderen varmt vand over de tørrede hvide blomster, og en sød, grøn duft fyldte rummet.
I samme øjeblik krøllede og hvirvlede dampen, og drengen troede, han så en lille dame træde ud af tågen. Hun bar en kjole i farven af friske blade. På hendes hoved var en krone af hvide hyldeblomster. Omkring hendes hals hang en snor af små bær, mørke som skinnende perler. Hun nejede så pænt, at drengen glemte at være overrasket.
"Godaften," sagde den lille dame. Hendes stemme var blød, som blade der gnider mod hinanden. "Jeg er Hyldemoer. Om foråret er jeg ung og bærer blomsterkroner. Om efteråret og vinteren er jeg ældre og bærer bær og sort silke. Jeg kommer, hvor min hyld vokser, og hvor god te hældes. Skal vi fortælle en historie?"
Drengen følte sig allerede varm. "Tak," hviskede han.
Hyldemoer rakte sin hånd ud. Tekanden virkede pludselig bred som en sø. Dampen skinnede som sølv. Sammen kikkede de, som om den skinnende damp var et vindue. "Kig," sagde hun. "Dette er din egen gård, ikke mange år siden."
Der stod hyldebusken, frisk og grøn. Under den sad en lille dreng og en lille pige på en træbænk. De delte et stykke brød og lo. Deres hænder var snavset af syltetøj, og de tørrede dem på bladene, da de troede, ingen kiggede. Drengen i sengen smilede; selv syg kunne han ikke lade være.
Dampen hvirvlede igen. Nu var børnene større. De havde lavet et skib af et gammelt vaskeballje og sejlede det hen over en vandpyt. Den lille pige bar en krans af hyldeblomster i håret. Drengen havde stukket et blad i sin kasket. De fortalte hinanden, at de en dag ville se verden, men kun hvis de kunne være hjemme til aftensmad.
Dampen steg og klarede, og tiden sprang fremad. Hylden var vokset tykkere. Gæster kom gennem den lille port. Der var smil og sange. Den unge mand og den unge kvinde—var de de samme børn?—stod under hyldegrenene, mens hvide kronblade flagrede ned som forårssne. En guirlande hang over døråbningen. Nogen spillede en melodi, og hyldebladene skælvede, som om de klappede.
"Et bryllup," hviskede drengen.
"Ja," sagde Hyldemoer. "Folk ændrer sig og vokser, men hylden husker."
Igen skiftede billederne. En vugge stod nu i skyggen, og en baby sov i den. Moderen vuggede med foden og nynnede, og faderen snittede en lille træhest. Sommeren gik over i efterår. Hyldebærrene skinnede som sorte perler, og moderen samlede dem til saft og syltetøj. Vinteren kom. Hyldemoer, ældre nu i en sort silkekjole, rystede en dyne af sne ud, der dækkede alle tagene og gjorde gården lys og stille.
Foråret vendte tilbage, og hylden skummede af blomster. Babyen blev et barn og jagede skygger hen over stenene. Sommetider gik faderen væk med en sæk over skulderen eller en bundt varer eller måske til søs—ingen kunne sige præcis fra dampen—men han kom altid hjem til bænken under hylden. Historier og breve rejste også derhen. Træet lyttede til alt og nikkede med hver vind.
Årene skyndte sig forbi på et åndedrags plads. Barnet, der havde sovet i vuggen, bar nu bøger til skole. Moderens hår havde en sølvstribe, og faderen havde et par linjer omkring øjnene. Stadig sad de under hylden for at hvile, at tale, at planlægge og at tilgive hinanden, når planerne gik galt. Om sommeren bandt de en gynge op på den stærke gren. Om efteråret tørrede de bær til saft mod vinterkøller. Om vinteren spredte de krummer for fugle, der efterlod små fodspor på sneen.
Så dansede dampen én gang til, og drengen så parret igen. Deres ansigter var bløde af år. Deres hår var hvidt, hvidt som hyldeblomst. De sad tæt sammen på bænken, og deres hænder, gamle og modige, holdt fast. Gården var den samme. Hylden var stadig der, og det samme var den lille port og det varme køkken med den brune tekande. Det gamle par smilede, og i deres øjne kunne man se hver årstid, de havde levet.
"Er det de samme mennesker hele tiden?" spurgte drengen.
"Det er det," sagde Hyldemoer. "Livet vokser og ændrer sig som mit træ. Knop, blomst, bær. Forår, sommer, vinter. Men venlighed, tålmodighed og hjem kan blive."
Drengensøjenlåg føltes tunge. Hyldeduften var sød og beroligende. "Jeg kan lide denne historie," mumlede han.
"Så drik din te," sagde Hyldemoer, "og behold den hos dig." Hun nejede igen, og dampen tyndede ud til almindelig køkkenluft.
Moderen løftede koppen. "Her er din te," sagde hun. "Drik den, mens den er varm." Drengen drak. Studenten blinkede til ham over kanten af sin egen kop, som for at sige: "Vi så hende begge to, ikke?" Drengen var ikke helt sikker på, om han nikkede som svar eller faldt i søvn først.
Hele natten drømte han, at han sejlede i et lille skib hen over et sølvhav, med hyldeblomster, der faldt som blid sne. Om morgenen var regnen stoppet. Solen lagde en lys firkant på gulvet. Drengenshoved var ikke længere tungt, og hans hals føltes bedre.
Han satte sig hurtigt op. "Mor, jeg tror, Hyldemoer kom."
Hans mor glattede hans hår. "Måske gjorde hun det. Hyldeblomste hjælper, og det gør gode historier også."
Studenten rakte efter sin hat. "Når du hælder te lavet af blomster, inviterer du nogen klog til at sætte sig," sagde han.
Drengen kiggede mod vinduet. Hyldebusken i gården stod stille og mørk mod lyset, men han troede, den gav det mindste nik. Han smilede og sluttede sin te.
