Hattstugan

Det var en dejlig sommerdag. Ole, Lena og lille Knut gik på eventyr i skoven. De havde en kurv med madpakker og deres yndlingstæpper til at sidde på.

"Lad os lede efter et sted at spise," sagde Ole.

De gik mellem de høje fyrretræer, over mosbelagte sten og forbi de lille åer, der brusede. Fuglene sang i grenene ovenover.

Pludselig standsede Lena. "Se dér!" pegede hun. "Hvad er det?"

Under et stort egetræ lå noget brunt og rundt. Det så ud som ... en stor, gammel hat!

"Det er en kæmpe hat!" sagde Knut. "En stor mandshat!"

De løb hen til den. Hatten var brun og filtet, med en bred bræmme og en rød bånd rundt om kronen. Den lå med bunden i vejret.

"Hvem tror du, den tilhører?" spurgte Lena.

"Måske en kæmpe!" sagde Knut med store øjne.

Ole lo. "Der er ingen kæmper i denne skov. Nogen må have mistet den."

De løftede hatten op. Under den var et blødt bed af mos og tørt græs. Det var perfekt til at sidde på!

"Lad os gøre det til vores hus!" foreslog Lena.

"Ja!" råbte de andre to.

De tog deres tæpper og spredte dem ud inde under hatten. Nu havde de et tag over hovederne! Hatten var så stor, at alle tre børn kunne sidde komfortabelt indeni.

"Dette er Hattstugan!" erklærede Ole. "Vores lille hathus!"

De åbnede deres kurv med madpakker. Der var smørrebrød med ost, æbler, småkager og en flaske saftevand. De delte maden og spiste lykkeligt inde i deres nye hus.

"Det er så dejligt her," sagde Lena. "Så køligt og skyggende."

Knut lå på ryggen og kiggede op på den brune hattefilt ovenpå. "Det er som et rigtigt tag," sagde han.

Efter frokosten legede de. De spillede, at Hattstugan var et slot, og de var prinser og prinsesser. Så spillede de, at det var et skib, og de sejlede over havet. Så spillede de, at det var en butik, og de solgte mos og småsten og blade.

De sang sange. De fortalte historier. De lo meget.

Men pludselig—bum, bum, bum!—hørte de tunge trin. Jorden rystede en smule. Noget stort kom gennem skoven.

"Hvad er det?" hviskede Knut.

Ole kiggede forsigtigt ud under hattebreden.

"Det er en jæger!" sagde han. "En meget stor jæger!"

Den store jæger kom nærmere. Han bar en riffel over skulderen og en taske ved siden. Han standsede lige ved siden af egetræet.

"Nu, hvor mon jeg efterlod den?" mumlede jægeren til sig selv. "Jeg tog hatten af for at hvile, og så ... åh, jeg husker ikke!"

Han kiggede rundt—bag træer, under buske, langs stien.

Inde i Hattstugan holdt børnene vejret. De holdt sig meget stille.

Jægeren kom tættere på. Han standsede lige ved hatten.

"Hej!" sagde han. "Hvad har vi her?"

Han løftede hatten op.

"Å!" råbte børnene alle sammen.

Jægeren smilede. "Nåh, så I har fundet min hat, kan jeg se! Og I har lavet et fint lille hus af den!"

Børnene kravlede ud. De så skyldige ud.

"Vi er kede af det, hr. Jæger," sagde Ole. "Vi troede ikke, den tilhørte nogen."

Jægeren lo—en dyb, varm latter. "Selvfølgelig tilhørte den nogen! Mig! Men jeg kan se, at I har haft en dejlig tid med den."

"Vi kalder det Hattstugan," sagde Lena stille.

"Hattstugan!" sagde jægeren. "Det er et vidunderligt navn. I må være meget kreative børn."

Han tænkte et øjeblik, mens han holdt hatten i hånden. Så smilede han igen.

"Fortæl mig—hvor længe vil I blive her i skoven?"

"Kun lidt endnu," sagde Ole. "Vi skal snart hjem til middag."

"Så," sagde jægeren, "fortæl mig, hvis jeg lader jer låne hatten lidt længere, vil I så love at lægge den pænt her under træet, når I er færdige? Jeg kan komme tilbage og hente den senere."

Børnenes ansigter lyste op. "Ja! Vi lover!" sagde de alle sammen.

"Godt så!" Jægeren satte hatten omhyggeligt tilbage på plads. "Nyd jeres Hattstuga. Og pas godt på den!"

"Det vil vi!" lovede børnene.

Jægeren vinkede og gik videre gennem skoven, lysslyngende sin sang.

Børnene spillede lidt længere i Hattstugan. De legede, at de var bjørne i et hul. De legede, at de var fugle i et rede. De legede, at de var fe i et magisk slot.

Men snart begyndte solen at synke lavere på himlen. Skyggerne blev længere.

"Tid til at gå hjem," sagde Ole.

De pakkede deres kurv. De rystede deres tæpper og foldede dem pænt. Så løftede de hatten, ryddede op under den og lagde den omhyggeligt på plads—præcis, som jægeren havde sagt.

"Farvel, Hattstuga," sagde Lena.

"Farvel," hviskede Knut.

De gik tilbage gennem skoven, mens de sang en lille sang om deres dag:

Vi fandt en hat ved egetræet, Vi gjorde den til vores hjem så frit, Vi spiste og legede hele dagen, I Hattstugan, så fin og tæt!

Da de kom hjem, fortalte de deres mor alt om deres eventyr. Hun lo og omfavnede dem.

"Hvilken dejlig dag I har haft!" sagde hun. "Og hvor søde I var at give hatten tilbage."

Den nat, da børnene lå i deres senge, tænkte de på Hattstugan. De undrede sig, om jægeren havde fundet sin hat igen. De håbede, at han havde.

Og i deres drømme gik de tilbage til skoven og spillede i Hattstugan igen—denne gang med bier og sommerfugle og en venlig jæger, der kom forbi for at drikke te med dem.

For de bedste huse er dem, du laver selv, og de bedste eventyr er dem, du deler med venner.