Hans og Grete

Tæt ved en stor skov boede en fattig skovhugger med sin kone og sine to børn. Drengen hed Hans, og pigen hed Grete. Han havde lidt at bide og bryde, og engang da stor hungersnød ramte landet, kunne han ikke længere skaffe selv dagligt brød. Da han tænkte over dette om natten i sin seng og vendte sig i sin angst, stønnede han og sagde til sin kone: "Hvad skal der blive af os? Hvordan skal vi fodre vores stakkels børn, når vi ikke længere har noget selv til os selv?" "Jeg vil fortælle dig hvad, mand," svarede kvinden, "tidligt i morgen tidlig vil vi tage børnene ud i skoven til det tykkeste sted; der vil vi tænde et bål for dem og give hver af dem endnu et stykke brød, og så vil vi gå til vores arbejde og efterlade dem alene. De vil ikke finde vej hjem igen, og vi vil være fri for dem." "Nej, kone," sagde manden, "jeg vil ikke gøre det; hvordan kan jeg bære at efterlade mine børn alene i skoven? - de vilde dyr ville snart komme og rive dem i stykker." "Åh, du fjols!" sagde hun, "så må vi alle fire dø af sult, du kan lige så godt høvle brædder til vores kister," og hun gav ham ingen ro, før han indvilligede. "Men jeg føler mig meget ked af det for de stakkels børn alligevel," sagde manden.

De to børn havde heller ikke kunnet sove for sult og havde hørt, hvad deres stedmor havde sagt til deres far. Grete græd bitre tårer og sagde til Hans: "Nu er det forbi med os." "Vær stille, Grete," sagde Hans, "bekymr dig ikke, jeg vil snart finde en måde at hjælpe os på." Og da de gamle folk var faldet i søvn, stod han op, tog sin lille frakke på, åbnede døren nedenunder og listede udenfor. Månen skinnede klart, og de hvide småsten, der lå foran huset, glimtede som rigtige sølvpenge. Hans bøjede sig og fyldte sin lille frakkelomme med så mange, som han kunne få plads til. Så gik han tilbage og sagde til Grete: "Vær trøstet, kære lille søster, og sov i fred, Gud vil ikke forlade os," og han lagde sig igen i sin seng. Da dagen gryede, men før solen var stået op, kom kvinden og vækkede de to børn og sagde: "Stå op, I dovne! vi skal ind i skoven for at hente brænde." Hun gav hver et lille stykke brød og sagde: "Der er noget til jeres middag, men spis det ikke op før da, for I får ikke noget andet." Grete tog brødet under sit forklæde, da Hans havde småstenene i sin lomme. Så begav de sig alle sammen af sted sammen til skoven. Da de havde gået et lille stykke, standsede Hans og kiggede tilbage på huset og gjorde det igen og igen. Hans far sagde: "Hans, hvad kigger du på der og bliver tilbage for? Vær opmærksom og glem ikke at bruge dine ben." "Åh, far," sagde Hans, "jeg kigger på min lille hvide kat, der sidder oppe på taget og vil sige farvel til mig." Konen sagde: "Fjols, det er ikke din lille kat, det er morgensolen, der skinner på skorstenene." Hans havde imidlertid ikke set på katten, men havde konstant kastet en af de hvide småsten ud af sin lomme på vejen.

Da de var nået midt i skoven, sagde faren: "Nu, børn, læg noget brænde sammen, og jeg vil tænde et bål, så I ikke fryser." Hans og Grete samlede kvas sammen, så højt som en lille bakke. Kvasset blev tændt, og da flammerne brændte meget højt, sagde kvinden: "Nu, børn, læg jer ned ved ilden og hvil, vi vil gå ind i skoven og hugge noget træ. Når vi er færdige, kommer vi tilbage og henter jer."

Hans og Grete sad ved ilden, og da det blev middag, spiste hver et lille stykke brød, og da de hørte slagene fra øksen, troede de, at deres far var i nærheden. Det var dog ikke øksen, men en gren, som han havde fastgjort til et vissent træ, som vinden blæste frem og tilbage. Og da de havde siddet så lang tid, lukkede deres øjne af træthed, og de faldt fast i søvn. Da de endelig vågnede, var det allerede mørk nat. Grete begyndte at græde og sagde: "Hvordan skal vi komme ud af skoven nu?" Men Hans trøstede hende og sagde: "Vent bare lidt, til månen er stået op, så skal vi snart finde vejen." Og da den fulde måne var stået op, tog Hans sin lille søster i hånden og fulgte småstenene, som skinnede som nymøntede sølvpenge og viste dem vejen.

De gik hele natten lang, og ved daggry kom de endnu en gang til deres fars hus. De bankede på døren, og da kvinden åbnede den og så, at det var Hans og Grete, sagde hun: "I slemme børn, hvorfor har I sovet så længe i skoven? - vi troede, I aldrig kom tilbage igen!" Faren glædede sig imidlertid, for det havde skadet ham til hjertet at efterlade dem alene.

Ikke lang tid derefter var der endnu en gang stor hungersnød i hele landet, og børnene hørte deres mor sige om natten til deres far: "Alt er spist igen, vi har en halv brødmand tilbage, og det er enden. Børnene må væk, vi vil tage dem længere ind i skoven, så de ikke vil finde vej ud igen; der er ingen anden måde at redde os selv på!" Mandens hjerte var tungt, og han tænkte: "Det ville være bedre for dig at dele den sidste mundfuld med dine børn." Kvinden ville imidlertid ikke lytte til noget, han havde at sige, men skældte ud og bebrejdede ham. Den der siger A, må sige B, ligeledes, og da han havde givet efter første gang, måtte han også gøre det en anden gang.

Børnene var imidlertid stadig vågne og havde hørt samtalen. Da de gamle folk var i søvn, stod Hans igen op og ville ud og samle småsten, som han havde gjort før, men kvinden havde låst døren, og Hans kunne ikke komme ud. Ikke desto mindre trøstede han sin lille søster og sagde: "Græd ikke, Grete, gå stille i søvn, den gode Gud vil hjælpe os."

Tidligt om morgenen kom kvinden og tog børnene ud af deres senge. Deres stykke brød blev givet til dem, men det var endnu mindre end tiden før. På vejen ind i skoven smuldrede Hans sit i lommen og standsede ofte og kastede en smule på jorden. "Hans, hvorfor stopper du og ser dig omkring?" sagde faren, "gå videre." "Jeg ser tilbage på min lille due, der sidder på taget og vil sige farvel til mig," svarede Hans. "Fjols!" sagde kvinden, "det er ikke din lille due, det er morgensolen, der skinner på skorstenen." Hans kastede imidlertid lidt efter lidt alle krummerne på stien.

Kvinden førte børnene endnu dybere ind i skoven, hvor de aldrig i deres liv havde været før. Så blev der igen gjort et stort bål, og moderen sagde: "Bliv bare siddende der, I børn, og når I er trætte, kan I sove lidt; vi går ind i skoven for at hugge træ, og om aftenen når vi er færdige, kommer vi og henter jer." Da det blev middag, delte Grete sit stykke brød med Hans, som havde spredt sit langs vejen. Så faldt de i søvn, og aftenen gik, men ingen kom til de stakkels børn. De vågnede ikke, før det var mørk nat, og Hans trøstede sin lille søster og sagde: "Bare vent, Grete, til månen står op, så skal vi se brødkrummerne, som jeg har spredt omkring, de vil vise os vej hjem igen." Da månen kom, satte de i gang, men de fandt ingen krummer, for de mange tusinde fugle, som flyver omkring i skovene og markerne, havde pikket dem alle sammen op. Hans sagde til Grete: "Vi skal snart finde vejen," men de fandt den ikke. De gik hele natten og hele den næste dag også fra morgen til aften, men de kom ikke ud af skoven og var meget sultne, for de havde ikke andet at spise end to eller tre bær, som groede på jorden. Og da de var så udmattede, at deres ben ikke ville bære dem længere, lagde de sig under et træ og faldt i søvn.

Det var nu tre morgener siden, de havde forladt deres fars hus. De begyndte at gå igen, men de kom altid dybere ind i skoven, og hvis hjælp ikke kom snart, måtte de dø af sult og træthed. Da det blev middag, så de en smuk snehvid fugl sidde på en gren, som sang så dejligt, at de stod stille og lyttede til den. Og da dens sang var forbi, spredte den sine vinger og fløj af sted foran dem, og de fulgte den, indtil de nåede et lille hus, på hvis tag den slog sig ned; og da de nærmede sig det lille hus, så de, at det var bygget af brød og dækket med kager, men at vinduerne var af klart sukker. "Vi vil sætte i gang på det," sagde Hans, "og have et godt måltid. Jeg vil spise et stykke af taget, og du Grete kan spise noget af vinduet, det vil smage sødt." Hans rakte op og brød lidt af taget for at prøve, hvordan det smagte, og Grete lænede sig mod vinduet og naggede på ruderne. Så råbte en blød stemme fra stuen:

"Nag, nag, gnav,

Hvem nagger på mit lille hus?"

Børnene svarede:

"Vinden, vinden,

Den himmelfødte vind,"

og fortsatte med at spise uden at forstyrre sig selv. Hans, der kunne lide smagen af taget, rev et stort stykke af det ned, og Grete skubbede hele en rund vinduesrude ud, satte sig ned og nød sig selv med den. Pludselig åbnede døren sig, og en kvinde så gammel som bakker, som støttede sig på krykker, kom kravlende ud. Hans og Grete blev så forfærdeligt bange, at de tabte, hvad de havde i hænderne. Den gamle kvinde nikkede imidlertid med hovedet og sagde: "Åh, I kære børn, hvem har bragt jer hertil? kom bare indenfor og bliv hos mig. Der skal ingen skade ske jer." Hun tog dem begge i hånden og førte dem ind i sit lille hus. Så blev der sat god mad frem for dem, mælk og pandekager med sukker, æbler og nødder. Bagefter blev to smukke små senge dækket med rent hvidt linned, og Hans og Grete lagde sig i dem og troede, de var i himlen.

Den gamle kvinde havde kun ladet som om, hun var så venlig; hun var i virkeligheden en ond heks, som lå på lur efter børn, og hun havde kun bygget det lille hus af brød for at lokke dem dertil. Når et barn faldt i hendes magt, dræbte hun det, kogte det og spiste det, og det var en festdag for hende. Hekse har røde øjne og kan ikke se langt, men de har en skarp lugtesans som dyrene og er klar over, når mennesker nærmer sig. Da Hans og Grete kom ind i hendes nabolag, lo hun ondskabsfuldt og sagde hånligt: "Jeg har dem, de skal ikke undslippe mig igen!" Tidligt om morgenen, før børnene var vågne, var hun allerede oppe, og da hun så dem begge sove og se så pæne ud med deres fyldige og rosige kinder, mumlede hun til sig selv: "Det bliver en lækker mundfuld!" Så greb hun Hans med sin rynkede hånd, bar ham ind i et lille stald og låste ham inde bag en gitterdør. Skrig som han ville, det ville ikke hjælpe ham. Så gik hun til Grete, rystede hende til hun vågnede og råbte: "Stå op, dovne ting, hent noget vand og lav noget godt til din bror, han er i stalden udenfor og skal gøres fed. Når han er fed, vil jeg spise ham." Grete begyndte at græde bittert, men det var alt forgæves, for hun var tvunget til at gøre, hvad den onde heks befalede.

Og nu blev den bedste mad lavet til stakkels Hans, men Grete fik ikke andet end krebsdyrskaller. Hver morgen listede kvinden til den lille stald og råbte: "Hans, stræk din finger ud, så jeg kan føle, om du snart vil blive fed." Hans strakte imidlertid en lille knogle ud til hende, og den gamle kvinde, som havde sløve øjne, kunne ikke se det og troede, det var Hans' finger, og hun var forundret over, at der ikke var nogen måde at fede ham på. Da fire uger var gået, og Hans stadig forblev tynd, blev hun grebet af utålmodighed og ville ikke vente længere. "Nu da, Grete," råbte hun til pigen, "rør dig og bring noget vand. Lad Hans være fed eller tynd, i morgen vil jeg dræbe ham og koge ham." Ak, hvor den stakkels lille søster klagede, da hun måtte hente vandet, og hvordan hendes tårer løb ned ad hendes kinder! "Kære Gud, hjælp os dog," råbte hun. "Hvis de vilde dyr i skoven bare havde fortæret os, skulle vi i det mindste være døde sammen." "Hold bare din støj for dig selv," sagde den gamle kvinde, "det hjælper dig slet ikke."

Tidligt om morgenen måtte Grete gå ud og hænge kedlen op med vandet og tænde ilden. "Vi vil bage først," sagde den gamle kvinde, "jeg har allerede opvarmet ovnen og æltet dejen." Hun skubbede stakkels Grete ud til ovnen, hvorfra flammer af ild allerede spurtede. "Kravl ind," sagde heksen, "og se om den er ordentligt opvarmet, så vi kan lægge brødet ind." Og når Grete var inde, havde hun til hensigt at lukke ovnen og lade hende bage i den, og så ville hun spise hende også. Men Grete så, hvad hun havde i tankerne, og sagde: "Jeg ved ikke, hvordan jeg skal gøre det; hvordan kommer jeg ind?" "Dumt gæs," sagde den gamle kvinde. "Døren er stor nok; se bare, jeg kan selv komme ind!" og hun listede op og stak hovedet ind i ovnen. Så gav Grete hende et skub, der drev hende langt ind i den, og lukkede jerndøren og fastgjorde bolten. Åh! så begyndte hun at tude ganske forfærdeligt, men Grete løb væk, og den gudløse heks blev ynkeligt brændt ihjel.

Grete løb imidlertid som lynet til Hans, åbnede hans lille stald og råbte: "Hans, vi er reddet! Den gamle heks er død!" Så sprang Hans som en fugl fra sit bur, da døren blev åbnet. Hvor de glædede sig og omfavnede hinanden og dansede rundt og kyssede hinanden! Og da de ikke længere havde nogen grund til at frygte hende, gik de ind i heksens hus, og i hvert hjørne stod der kister fulde af perler og juveler. "Disse er langt bedre end småsten!" sagde Hans og puttede i sine lommer, hvad der kunne komme i, og Grete sagde: "Jeg vil også tage noget med hjem," og fyldte sit forklæde fuldt. "Men nu må vi af sted," sagde Hans, "så vi kan komme ud af heksens skov."

Da de havde gået i to timer, kom de til en stor vandstrækning. "Vi kan ikke komme over," sagde Hans, "jeg ser ingen gangbro og ingen bro." "Og der er heller ingen færge," svarede Grete, "men en hvid and svømmer der: hvis jeg spørger hende, vil hun hjælpe os over." Så råbte hun:

"Lille and, lille and, ser du,

Hans og Grete venter på dig? Der er hverken planke eller bro i sigte, Tag os over på din ryg så hvid."

Anden kom til dem, og Hans satte sig på dens ryg og fortalte sin søster at sætte sig ved ham. "Nej," svarede Grete, "det vil være for tungt for den lille and; hun skal tage os over, en efter en." Den gode lille and gjorde sådan, og da de engang var sikkert over og havde gået et lille stykke, virkede skoven mere og mere bekendt for dem, og til sidst så de langvejsfra deres fars hus. Så begyndte de at løbe, styrtede ind i stuen og kastede sig om deres fars hals. Manden havde ikke kendt en lykkelig time, siden han havde efterladt børnene i skoven; kvinden var imidlertid død. Grete tømte sit forklæde, indtil perler og ædelstene løb rundt i værelset, og Hans kastede én håndfuld efter anden ud af sin lomme for at tilføje dem. Så var al angst forbi, og de levede sammen i perfekt lykke. Min historie er færdig, der løber en mus; den der fanger den, kan lave sig en stor pelshat af den.