Den flyvende kuffert
Der var engang en købmand, som blev meget rig. Da han døde, efterlod han sin eneste søn en stor formue. Sønnen havde altid haft, hvad han ville have, og nu ville han have endnu mere. Han købte de fineste tøj, gav storslåede fester og kastede penge væk, som om de var småsten. Han sendte mønter sejlende hen over vandet bare for at se dem plaske. Han tænkte aldrig på i morgen.
Snart kom i morgen. Formuen smeltede som sne om foråret. Til sidst ejede han intet andet end et par slidte tøfler og en gammel morgenkåbe. Så sendte en ven ham en gave: en almindelig trækuffert med en lås på og en seddel, der sagde: "Pak sammen!"
"Pak sammen? Jeg har intet at pakke," sukkede den unge mand. Så bare for sjov kravlede han ind i kufferten og lukkede låsen.
Vups! Kufferten skød op ad skorstenen, som om den var en raket. Låget raslede, vinden fløjtede, og byens tage faldt væk. Kufferten kunne flyve! Den bar ham over marker og skove, over søer og floder, hele vejen til et fjernt land - Tyrkiet - hvor høje minareter rejste sig som blyanter, og en stor sultan boede i et skinnende palads.
Fra oven så den unge mand et ensomt rundt tårn med et enkelt vindue højt, højt oppe. Inde i vinduet sad en prinsesse, så lys og smuk som månen. Hun blev holdt der, fordi kloge mennesker havde sagt noget mærkeligt: hendes mand, hvem han end måtte være, ville bringe hende stor sorg. Så ingen fik lov til at besøge hende - ikke fra jorden i hvert fald.
Men den unge mand havde en flyvende kuffert. Han kredsede om tårnet og landede blidt på vindueskarmen. Prinsessen staksede, så en flot fremmed træde ud af en trækuffert og kunne ikke lade være med at smile.
"Vær ikke bange," sagde han. "Jeg fløj hertil for at se dig. Min kuffert kan bære mig hvor som helst. Må jeg komme ind?"
Prinsessen havde aldrig mødt nogen som ham, og hendes dage var meget lange. Hun nikkede. De sad sammen og talte i timevis. Han fortalte hende om de byer, han havde set fra himlen, og hun fortalte ham om haven, hun kun kunne skimte fra sit vindue. Da hun bekymrede sig om den gamle profeti, lo han let og sagde: "Historier kan være klogere end bekymringer. Lad mig fortælle dig en."
Han fortalte en munter fortælling om tingene inde i et skab - hvordan tekanden pralet, gryden pustede sig op, tændstikkerne pralede af deres storslåede familietræ, og hvordan kosten og blæsebælgen dansede, indtil alt raslede og klirrede. Prinsessen lo, indtil tårer skinnede i hendes øjne. Den unge mand lo også, og i den time glemte de begge profetien. Før han fløj væk, spurgte han: "Vil du gifte dig med mig?"
"Hvis mine forældre er enige," sagde hun, "vil jeg." Og hun gav ham et silketørklæde, så han ikke ville glemme hende.
Næste dag fløj den unge mand i sin kuffert til paladset og bad om at se sultanen og sultaninden. Vagter pegede deres spyd og rynkede panden, men det er svært at stoppe en besøgende, der ankommer gennem et vindue. Han bukkede dybt og sagde: "Jeres Majestæter, jeg ønsker at gifte mig med jeres datter."
"Hvad kan du gøre for hende?" spurgte sultanen. "Og hvad slags mand er du?"
"Jeg kan fortælle en historie så god, at alle glemmer at være kede af det," sagde den unge mand. "Må jeg vise jer?"
Nu elskede sultanen og sultaninden virkelig gode historier. De sendte bud efter sherbet og kandiserede frugter og satte sig til rette på deres puder. Den unge mand begyndte. Han fortalte en livlig fortælling om et helt køkken, der kom til live: peberbøssen nyste, kaffemøllen knurrede, smørret talte om at danse i panden, og de stolte tændstikker fortalte om den høje fyrreskov, hvor de var født. Historien hoppede og snurrede som en flamme, og da den sluttede, klappede sultanen, sultaninden tørrede sine øjne af grin, og selv hoffets embedsmænd glemte at se strenge ud.
"Du skal gifte dig med vores datter," sagde sultanen, tilfreds. "På søndag! Og vi vil have det storslåede bryllup, nogen nogensinde har set."
Den unge mand bukkede og fløj tilbage til tårnet for at fortælle prinsessen. De var begge så glade, at deres glæde virkede større end himlen. "Vi må fejre," råbte han. "Lørdag aften vil jeg affyre fyrværkeri, så hele byen ved vores glade nyheder!"
Han købte raketter og hjul og stjerneskud. Han brugte de sidste af sine mønter. Om lørdagen, da aftenen faldt på, stillede han fyrværkeriet op på en åben plads og sendte det hvisende op i den sorte luft. Blå sole snurrede. Gyldne gnister regnede. Røde slanger krøllede sig og hvæsede. Folkene råbte af glæde, og selv sultanen lænede sig fra sin balkon for at se på.
Men den unge mand havde gjort et skødesløst valg. Han havde gemt sin flyvende kuffert bag en bunke fyrværkeri for at holde den sikker. En gnist - bare én - hoppede den forkerte vej. I et glimt fandt gnisten kufferten. Træet fangede. Flammer flimrede, så brølede. Da den sidste raket falmede, var der intet tilbage af kufferten end en dynge varm aske.
Søndag morgen løb han til asken og sigtede den med fingrene, som om et mirakel måtte ligge der. Der var intet mirakel. Magien var brændt væk. Han kunne ikke flyve til tårnet. Han kunne ikke nå prinsessen.
Prinsessen ventede i sit vindue, klædt i sit bryllupsdragt, silketørklædet i hånden. Hun lyttede efter summen af en flyvende kuffert - én gang, to gange, hundrede gange. Den kom aldrig. Dagen gik, og profetien sad tungt i luften. Hun ventede stadig.
