Fugl Fønix

I verdens første morgen var Edens Have frisk og lys. Blomster åbnede sig som stjerner, og det store Kundskabens Træ stod højt med blade, der hviskede hemmeligheder til vinden. En lille, pæn rede hvilede i dens grene, og i den rede var et æg.

Da Adam og Eva måtte forlade haven, stod en engel med et flammende sværd ved porten. En gnist sprang fra det flammende sværd og faldt, hvæsende, ned på den lille rede. Den fangede ild i et glimt—flamme, røg og aske! Men varmen ødelagde ikke alt. Ægget blev varmt—varmere—og ud af asken steg en fugl, som intet øje nogensinde havde set før. Dens fjer var røde som solnedgang og gyldne som morgen, dens øjne var klare og venlige, og dens sang lød som håb selv. Den fugl var Fønix.

Fønix sang et løfte. "Fra ild er jeg født, og ved ild er jeg gjort ny. Når gamle ting slutter, vil jeg begynde. Når aske falder, vil jeg flyve." Så løftede den sine lyse vinger og forlod haven og bar mindet om Eden med sig.

Fønix rejste gennem tidsaldre og lande. Den kendte ørkeners hemmeligheder og floders musik. I Indien hvilede den i skyggen af det gigantiske figentræ, banyan, hvis grene bøjede sig ned og voksede ind i jorden som nye stammer. Aber snakkede. Papegøjer blinkede som grønne blade. Der duftede luften af blomster og regn. I Arabien børstede den sine vinger gennem de duftende lunde, hvor røgelse og myrra vokser. Kameler knælede ved siden af kølige brønde, og natten var fløjl og fyldt med stjerner.

Fønix var ikke som andre fugle. Den levede længe, længe—hundrede år—og da de år var gjort, samlede den kanelkviste og sødtduftende blade. Den byggede en rund, skinnende rede, høj og hemmelig. Så, syngende sin blide sang, satte den reden i brand. Flamme omsluttede den som et gyldent tæppe. Da ilden falmede og røgen klarede, stod en ny Fønix på asken—ung igen, lys igen, syngende den samme trofaste sang. Intet ondt klæbede til den; kun hvad der var smukt og godt blev bevaret.

Mænd hørte historier om Fønix og så på himlen. I Egypten, hvor solen synes tæt nok til at røre, kiggede præsterne i Heliopolis—Solens By—efter fuglen hvert århundrede. De plejede deres templer, markerede dagene og ventede. Da Fønix kom, så de den skinne over søjlerne, og de ærede asken efterladt efter dens brænding. Den aske var ikke en sorg, men en skat, som frø til et nyt forår. Historien blev hugget i sten og malet på vægge, fordi folk ville huske, at livet kan stige igen.

Tiden drejede, og verden ændrede sig. Mægtige byer steg og faldt. Marmor statuer revnede. Paladser blev til støv. Stadig fløj Fønix videre. Den så vise mænd tænke under figentræer, krigere marchere i rustning og søfolk hejse lyse sejl. Den kiggede ind i stille gårde, hvor mødre hyssede deres babyer, og ind i støjende markeder, hvor sælgere råbte prisen på krydderier. Overalt, hvor den gik, efterlod den en følelse som en lygte tændt i mørket.

Ikke alle så Fønix med deres øjne. Men mange mærkede den. Den satte sig nogle gange på taget af en historiefortællers lille hus, hvor et lys brændte sent ud på natten. Den kredsede nogle gange over en skolestue, hvor børn bøjede sig over deres lektier og prøvede igen efter mange fejl. Den svævede nogle gange ved en gammel persons stol, hvor minder sad som venlige skygger. Hvor godhed, mod og kærlighed blev holdt varme, følte Fønix sig hjemme.

Da dens århundrede igen var ved at ende, samlede Fønix kanel og myrra og byggede sin rede. Den spredte sine vinger og sang til himlen, til sandet, til havet: "Hvad der er sandt og venligt ender ikke. Hvis flammer kommer, lad dem komme. Jeg vil stige." Reden glødede, ilden blomstrede, og endnu en gang trådte en ung Fønix ud, lys som en ny idé.

Og sådan har det altid været. Fra Edens første morgen til vores egen dag holder Fønix sit løfte. Den husker haven, engelens sværd og den første gnist. Den husker Egyptens søjler og Indiens lange grønne skygger. Den husker hvert sted, hvor folk valgte lys frem for mørke. Fønix flyver fra tidsalder til tidsalder, fra historie til historie, så vi ikke glemmer: slutninger kan være begyndelser, aske kan være haver, og håb kan blive genfødt.

Hvis du lytter omhyggeligt, kan du måske høre dens vinger, når natten er stille, og ilden på ildstedet kun er et glød. Hvis du åbner et vindue for en frisk vind og åbner dit hjerte for en modig tanke, kan du måske høre Fønix synge. Den synger ikke om magiske tricks eller lette veje, men om modet til at holde den gode del af i går og bære den ind i i morgen.

Og næste århundrede, og det næste derefter, vil Fugl Fønix samle sine duftende kviste endnu en gang, brænde og stige igen—gylden som morgen, rød som solnedgang—bære historien fremad, så børn, der endnu ikke er født, også vil kende den: løftet om, at det, der er virkelig godt, aldrig kan mistes.