Hver eftermiddag, når børnene kom hjem fra skole, legede de i kæmpens have.

Det var en stor og dejlig have med blødt grønt græs. Her og der på græsset stod smukke blomster som stjerner, og der var tolv ferskentræer, som om foråret sprang ud i delikat rosa og perlehvid blomstring, og om efteråret bar rigelig frugt. Fuglene sad i træerne og sang så sødt, at børnene stoppede deres leg for at lytte til dem. "Hvor er vi glade her!" råbte de til hinanden.

En dag kom kæmpen tilbage. Han havde været på besøg hos sin ven Cornish-trolden og havde været hos ham i syv år. Efter de syv år var forløbet, havde han sagt alt, hvad han havde at sige, da hans samtaleemner var begrænsede, og han besluttede at vende tilbage til sit eget slot. Da han ankom, så han børnene lege i haven.

"Hvad laver I her?" råbte han med en meget grov stemme, og børnene løb væk.

"Min egen have er min egen have," sagde kæmpen. "Enhver kan forstå det, og jeg vil ikke tillade andre at lege i den end mig selv." Så byggede han en høj mur rundt om den og satte et skilt op:

UVEDKOMMENDE FORBYDES ADGANG OVERTRÆDERE VIL BLIVE RETSFORFULGT

Han var en meget selvisk kæmpe.

De stakkels børn havde nu intet sted at lege. De prøvede at lege på vejen, men vejen var meget støvet og fuld af hårde sten, og de kunne ikke lide den. De plejede at vandre rundt om den høje mur, når skoletiden var forbi, og tale om den smukke have indenfor. "Hvor var vi glade dér," sagde de til hinanden.

Så kom foråret, og i hele landet var der små blomster og små fugle. Kun i den selviske kæmpes have var det stadig vinter. Fuglene brød sig ikke om at synge i den, da der ikke var nogen børn, og træerne glemte at blomstre. En gang stak en smuk blomst sit hoved op gennem græsset, men da den så skiltet, blev den så ked af børnenes fravær, at den trak sig tilbage i jorden og faldt i søvn. De eneste, der var glade, var Sneen og Frosten. "Foråret har glemt denne have," råbte de, "så vi vil bo her hele året rundt." Sneen dækkede græsset med sin store hvide kappe, og Frosten malede alle træerne sølv. Så inviterede de Nordenvinden til at bo hos dem, og han kom. Han var indpakket i pelse, og han brølte hele dagen rundt i haven og blæste skorstenspiberne ned. "Dette er et dejligt sted," sagde han, "vi må invitere Haglen på besøg." Så kom Haglen. Hver dag i tre timer raslede hun på taget af slottet, indtil hun knuste det meste af skiferen, og derefter løb hun rundt i haven så hurtigt, som hun kunne. Hun var klædt i grå, og hendes ånde var som is.

"Jeg kan ikke forstå, hvorfor foråret er så sent med at komme," sagde den selviske kæmpe, da han sad ved vinduet og kiggede ud på sin kolde, hvide have; "jeg håber, der vil ske en forandring i vejret."

Men foråret kom aldrig, ej heller sommeren. Efteråret gav gyldne frugter til hver have, men til kæmpens have gav det ingen. "Han er for selvisk," sagde det. Så det var altid vinter dér, og Nordenvinden, Haglen, Frosten og Sneen dansede rundt blandt træerne.

En morgen lå kæmpen vågen i sin seng, da han hørte dejlig musik. Den lød så sødt i hans ører, at han troede, det måtte være kongens musikanter, der drog forbi. Det var virkelig kun en lille rødhals, der sang uden for hans vindue, men det var så lang tid siden, han havde hørt en fugl synge i sin have, at det forekom ham den dejligste musik i verden. Så holdt Haglen op med at danse over hans hoved, og Nordenvinden holdt op med at brøle, og en dejlig parfume kom til ham gennem det åbne vindue. "Jeg tror, foråret er kommet til sidst," sagde kæmpen; hvorefter han sprang ud af sengen og kiggede ud.

Hvad så han?

Han så et utroligt vidunderligt syn. Gennem et lille hul i muren var børnene krøbet ind, og de sad i træernes grene. I hvert træ, han kunne se, sad der et lille barn. Og træerne var så glade over at have børnene tilbage igen, at de havde dækket sig selv med blomster og vajede blidt med grenene over børnenes hoveder. Fuglene fløj rundt og kvidrede med glæde, og blomsterne kiggede op gennem det grønne græs og lo. Det var en dejlig scene, kun i ét hjørne var det stadig vinter. Det var det fjerneste hjørne af haven, og i det stod en lille dreng. Han var så lille, at han ikke kunne nå op til træets grene, og han gik rundt omkring det og græd bittert. Det stakkels træ var stadig helt dækket med frost og sne, og Nordenvinden blæste og brølede over det. "Klatr op! lille dreng," sagde træet, og det bøjede sine grene ned så lavt, som det kunne; men drengen var for lille.

Og kæmpens hjerte smeltede, da han kiggede ud. "Hvor selvisk jeg har været!" sagde han. "Nu ved jeg, hvorfor foråret ikke ville komme her. Jeg vil sætte det lille barn op i træet, og så vil jeg rive muren ned, og min have skal være børnenes legeplads for evigt og altid." Han var virkelig meget ked af det, han havde gjort.

Så sneg han sig ned ad trappen, åbnede hoveddøren ganske stille og gik ud i haven. Men da børnene så ham, blev de så bange, at de alle løb væk, og haven blev atter vinter. Kun den lille dreng løb ikke, for hans øjne var så fulde af tårer, at han ikke så kæmpen komme. Og kæmpen sneg sig op bag ham og tog ham blidt i hånden og satte ham op i træet. Og træet blomstrede straks, og fuglene kom og sang i det, og den lille dreng strakte sine arme ud og lagde dem om kæmpens hals og kyssede ham. Og de andre børn, da de så, at kæmpen ikke var ond længere, kom løbende tilbage, og med dem kom foråret. "Det er jeres have nu, små børn," sagde kæmpen, og han tog en stor økse og rev muren ned. Og da folk gik forbi ved middagstid på vej til markedet, så de kæmpen lege med børnene i den smukkeste have, de nogensinde havde set.

Hele dagen legede de, og om aftenen kom de for at sige farvel til kæmpen.

"Men hvor er jeres lille kammerat?" sagde han. "Drengen, jeg satte op i træet." Kæmpen elskede ham mest af alle, fordi drengen havde kysset ham.

"Vi ved det ikke," svarede børnene. "Han er gået væk."

"I skal sige til ham, at han skal komme her i morgen," sagde kæmpen. Men børnene sagde, at de ikke vidste, hvor han boede, og aldrig havde set ham før, og kæmpen blev meget ked af det.

Hver eftermiddag, når skolen var forbi, kom børnene og legede med kæmpen. Men den lille dreng, som kæmpen elskede, blev aldrig set igen. Kæmpen var meget venlig mod alle børnene, men alligevel længtes han efter sin første lille ven og talte ofte om ham. "Hvor jeg dog ville ønske at se ham!" plejede han at sige.

Årene gik forbi, og kæmpen blev meget gammel og svag. Han kunne ikke længere lege rundt, så han sad i en stor lænestol og så på børnene under deres leg og beundrede sin have. "Jeg har mange smukke blomster," sagde han. "Men børnene er de smukkeste blomster af dem alle."

En vintermorgen kiggede han ud af sit vindue, mens han klædte sig på. Han hadede ikke vinteren nu, for han vidste, at det kun var foråret, der sov, og at blomsterne hvilede.

Pludselig gned han sig i øjnene af forbløffelse og kiggede og kiggede. Det var virkelig et vidunderligt syn. I det fjerneste hjørne af haven var der et træ helt dækket af dejlige hvide blomster. Dets grene var alle gyldne, og sølvfrugter hang ned fra dem, og under det stod den lille dreng, han havde elsket.

Kæmpen løb glad ned og ud i haven. Han skyndte sig hen over græsset og kom tæt på drengen. Og da han kom ganske tæt på, blev hans ansigt rødt af vrede, og han sagde: "Hvem har vovet at såre dig?" For på barnets håndflader var der mærkerne efter to søm, og mærkerne efter to søm var på de små fødder.

"Hvem har vovet at såre dig?" råbte kæmpen. "Fortæl mig det, så jeg kan tage mit store sværd og dræbe ham."

"Nej!" svarede barnet. "For dette er kærlighedens sår."

"Hvem er du?" sagde kæmpen, og en mærkelig ærefrygt faldt over ham, og han knælede ned foran det lille barn.

Og barnet smilede til kæmpen og sagde til ham: "Du lod mig engang lege i din have. I dag skal du komme med mig til min have, som er Paradis."

Og da børnene løb ind den eftermiddag, fandt de kæmpen liggende død under træet, helt dækket af hvide blomster.