Den Rigtige Prinsesse
Der var engang en prins, der ønskede at gifte sig med en prinsesse; men så måtte hun være en rigtig prinsesse. Han rejste hele verden rundt i håb om at finde sådan en dame; men der var altid noget galt. Prinsesser fandt han i overflod; men om de var rigtige prinsesser, var det umuligt for ham at afgøre, for nu det ene, nu det andet syntes ham ikke helt rigtigt ved damerne. Til sidst vendte han tilbage til sit palads ret nedtrykt, fordi han så gerne ville have en rigtig prinsesse til kone.
En aften opstod en frygtelig storm, det tordnede og lynede, og regnen strømmede ned fra himlen i strømme: desuden var det så mørkt som beg. Pludselig hørtes der en voldsom banken på døren, og den gamle konge, prinsens far, gik selv ud for at åbne den.
Det var en prinsesse, der stod udenfor døren. Hvad med regnen og vinden var hun i en trist tilstand; vandet dryppede ned fra hendes hår, og hendes tøj klæbede til hendes krop. Hun sagde, at hun var en rigtig prinsesse.
"Ah! det skal vi snart se!" tænkte den gamle dronningemor; dog sagde hun ikke et ord om, hvad hun skulle til at gøre; men gik stille ind i soveværelset, tog alle sengetøjet af sengen og lagde tre små ærter på sengerammen. Derefter lagde hun tyve madrasser oven på de tre ærter og lagde tyve dynelagener over madrasserne.
På denne seng skulle prinsessen tilbringe natten.
Næste morgen blev hun spurgt, hvordan hun havde sovet. "Åh, meget dårligt!" svarede hun. "Jeg har næsten ikke lukket øjnene hele natten. Jeg ved ikke, hvad der var i min seng, men jeg havde noget hårdt under mig og er helt sort og blå over det hele. Det har gjort mig så meget ondt!"
Nu var det klart, at damen måtte være en rigtig prinsesse, siden hun havde været i stand til at mærke de tre små ærter gennem de tyve madrasser og tyve dynelagener. Ingen uden en rigtig prinsesse kunne have haft sådan en delikat følelse.
Prinsen gjorde hende derfor til sin kone; idet han nu var overbevist om, at han havde fundet en rigtig prinsesse. De tre ærter blev dog lagt ind i raritetskabinettet, hvor de stadig kan ses, forudsat de ikke er gået tabt.
Var dette ikke en dame af ægte finhed?
