De tolv brødre

Der var engang en konge og en dronning, der havde tolv sønner. Kongen ønskede en datter så meget, at han udstedte et hårdt og tåbeligt dekret. "Hvis en datter fødes," sagde han, "skal mine sønner dø, så hun alene skal arve kongeriget." Dronningens hjerte brast, da hun hørte dette. Hun elskede sine drenge mere end alle juvelerne i verden.

Hemmeligt sendte hun bud efter den yngste, hvis navn var Benjamin, og fortalte ham alt. "Gå med dine brødre ind i skoven," bad hun. "Klatr op i den gamle eg nær skovens kant, og kig mod paladstårnet. Jeg vil hænge et flag der. Hvis en søn fødes, vil jeg hænge et hvidt flag, og I kan alle vende tilbage. Hvis en datter fødes, vil flaget være rødt. Så løb længere ind i vildnisset, mine kære sønner, og red jer selv."

De tolv brødre kyssede deres mor, lovede at være modige og flygtede til skoven. Hver dag klatrede Benjamin op i den høje eg og så på det fjerne tårn. De ventede og håbede. Men en morgen løftede vinden et flagrende rødt—rødt som et bødende hjerte—over paladstaget. Benjamins ansigt blev blegt. "En søster er født," hviskede han, "og vores far ville have os dræbt."

Brødrene byggede et lille hus i den dybe skov. De jagtede, lavede mad og holdt hinanden sikre. Vrede brændte i dem, og de svor en bitter ed: "Fordi en pige har kostet os vores hjem, skal enhver pige, der kommer her, miste sit liv." Det var et grusomt løfte, men sorg havde gjort deres hjerter hårde.

År gik. I paladset voksede dronningens datter til en lys ung pige. En dag fandt hun tolv små skjorter med gylden broderi gemt i en kiste. "Mor," spurgte hun stille, "hvis skjorter er disse?" Tårer fyldte dronningens øjne. "De tilhørte dine tolv brødre," fortalte hun hende, og hun fortalte pigen hele den triste historie.

Pigen bandt de små skjorter i en bundt og kyssede sin mor. "Jeg vil bringe mine brødre hjem," lovede hun. Hun gik og gik, indtil skoven lukkede om hende. Til sidst kom hun til et lille hus. Indeni var tolv pæne senge, tolv stole og et ryddeligt ildsted. Hun fejede gulvet, lagde tolv tallerkner ud og satte brød og suppe på bordet. Så gemte hun sig bag et gardin og ventede.

Ved skumringen vendte brødrene tilbage fra jagten. "Hvem har været her?" råbte de, duftede varmt brød og så ilden. "En pige," sagde den ældste og pegede på de tolv små tallerkener, og de rakte efter deres knive. Men Benjamin løftede sin hånd. "Lad mig se først," sagde han.

Han trak gardinet tilbage og fandt pigen med bundtet af skjorter. "Hvem er du?" spurgte han, overrasket over hendes milde øjne. Hun åbnede bundtet og viste de små skjorter. "Jeg er jeres søster," sagde hun. Ved det smeltede Benjamins hjerte. Han kaldte de andre. Det hårde løfte faldt som en knækket kæde, og de styrtede til hende med tårer og latter. De spiste sammen, fortalte historier indtil sent, og lykke varmede det lille hus.

Næste morgen sagde søsteren: "Fortæl mig, hvordan jeg virkelig kan hjælpe jer." Brødrene tog hende ind i en skovsøgende have, hvor tolv høje hvide liljer voksede. "Disse er vores glæde," sagde de. Hun rakte ud og tænkte at plukke en lilje til hver af dem som en gave. Men i det øjeblik hun plukkede blomsterne, var der en vild raslen af vinger. De tolv brødre forsvandt, og tolv sorte ravne steg op i himlen, græd sørgmodigt, mens de fløj væk.

Pigen faldt på knæ og græd. Så, fra de raslende blade, talte en stemme som et åndedrættet af vind: "Du har forvandlet dine brødre til ravne. Der er kun én måde at befri dem på: i syv år må du ikke tale, og du må ikke le. Hvis du udtaler et eneste ord, vil alt være tabt."

Pigen tørrede sine tårer, rejste sig og gjorde løftet. Hun klatrede op i et højt træ ved skovkanten for at være langt fra folk, og der holdt hun sin tavshed.

En dag red en ung konge forbi med sin jagtselskab. Han kiggede op og så den tavse pige i træet, hendes ansigt venligt og modigt. Han stillede hende spørgsmål, men hun svarede ikke. Han bragte hende forsigtigt ned og tog hende til sit slot. Selvom hun ikke sagde noget, så kongen hendes godhed og giftede sig med hende.

Kongens mor var dog en hård, jaloux kvinde. Hun kunne ikke lide sin nye svigerdatter. Da dronningens første barn blev født, stjal den gamle kone barnet væk om natten og gemte det. Så hviskede hun onde løgne: "Din tavse dronning har spist sit eget barn." Kongen ville ikke tro sådan en ting. Han elskede sin hustru og stolede på hende.

Da det andet barn kom, blev det samme grusomme trick spillet. Igen nægtede kongen at tvivle på sin dronning. Men da det tredje barn forsvandt, mumlede folket, og den gamle kvinde pressede sine løgne som torne ind i kongens hjerte. Den tavse dronning kunne ikke forsvare sig med et eneste ord.

Fordi loven krævede det, fordømte domstolen hende. En dag blev sat, og en stor ild blev bygget. Dronningen gik til dommens sted med hovedet højt. Hun havde holdt sit løfte i mange lange dage og nætter. Nu, da de første flammer flimrede, kom det syvende år til sit allerseneste øjeblik.

Pludselig mørkede et sus af vinger himlen. Tolv ravne svaeve ned, kredsede ilden og satte sig på jorden. I et blink faldt de sorte fjer væk, og der stod de tolv brødre, levende og hele. "Stop!" råbte de. "Vores søster har reddet os!"

Dronningen åbnede munden og kunne endelig tale. Hun fortalte kongen alt—fra det grusomme dekret, til skoven, til løftet om tavshed, der havde befriet hendes brødre. Brødrene fortalte også deres historie. Så kom sandheden frem: den gamle dronning havde gemt de tre babyer. Tjenere blev sendt og fandt børnene sikre, svøbt og sovende i et hemmeligt kammer.

Glæde brast gennem paladset som sollys. Kongen omfavnede sin hustru og de små, og de tolv brødre løftede deres søster højt. Den onde gamle dronning blev straffet, som loven befalede, og ingen græd for hende.

Fra den dag levede familien i fred. Den unge dronning talte, når hun ønskede, lo, når hun kunne lide, og fortalte historier til sine børn og sine brødre. Kongen regerede med retfærdighed, og det hårde, tåbelige dekret blev aldrig hørt om igen. Og hvis de nogensinde gik forbi en mark med hvide liljer, smilede de og huskede, hvordan kærlighed og loyalitet havde ført dem alle sikkert hjem.