Historien om Jemima Puddel-And

Jemima Puddel-And boede på en travl gård. Hun var en blid and, der meget gerne ville ruge sine egne æg. Men bondekonens tog dem altid væk til køkkenet. "Rap, rap! Jeg vil være mor," sukkede Jemima.

En forårsmorgen lavede Jemima en plan. "Jeg skal finde en hemmelig rede langt fra gården," sagde hun, og hun vaklede gennem porten og ind i den grønne skov.

Dybt mellem træerne mødte Jemima en meget høflig gentleman med sandfarvede bakkenbarter og en smart frakke. Hans buskede hale var puttet pænt bag ham. "God dag, frue," sagde han med et buk. "Du leder efter et rugested? Jeg har et stille lille skur, der ville passe dig perfekt."

Jemima var henrykt. Gentlemannen førte hende til et pænt skur fyldt med pinde og bløde blade. Det virkede sikkert og stille. "Mange tak," sagde Jemima, og hun begyndte at lægge sine æg, ét for ét, tællende omhyggeligt. Snart var der ni æg i en pæn rede.

Den sandskäggede gentleman smilede. "Sikke en fin rede! Måske skal vi have en lille middag for at fejre det. Ville du være så god at hente et par ting? Lidt salvie og timian, en kvist persille og to løg. Og tag venligst en lille snor med til at binde op—øh—bundter."

Jemima forstod ikke meget om madlavning, men hun var ivrig efter at behage. "Ja, hr.," sagde hun, og afsted vaklede hun mod gården for at samle urter fra haven.

Ved gårdsporten stod Kep, den vise gamle collie-hund. Han snusede luften og rynkede panden. "Hvor har du været, Jemima?" spurgte han blidt.

"Jeg har lavet en dejlig rede i skoven," hviskede Jemima. "En venlig gentleman lånte mig sit skur. Jeg henter salvie og timian og persille og to løg til hans middag."

Keps ører spidsede. "Beskriv denne gentleman," sagde han.

"Han har sandfarvede bakkenbarter," sagde Jemima. "Han er meget høflig."

Keps øjne blev alvorlige. "Det er ingen gentleman," sagde han. "Det er en ræv. De urter er ikke til en omelet—de er til stegt and. Du må ikke gå tilbage derhen."

Stakkels Jemima rystede. "Å, mine æg!" råbte hun. "Hvad skal vi gøre?"

"Overlad alt til mig," sagde Kep. Han travede afsted til hundegårdene og kaldte to ivrige foxhound-hvalpe. "Kom med. Der er arbejde, der skal gøres."

Kep førte hvalpene gennem skoven til det lille skur. Inde skærpede den sandskäggede gentleman en kniv og lagde tallerkener frem. Da han hørte pote-trampet, sprang han op og fór mod døren.

Hvalpene brast ind. Der var et tumult og et skænderi, en kladsken af poter og en virvlen af fjer. Ræven skød ud som en rød stribe og løb ind i tykningen med hvalpene glammende tæt efter. Han blev jaget langt, langt væk og kom aldrig nær gården igen.

Jemima skyndte sig til skuret. "Mine æg!" rappede hun. I tumlen var hvert eneste æg blevet knust. Jemima var sikker, men hendes rede var væk. Hun græd lidt, og Kep lod hende hvile sit hoved mod hans skulder. "Bedre knuste æg end en knust and," sagde han venligt.

Efter det eventyr forstod bondekonens, hvor meget Jemima ønskede at være mor. Hun gav Jemima et hyggeligt lille bur i et stille hjørne af gården, sikker fra ræve og problemer. Kep holdt vagt med lyse, omhyggelige øjne.

Med tiden lagde Jemima nye æg og sad meget støt. Til sidst, en lykkelig morgen, kikkede fire bløde ællinger ud fra under hendes vinger. "Rap, rap!" råbte Jemima, stolt og glad.

Fra da af tog Jemima sine ællinger til dammen og lærte dem at padle i solskinnet. Og når som helst hun så en fremmed med sandfarvede bakkenbarter, huskede hun Keps vise ord og holdt sine små tæt ved sin side.