Den standhaftige tinsoldat

Der var engang fem og tyve tinsoldater, som alle var brødre, for de var alle blevet født af en gammel tinske. De holdt geværer i armene, og deres ansigter var vendt lige frem, og deres soldateruniformer, røde og blå, var så smukke. Det første, de hørte, da låget blev taget af æsken, hvor de lå, var ordene: "Tinsoldater!" En lille dreng havde råbt højt og klappet i hænderne med glæde. De var blevet givet til ham, fordi det var hans fødselsdag. Han stillede dem derefter op på bordet. Soldaterne lignede hinanden meget nøje, kun en var lidt anderledes. Han havde kun ét ben, for han var blevet støbt sidst, og der havde ikke været nok tin til at fuldføre ham. Dog stod han lige så fast på sit ene ben, som de andre gjorde på deres to. Og det var denne soldat, som viste sig at være bemærkelsesværdig.

På bordet, hvor tinsoldaterne blev opstillet, var der mange andre legetøjer, men det, der tiltalte øjnene mere end noget andet, var et pent lille papirslot. Gennem de små vinduer kunne man se lige ind i rummene. Foran slottet stod nogle små træer rundt om et stykke spejlglas, der skulle forestille en klar sø. Voksganer svømmede på søen og så sig selv i den. Alt dette var smukt, men smukkere end alt var en lille jomfru, som stod ved den åbne dør af slottet. Hun var også lavet af papir, men havde en kjole af det klareste musselin på og et smalt blåt bånd over skuldrene, som mindede om et skærf. Midt i dette bånd var der en glitrende spænde, som var lige så stor som hele hendes ansigt. Den lille jomfru strakte begge arme frem, for hun var en danserinde, og hun løftede det ene ben så højt i luften, at tinsoldaten ikke kunne se det overhovedet og troede, at hun ligesom han kun havde ét ben.

"Det ville være en kone for mig!" tænkte han. "Men hun er for fornem og bor på et slot, mens jeg kun har en æske til at bo i, og fem og tyve af os kan ikke deles om den. Det ville ikke være stedet for hende. Dog skal jeg prøve at gøre mig bekendt med hende." Så strakte han sig ud, så lang han var, bag en snustobaksdåse, der stod på bordet, for derfra kunne han betragte den lille dame, som stadig blev ved med at stå på ét ben, uden at vælte.

Da aftenen kom, blev alle de andre tinsoldater lagt i deres æske, og folkene i huset gik i seng. Da legetøjet begyndte at lege, besøgte de hinanden og holdt krig og gav baller. Tinsoldaterne raslede om i deres æske, for de ville også have været med, men de kunne ikke løfte låget. Nøddeknakmanden slog kolbøtter, og griffelkridt dansede om på tavlen. Der var så meget larm, at kanariefuglen vågnede op og begyndte at tale med, men det var på vers. De eneste to, der ikke rørede sig fra deres pladser, var tinsoldaten og den lille danserinde. Hun forblev på tæerne med begge arme strakt ud. Han stod lige så fast på sit ene ben og vendte ikke øjnene fra hende et øjeblik.

Klokken slog tolv, og vips sprang låget af snustobaksdåsen, men der var ikke snustobak i den, nej, men en lille troldmand, for det var en sådan slags troldtøj.

"Tinsoldat!" sagde troldmanden. "Du må holde dine øjne fra hende."

Men tinsoldaten lod, som om han ikke hørte det.

"Nå, bare vent til i morgen," sagde troldmanden.

Da det var morgen, og børnene stod op, blev tinsoldaten sat hen på vindueskarmen; og, uanset om det var troldmanden eller trækvinden, der gjorde det, fløj vinduet pludselig op, og soldaten faldt hovedet først ud fra tredje sal. Det var et forfærdeligt fald! Hans ben pegede lige op, hans hjelm og bajonet var fast i mellem brostenene, og hans ene ben i luften.

Tjenestepigen og den lille dreng gik straks ned for at lede efter ham, men selvom de næsten trådte på ham, kunne de ikke se ham. Havde tinsoldaten råbt: "Her er jeg!" ville de let have fundet ham, men han syntes, det var forkert at råbe højt, da han havde sin soldateruniform på.

Snart begyndte det at regne, og dråberne faldt tættere og tættere, til der kom en rigtig skylregn. Da det var forbi, kom der to drenge forbi.

"Se," sagde den ene, "der ligger en tinsoldat. Han skal ud at sejle."

Så lavede de en båd af en avis og satte tinsoldaten i midten af den, og han sejlede således ned ad rendestenen, mens de to drenge løb ved siden af og klappede i hænderne. Hvor bølgerne kom højt i den rende, og hvad en stærk strøm der var! Men så havde det også øst ned. Papirbåden vippede op og ned og til tider drejede den rundt så hurtigt, at tinsoldaten rystede. Dog blev han ved at være fast, hans ansigtsudtryk forandrede sig ikke; han kiggede lige frem og holdt stadig sit gevær i armen. Pludselig sejlede båden ind under en lang brædegang over rendestenen, og han befandt sig i lige så mørkt, som om han havde været i sin æske.

"Hvor skal jeg dog hen nu?" tænkte han. "Det er helt sikkert troldmandens skyld. Åh! bare den lille jomfru var her i båden, så kunne det være lige så mørkt igen, for alt hvad jeg ville bekymre mig om."

I dette øjeblik dukkede der en stor vandrotte op, som boede under brædebeganget.

"Har du et pas?" spurgte rotten. "Frem med det!"

Men tinsoldaten var tavs og holdt sit gevær endnu fastere. Båden satte fart, og rotten forfulgte den. Åh! hvordan den smækkede i tænderne og råbte til pinde og halm: "Stop ham! Stop ham! Han har ikke betalt told! Han har ikke vist sit pas!" Men strømmen blev stærkere og stærkere. Tinsoldaten kunne allerede se dagslys, hvor bræderne sluttede, men han hørte også en brølende lyd, der kunne have fået det modigste hjerte til at skælve. Tænk bare, hvor bræderne sluttede, styrtede vandet fra rendestenen ind i en stor kanal. Det ville være lige så farligt for ham, som for os at sejle ned ad et stort vandfald.

Han var nu så tæt på, at han ikke kunne stoppe. Båden skød fremad; den stakkels tinsoldat holdt sig så stiv, som han kunne, og ingen skulle sige, at han endda blinkede med øjnene. Båden lavede to eller tre drejninger og blev så fyldt med vand helt til kanten, den måtte synke. Tinsoldaten stod nu i vand helt op til halsen. Dybere og dybere sank båden, og papiret blev blødere og blødere. Til sidst gik vandet over soldatens hoved. Da tænkte han på den lille smukke danserinde, som han aldrig mere skulle se, og i hans ører lød:

"Fare med! Fare med! Kriger! Døden venter dig!"

Så gik papiret fra hinanden, og soldaten faldt igennem - men i samme øjeblik blev han slugt af en stor fisk.

Åh, hvor mørkt der var inde i fisken! Det var endnu mørkere end under brædebeganget, og det var også så snævert! Men tinsoldaten forblev fast og lå der, så lang han var, og holdt stadig sit gevær.

Fisken svømmede rundt omkring på den mest forfærdelige måde og lavede de mest frygtelige bevægelser, men til sidst blev den ganske stille. Derpå gik der noget igennem den som et lyn, og dagslys syntes at skinne, og en stemme råbte: "Tinsoldaten!" Fisken var blevet fanget, bragt til markedet, købt og bragt til køkkenet, hvor kokkepigen skar den op med en stor kniv. Hun greb soldaten rundt om livet med to fingre og bar ham ind i stuen, hvor alle ønskede at se den mærkelige mand, der havde rejst rundt i en fisks mave. Men tinsoldaten var ikke stolt. De satte ham på bordet, og - hvor underligt forekommer det ikke i denne verden? - Tinsoldaten var i præcis det samme rum, som han havde været i før! Han så de samme børn, det samme legetøj stod på bordet, og det samme smukke slot med den dejlige lille danserinde. Hun stod stadig på ét ben med det andet løftet højt i luften. Hun var lige så standhaftig som han. Det rørte tinsoldaten, og han var nær ved at græde tintårer, men det gjorde han ikke, for det ville ikke sømme sig. Han kiggede på hende, og hun kiggede på ham, men ingen af dem sagde et ord.

Pludselig greb en af de små drenge soldaten, kastede ham lige i kakkelovnen og gav ikke nogen grund til det. Den lille troldmand i dåsen var helt sikkert skyld i det.

Tinsoldaten stod der omgivet af lys og følte en forfærdelig varme, men om det var den egentlige varme fra ilden, eller fra kærlighedens varme, vidste han ikke. Hans farver var væk, men om de var forsvundet på rejsen, eller fordi han var bedrøvet, kunne ingen sige. Han kiggede på den lille jomfru, hun kiggede på ham, og han mærkede, at han smeltede, men han blev ved at stå standhaftigt med sit gevær i armen. Så gik en dør op, og trækvinden fangede den lille danserinde, og hun fløj som en fe lige ind i kakkelovnen til tinsoldaten. Hun blusede op i en flamme og var forsvundet. Tinsoldaten smeltede til en klump, og næste dag, da pigen tog asken ud, fandt hun ham i form af et lille tinhjerte. Men af danserinden var der intet tilbage, kun den spænde, der havde siddet på hendes kjole, og den var brændt sort som kul.