Den grimme ælling
På en varm sommerdag sad en morand på sin rede ved dammen. Hun havde ventet længe. Til sidst, tik-tik-tik! Et efter et knækkede æggene. "Pip, pip!" Bløde gule ællinger tumlede ud. Det største æg lå stille. "Denne tager sin tid," sagde morand, og hun holdt den varm. Til sidst brød det store æg åbent. Ud kom en stor grå kylling.
"Godeste," sagde morand. "Han er ikke som de andre. Men han er mit barn." Hun tog dem til gårdspladsen. De andre dyr stirrede. "Sikke en sjov, grim ælling," kaglede en høne. Ænderne hakkede ham. "Gå væk!" raslede en andrik. Den stakkels ælling hang med hovedet.
Han prøvede at lege, men hver dag skubbede nogen ham til side. Selv hans brødre og søstre drillede ham. Til sidst løb han til dammen og svømmede væk.
Han mødte vilde ænder og gæs på mosen. "Hvem er du?" spurgte de. "Jeg ved det ikke," sagde ællingen. "Lad mig venligst hvile." "Du er for grim for os," sagde de. "Men du må blive, hvis du holder dig væk."
Pludselig - pang! pang! - kom jægere til mosen med hunde. Fjer fyldte luften. Ællingen gemte sig mellem siv. En stor hund løb op, snusede til ham og vendte sig væk. "Selv hunden synes, jeg er for grim," hviskede han, og han blev meget stille, indtil mosen blev rolig.
Da solen gik ned, krøb han til en lille hytte. En gammel kone boede der med en kat og en høne. "En and!" råbte konen. "Hvis den lægger æg, beholder vi den." Katten spandt. Hønen kaglede. "Kan du spinde?" spurgte katten. "Kan du lægge æg?" spurgte hønen. "Nej," sagde ællingen sagtmodigt. "Så er du ingen nytte for os," sagde de. Ællingen længtes efter køligt vand og åben himmel, så han sneg sig ud ad døren.
Efteråret kom. Bladene blev gyldne og røde. En aften så han store hvide fugle flyve over sig. De var svaner. De var så smukke, at hans hjerte gjorde ondt. "Hvis bare jeg kunne være i nærheden af dem," sukkede han. Men de fløj væk.
Vinteren kom, hård og kold. Ællingen svømmede i en dam, indtil isen lukkede sig om ham. Han kunne næppe bevæge sig. Om morgenen fandt en bonde ham, brød isen og bar ham hjem. Det varme køkken skræmte ællingen. Han flagrede i mælken, planskede smør og spredte mel. Konen viftede med en kost. Børnene skreg. Ællingen sneg sig ud ad døren og gemte sig i sneen.
Vinteren var lang og ensom. Han lærte at bøje sig, når vinden blæste, og at vente på bedre dage.
Til sidst listede foråret tilbage. Solen blev varm, og piletræerne blev grønne. Ællingen spredte sine vinger. De var stærke nu. Han fløj til en klar dam, hvor tre svaner flød som skyer.
"Jeg vil gå til dem," tænkte han. "De vil hakke mig i stykker, fordi jeg er så grim. Det er mig lige meget. Det er bedre at være i nærheden af sådan en skønhed et øjeblik end at leve alene for evigt."
Han gled over vandet og bøjede hovedet. Men i vandet så han et spejlbillede - ikke en grå, klodset fugl, men en svane med en lang, yndefuld hals og skinnende hvide fjer.
"Hvad ser jeg?" råbte han. "Er det mig?"
Svanerne kredsede blidt om ham. "Kom med os," sang de. Børn kom til bredden. "Se!" råbte de. "En ny svane! Den smukkeste af alle!"
Den unge svane stak hovedet ind under sin vinge, lykkelig og genert. Han huskede de hårde dage, de kolde nætter og de uvenlige ord. Nu vidste han: han havde aldrig været grim. Han havde kun været ung og anderledes. Han løftede hovedet og sejlede ind i det lyse forår med sine nye venner.
