Grantræet
I en stille skov stod et lille grantræ. Sollys varmede dets nåle, brisen aede dets grene, og fugle sang over det. Men det lille træ lagde næsten ikke mærke til det. Det strakte sig og længtes bare efter at være højt. "Åh, hvis bare jeg kunne vokse så højt som de store træer," sukkede det. "Så kunne jeg se langt væk. Så ville jeg være noget!"
Harer hoppede sommetider forbi, og når de havde travlt, sprang de lige over det lille træ. Det fik granen til at føle sig meget lille. "Bare vent," hviskede den. "Når jeg vokser, tør de ikke hoppe over mig."
De ældre graner mumlede venligt: "Nyd solskinnet på dine nåle. Mærk den bløde jord. Voks langsomt. Der er tid." Men det lille træ kunne ikke. Det tænkte kun på den dag, hvor det ville være stort og vigtigt.
Hvert år strakte træet sig højere. Om vinteren lå sneen som sølv, og om sommeren skinnede luften grøn. Himlens sømænd - svaler og storke - hvilede på grenene af højere træer og fortalte historier om verden uden for skoven. "Vi har set skibe med høje master," kvidrede de. "Master lavet af træer som dig. De rider på det blå hav og møder vinden!"
Den lille grans nåle rystede. "At være en mast! At se havet!" drømte den. En anden vinter kom, og mænd med økser kom ind i skoven. De valgte de højeste, rettest graner, knækkede deres grene og slæbte dem væk. Det lille træ skælvede, da vinden bar den skarpe duft af frisk saft. "Hvor går de hen?" spurgte det en spurv.
"Mange bliver master," kvidrede spurven. "Men nogle - nogle bliver bragt ind i varme rum. Børn danser omkring dem. Lys glitrer på hver gren. Æbler og nødder skinner som skatte."
"Lys?" hviskede grantræet. "Børn? Et varmt rum? Det må være vidunderligt." Nu havde træet et nyt ønske. "Hvis bare julen ville komme, og jeg ville blive valgt!"
Årstiderne skiftede. Granen voksede, men den stoppede aldrig med at længes. Endelig, en kold dag nær jul, knasede fodtrin i sneen. Mænd kom med økser og reb. "Dette her," sagde en stemme. "Lige og smukt. Ikke for stort, ikke for lille." Bladet bed, og skoven snurrede. Det lille grantræ følte et skarpt ryk ved sine rødder, da det faldt. Fugle fløj op. Træet blev bundet til en slæde og trukket væk og forlod det eneste hjem, det nogensinde havde kendt.
Ind i et storslået hus gik det, båret ind i et lyst værelse med skinnende gulve. Tjenerne satte det i en dyb spand fyldt med sand, så det kunne stå højt. Så begyndte pyntningen! Forgyldte æbler glødede på dets grene. Papirvogne var fyldt med slik. Nødder pakket ind i sølv knitrede og blinkede. En guldstjerne blev fastgjort helt i toppen.
Til sidst blev lys klippet fast på hver gren - men ikke tændt. Grantræet skælvede med en ny slags frygt og glæde. "Hvad vil ske nu?"
Aften faldt på. Børn styrtede ind, øjne store, hænder klappende. Lysene blev tændt, et efter et, og træet skinnede med et varmt, sittrende lys. Børnene dansede omkring det og sang. Så fortalte en gammel mand en historie, en børnene elskede, om Klumpe-Dumpe og mærkelige eventyr og en lykkelig slutning. Grantræet lyttede så hårdt, at det næsten glemte at trække vejret. "Dette er det fineste øjeblik i mit liv," tænkte det. "I morgen vil jeg være lige så storslået - og den næste dag, og den næste!"
Men næste morgen var anderledes. Tjenerne kom og tog pynten af. Lysene, æblerne, de forsølvede nødder - alt væk. "Vil de pynte mig op igen?" undrede træet sig. I stedet bar de det op på loftet, et mørkt, støvet sted. "Hvad betyder dette?" Grantræet stod i et hjørne, forvirret og alene.
Dage gik. Først drømte træet om det varme værelse og de lyse lys. Så kom små besøgende: mus, deres knurhår zittende, deres øjne som sorte perler. "Hvem er du?" spurgte de.
"Jeg er et grantræ fra skoven," sagde det stolt. "Fortæl os om det," peb musene. "Hvordan er skoven? Er der krummer der? Er der lys?"
Granen fortalte dem om den bløde mos, fuglenes sange, vinterens kolde glimmer, glæden ved at vokse høj. Musene lyttede høfligt, men bragte snart deres fætre, rotterne. Rotterne ville have historier om sukker og dryppende lys og kurve med slik. "Fortæl os om festen," krævede de.
Træet prøvede, men det havde lyttet mere end det havde levet den nat. Det kunne ikke huske den gamle mands fortælling ret godt. Rotterne zuckede med deres knurhår. "Kedeligt," sagde de, og de sneg sig væk. Musene blev lidt længere, men husholdersken kom med en kost og jog dem væk.
Så stod grantræet alene igen. "Hvis bare de ville bringe mig tilbage til stuen," sukkede det. "Hvis bare det var jul hver dag! Hvis bare jeg var en mast og sejlede på havet!" Loftet var meget stille, og dagene var meget lange.
Til sidst fandt forårsbrisen vej under taget. Stemmer kaldte nedenunder. Tjenerne kom og slæbte træet ud. "Nu skal jeg plantes igen," tænkte granen, dens hjerte (hvis træer har hjerter) hoppede. Solen føltes varm, og fugle sang. Men træets nåle var kedelige og brune. Dets grene var stive.
Børn løb ind i gården. "Se!" råbte en. "Det gamle juletræ!" De trak i grenene og fandt en lille guldstjerne stadig klamrende sig til toppen, bøjet og støvet. En dreng trak den fri. "Til min skattekasse!" sagde han, og han løb af sted grinende.
Træet så sig omkring på den åbne himmel. Det huskede skoven, den bløde mos, den skinnende sne. "Hvis bare jeg havde været lykkelig, da jeg stod der," tænkte det. "Hvis bare jeg havde elsket solen og vinden."
Før længe kom gartneren med en økse. Han huggede træet til brænde. Disse blev båret til ovnen og fodret ind i ilden. Flammerne sprang op. Da hvert stykke brændte, gav det et lille knæk, som et blødt suk. Børnene, der varmede deres hænder, udbrød: "Pop! Pop! Hør ilden synge!"
Grantræet huskede natten med lys, den gamle mands historie, haren, der hoppede over det, svalerne, der talte om havet, og stjernen i toppen. Minderne steg som gnister, lyse og korte. Så var de væk.
Da asken kølede, løftede vinden den og spredte den ud i haven. I skoven voksede foråret grønt igen. Nye graner strakte sig mod lyset. Og et eller andet sted trak et lille træ, der følte solen på sine nåle, den søde luft ind - og var i et øjeblik glad.
Og det er historien om grantræet, der ville være noget mere, og lærte for sent, at hver dag kan være værdifuld, lige som den er.
