Det Lille Lokomotiv, Der Kunne

Der var engang et lille godstog. Lokomotivet var en stor, stærk motor, der trak godsvognene op ad bakker og ned gennem dale.

En dag fyldte de godsvognene op med vidunderlige ting til børnene, der boede på den anden side af bjerget. Der var nye legetøjer—dukker med bløde ansigter, trommesæt med skinnende tromme, dukkehuse med små møbler, røde bolde, der hoppede, og små trætog, der kunne trilles.

Der var også mad—friske æbler, søde appelsiner, saftige pærer, store stykker chokolade, og runde, varme boller. Mmm!

Når lokomotivet var fyldt, udstødte det en stor pust af røg og sagde i en dyb stemme, "Puff, puff, choo, choo! Jeg er klar til at gå!"

Og således begyndte toget at rulle langs skinnen, snurrende hjulene rundt og rundt. Det kørte gennem marker, hvor kvier græssede, og forbi små landsbyer, hvor folk vinkede.

Men lige da toget nåede foden af det store bjerg—KRRRRSSH! KLONK!—stoppede toget.

Lokomotivet prøvede og prøvede at flytte, men det kunne ikke. Det havde brudt ned.

"Å nej!" hviskede dukkerne i godsvognene. "Hvordan kommer vi til børnene på den anden side?"

Dukkehusene knirkede med bekymring. De røde bolde holdt op med at hoppe. Selv tromme var stille.

Lokomotivet sukkede. "Jeg kan ikke gøre det. Jeg er for træt. Jeg kan ikke flytte et trin mere." Og det lukkede øjnene og blev stille.

De små legetøjer og al den lækre mad ventede og ventede. Hvad skulle de gøre?

Så—langt nede ad sporet—kom et stort passagertog. Det var fyldt med velhavende mennesker i fine hatte. Lokomotivet var blankt og stolt, med skinnende hjul og et højtråbende fløjte.

Dukkerne råbte, "Forlad os, forlad os! Vil du venligst hjælpe os over bjerget?"

Det store passagerlokomotiv standsede og så ned på dem. "Jeg? Trække en godsvogn fuld af legetøj og mad? Nej, nej! Jeg trækker kun fine passagerkupéer. Jeg er meget vigtigt. Jeg har ikke tid til sådant noget!" Og puffende stolt dampede toget videre.

Legetøjerne sukkede. Tårer begyndte at samle sig i dukkernes øjne.

Så—efter lidt—kom et andet stort godstog hen ad vejen. Lokomotivet var stærkt og kraftigt, med rustede hjul fra år i skoven.

"Forlad os, forlad os!" råbte legetøjerne. "Vil du venligst hjælpe os over bjerget?"

Det store godsmotor standsede. "Jeg? Jeg har arbejdet hele dagen. Jeg har trukket tunge kasser, jernbjælker og kulvogne. Jeg er alt for træt til at træ endnu en vogn. Find nogen anden!" Og det puffede langsomt videre.

Nu blev legetøjerne meget kede af det. "Ingen vil hjælpe os," sagde de små trætog. "Hvordan kommer vi nogensinde til børnene?"

Lige så hørte de en bitte lille lyd: "Puff-puff, puff-puff."

De kiggede ned ad sporet og så et meget lille blåt lokomotiv komme hen ad sin egen lille sidelinje. Det lille lokomotiv havde aldrig rejst over bjerget før. Det havde aldrig trukket en lang godsvogn. Det trak kun en eller to små vogne fyldt med blomster og brød til en lille by nedenfor.

Dukkerne råbte ned til det, selv om det ikke var sikkert, det lille lokomotiv hørte dem. "Forlad os, forlad os! Vil du venligst hjælpe os over bjerget?"

Det lille blå lokomotiv standsede. Det nippede hovedet og sagde med en mild, lille stemme, "Over bjerget? Åh, det lyder svært. Jeg har aldrig været over bjerget før."

"Venligst," sagde dukkerne. "Børnene på den anden side venter på legetøj og mad."

Det lille blå lokomotiv så på de tunge godsvogne. Det så på det høje bjerg foran. Så sagde det, "Jeg er ikke stor. Jeg er ikke stærk. Men jeg vil prøve."

Alle legetøjerne jublede! "Hurra for det lille blå lokomotiv!"

Det lille lokomotiv koblede sig til vognene, en efter en. Klik, klik, klik! Og så begyndte det at puf.

"Puff-puff, puff-puff, puff-puff!"

Hjulene begyndte at dreje langsomt. Toget begyndte at bevæge sig—meget langsomt—frem ad sporet.

Snart nåede de foden af bjerget. Stien blev stejlere. Det lille blå lokomotiv puffede hårdere.

"Jeg tror, jeg kan. Jeg tror, jeg kan. Jeg tror, jeg kan."

Det puffede og puffede. Hjulene drejede og drejede. Bjerget var højt og stejlt. Det lille lokomotiv blev træt, men det stoppede ikke.

"Jeg tror, jeg kan. Jeg tror, jeg kan. Jeg tror, jeg kan!"

Legetøjerne kiggede fra godsvognene og tilskyndede det. "Bliv ved! Bliv ved! Du klarer det godt!"

Det lille blå lokomotiv puffede og puffede. Trinene var lange. Vognene var tunge. Men det lille lokomotiv blev ved med at sige:

"Jeg tror, jeg kan. Jeg tror, jeg kan. Jeg tror, jeg kan!"

Langsomt, langsomt nærmede det sig toppen af bjerget. Hjulene snoede. Dampen suste. Fløjten fløjtede:

"JEG TROR, JEG KAN! JEG TROR, JEG KAN!"

Og så—endelig!—nåede det toppen! Alle legetøjerne jublede. De røde bolde hoppede. Tromme spillede. Dukkerne klappede!

Nu var vejen nedad. Det lille blå lokomotiv ruller nedad den anden side af bjerget, og det blev meget lettere.

Og mens det gjorde det, sagde det med en glad, stolt stemme:

"Jeg troede, jeg kunne. Jeg troede, jeg kunne. Jeg troede, jeg kunne!"

Snart ankom toget til den lille by på den anden side af bjerget. Børnene kom løbende.

"Legetøjet er her! Maden er her!" jublede de.

De pakkede ud dukkerne og trommerne og boldene og dukkehusene og de små træktog. De spiste æbler og appelsiner og chokolade og varme boller. De lo og legede.

Og det lille blå lokomotiv stod der og puffede blidt, glad og stolt.

"Jeg troede, jeg kunne. Jeg troede, jeg kunne. Jeg troede, jeg kunne."

Og fra den dag, når noget ser hårdt ud, husker børnene det lille blå lokomotiv, der sagde: "Jeg tror, jeg kan," og klatrede op over bjerget til børnene på den anden side.