Den Modige Lille Båd

Bibi var en lille blå båd. Natten var blød. Månen var rund og klar. Bibi ville have et lille eventyr. "Jeg er modig," sagde Bibi. "Jeg kan gå. Jeg kan se."

Dut andrikken hoppede i. "Kvak, kvak. Jeg kommer med," sagde Dut. Gus mågen fløj ovenover. "Svup, svup. Jeg vil guide," sagde Gus. "Vi er modige. Vi er rare. Vi går langsomt. Vi går sikkert," sagde de.

Vandet gik svish-svash. Bibi gik dumt-dumt-dumt. Årerne gik dyk, dyk, dyk. "Ro, ro, ro," sang Dut. Stjernerne lavede en sølvsti. Månen lavede en søvnig vej af lys.

De passerede høje grønne rør. En lille fisk kiggede. "Hej, lille en," sagde Bibi. En genert krabbe vinkede med en lille klo. "Hej, hej," sagde Dut. Fyrtårnet på den fjerne ø blinkede. Blink, blink. "Vi kan klare det," sagde Gus.

De nåede en sandkurve. Sandet var varmt og gyldent. De fandt en glat skal. De fandt et rødt blad. De lyttede til bølgerne. Shhh, shhh, shhh.

"Det er tid til at tage hjem," sagde Bibi. "Ja," sagde Dut. "Ja," sagde Gus. Tilbage gik de. Dyk, dyk, dyk. Dumt, dumt, dumt. Svish, svash, shhh.

Havnen var stille. Himlen var et stort tæppe. Stjerner blinkede. Månen gabede. "Vi var modige. Vi var rare," sagde Bibi. "Vi er hjemme." Dut krøllede sig sammen i båden. Gus puttede sine vinger. Godnat, lille båd. Godnat, modige venner. Godnat, blødt hav.