Hunden og spurven

Der var engang en mand, som ejede en lille brun hund. Manden var hård og gav hunden så lidt at spise, at det stakkels dyr blev tyndt, svagt og trist.

En morgen, mens maven rumlede tom som en tromme, sukkede hunden: "Jeg kan ikke leve sådan her. Jeg må ud i den vide verden og finde min mad." Så trippede den ud af gården og ned ad vejen.

Ikke langt derfra fløj en lille spurv ned ved siden af den. "Ven Hund," kvidrede spurven og lagde hovedet på skrå, "hvorfor ser du så sulten og træt ud?"

"Jeg er sulten, fordi min herre sulter mig," sagde hunden. "Jeg går hjemmefra for at finde noget at spise."

"Vær ikke bange," sagde spurven. "Jeg vil hjælpe dig. Kom med mig!" Spurven fløj foran, og hunden fulgte så godt, den kunne.

De kom til en by. Spurven smuttede ind i et bageri og hakkede i en brødskorpe, indtil et godt stykke faldt ned på gulvet. "Der — spis det," kvidrede den. Hunden åd det taknemmeligt.

Så fløj spurven hen til en slagterbod og trak i et stykke kød, hakkede og hev, indtil det gled af krogen. Ned faldt det, og hunden spiste, til styrken kom tilbage i benene og en lille varme i hjertet.

"Tak," sagde hunden og logrede. "Du har reddet mig."

"Vi er venner nu," svarede spurven. "Kom. Vi går sammen."

Så satte hunden og spurven af sted ad landevejen. Spurven sad et øjeblik på et hegn, så på en milepæl og så på hundens ryg, mens den sang små sange for at holde sin ven med selskab.

Efter lidt tid hørte de hjul, der klaprede, og så en vogn komme. Den var tung med tønder, blev trukket af stærke heste og kørt af en grov kusk.

Spurven fløj op og råbte: "Kusk, hold igen! Min ven er lille og svag. Gør ham ikke fortræd!"

Men manden knaldede med pisken og råbte tilbage: "Flyt jer! En sådan hund betyder intet for mig." Spurven råbte igen: "Hold hårdt, ellers bliver min hund knust!" Men kusken kørte lige på.

Den stakkels hund nåede ikke at springe til side. De store hjul rullede hen over den, og den lå stille.

Spurven kredsede en gang over sin ven og svævede så foran kuskens ansigt. "Du har dræbt min hund," sagde den med en klar og kold stemme. "For det skal du miste din rigdom og blive fattig."

Kusken lo bare og slog efter fuglen med pisken. Men spurven fløj hen til den første tønde, hakkede træproppen løs, og den røde vin begyndte at hviske ud — først en lille stråle, så en jævn strøm.

"Hey!" råbte kusken. "Stop det!" Han greb en økse og svingede efter spurven. Han ramte forbi. Øksen slog ind i tønden. Knak! Træet flækkede, og vinen løb ud som en flod over vejen.

Spurven hoppede hen til den næste tønde, prikkede proppen ud, og igen begyndte vinen at løbe. Kusken, mere rasende end før, slog og knuste, og snart havde hans egne slag ødelagt hver eneste tønde.

Vejen duftede sødt af vin, men kusken havde intet tilbage at sælge.

"Din ulykke-fugl!" råbte han. "Jeg skal nok slippe af med dig!"

Spurven satte sig på hovedet af en af hestene. "Slå mig, hvis du tør," sagde den. Kusken løftede øksen og huggede. Spurven fløj til side, og slaget ramte den gode hest. Den faldt om.

Spurven landede på den næste hest. Kusken, blind af raseri, huggede igen, og den anden hest faldt. Spurven satte sig på den tredje, og endnu en gang kom øksen ned. Da støvet havde lagt sig, lå alle tre heste stille, og vognen stod ubrugelig midt på vejen.

"Nu har du hverken vin eller heste," sagde spurven. "Husk min ven."

Kusken slæbte sig hjem til fods, varm af vrede og skam.

"Kone!" råbte han, da han stormede ind i gården. "En ond spurv har ødelagt mig. Hjælp mig med at fange den!" I det samme satte spurven sig på taget og kvidrede, som om den lo.

Kusken kastede en kæp. Smadr! Tagstenene gik i stykker, men fuglen fløj sikkert hen til vinduet.

"Hurtigt, luk skodderne!" råbte konen. Hun smækkede dem i, men spurven smuttede ind og fløj ind i køkkenet.

"Der er den!" råbte kusken. Han svingede øksen efter fuglen på hylden. Knas! Krukkerne gik i stykker.

Så satte spurven sig på komfuret. Øksen kom ned. Knak! Komfuret revnede.

Spurven satte sig på skabet. Øksen fulgte. Klir! Tallerkenerne væltede.

"Stop! Du smadrer hele huset," bad konen. Men manden ville ikke lytte.

Spurven fløj hen til vuggen, hvor deres lille barn lå.

"Væk derfra!" råbte kusken. Han styrtede frem og huggede. Spurven sprang op, og vuggen splintredes. Barnet blev ramt så slemt, at det aldrig trak vejret igen.

Moren skreg, og kusken stivnede. Et øjeblik var huset frygteligt stille.

Så svor han, med sorg der blev til raseri: "Jeg får den fugl, om det så koster mig livet."

Han holdt øje og ventede. Da spurven til sidst satte sig tæt på, greb han den og holdt den fast i hånden.

"Nu har jeg dig," sagde han hæst. "Du slipper ikke igen."

"Gør som du vil," kvidrede spurven meget roligt.

"Jeg sluger dig hel," knurrede kusken. "Så kan du ikke gøre mig mere skade." Og han åbnede munden og slugte spurven.

Et øjeblik var alt stille. Så stak et lille hoved frem mellem hans læber.

"Pip! Pip!" hånede spurven.

Kusken pressede en hånd for munden, men fuglen stak hovedet frem igen, lysøjet og fræk.

"Kone!" råbte han, mumlende. "Hent øksen. Slå fuglen, når den stikker hovedet ud. Slå rigtigt, så er det slut."

Konen, bleg og rystende, løftede øksen. Spurven peb: "Her er jeg." Konen huggede — hårdt — og ramte forbi fuglen.

Øksen ramte kusken. Han faldt om på gulvet og rørte sig ikke mere.

Øksen dumpede ned. Konen stod chokeret og stille.

Så fløj spurven fri ud af kuskens mund og ud gennem det smadrede vindue, ud i den frie luft.

Sådan holdt spurven sit løfte til den ven, der havde været god mod den — og sådan førte vrede og grusomhed en hård mand til undergang.

Den, der passer på andre, bør der passes på. Den, der tramper på andre, kan selv snuble.