De Røde Sko

Der var engang en lille pige ved navn Karen. Hun var meget fattig og gik ofte barfodet. Om vinteren blev hendes fødder røde af kulde, og om sommeren var de støvede og ømme. En venlig gammel kvinde i landsbyen syede et par sko til hende af røde stoffstumper. De var klodsede og ikke særlig fine, men Karen elskede dem, fordi de var hendes.

Kort efter døde Karens mor, og verden føltes grå. På begravelsesdagen bar Karen de røde sko, fordi de var de eneste sko, hun havde. Folk hviskede, at røde sko ikke passede til sådan en trist dag, men Karen forstod det ikke. Da den lille procession passerede, standsede en storslået vogn. Inde sad en rig, gammel dame, der havde ondt af den ensomme pige. Hun tog Karen med hjem og besluttede at passe hende, som om hun var hendes egen.

Den gamle dame var venlig og streng. Hun sørgede for, at Karen lærte sine bogstaver, holdt håret børstet glat og bar pænt, ordentligt tøj. De gamle røde sko blev brændt, og Karen fik lovet nye—sorte og fornuftige—til kirke. Da Karen var gammel nok til at blive konfirmeret, tog den gamle dame hende til skomageren. I vinduet stod et skinnende par røde sko, fine som en rose. Den gamle dames øjne var svage. Hun troede, de var sorte. Men Karen vidste, de var røde, og begær stak hendes hjerte som en nål. Hun pegede på dem. Skoene blev købt, og på den store konfirmationssøndag bar Karen dem.

Folk stirrede. Røde sko i kirke! Orglet spillede, salmen steg som vinger, men Karen tænkte på sine fødder. Da hun trådte ud af kirken, blinkede en gammel soldat med et rødt skæg og en krykke til hende. Han bankede på hendes sko med sin stok og sagde, "Sikke pæne dansesko! Bliv ved med at danse!" Ordene føltes som et lille trylleformular. Karen rødmede, men hendes fødder lavede et lille hop af sig selv. I vognen bemærkede den gamle dame det ikke; hendes øjne var svage, og hun talte kun om at opføre sig godt.

Efter den dag kunne Karen ikke glemme skoene. Hun bar dem, når hun ikke skulle. En aften holdt byen et bal, og selvom den gamle dame var syg og havde brug for hende, sneg Karen sig væk og tog de røde sko på. Da hun krydsede torvet, dukkede den gamle soldat op og bankede på dem endnu en gang. "Dans skal du," hviskede han. Violinerne begyndte inde i salen, og skoene begyndte at gynge. Karen dansede og dansede. Hun prøvede at stoppe, men skoene ville ikke lade hende. Hun hvirvlede ud af den lyse sal, forbi kirken, over brosten og marker, gennem de mørke skove og langs ensomme veje. Nat faldt, morgen kom, og stadig dansede hun. Hendes hår filtrede, hendes ansigt blev blegt, og tårer løb ned, men de røde sko holdt fast.

Hun dansede forbi en lille kirke, hvor vinduerne glødede med stearinlys. En engel syntes at kigge ud fra døråbningen. Karen råbte, "Vær så venlig—hav barmhjertighed!" Men skoene snurrede hende væk. I sit hjerte huskede hun den gamle dame og vidste, at hun ikke havde været tro. Endelig, udmattet og rystende, nåede hun bøddelens hus—manden med den tunge økse, der blev kaldt, når love skulle adlydes. "Vær så venlig," bad hun, "jeg kan ikke tage disse sko af. Skær dem af. Red mig."

Bøddelen kiggede venligt på hende og sagde, "Jeg bliver ikke bedt om at befri folk fra dans, barn. Men hvis dit hjerte virkelig vender sig væk fra stolthed og mod godhed, vil jeg prøve." Karen nikkede gråden. Så, fordi der ikke var nogen anden vej, befriede han hende fra de røde sko på den eneste måde, han kunne—ved at tage hendes fødder af. Han forbandt hende godt og gav hende krykker og et par træfødder. Og de røde sko, med hendes små fødder stadig inde i dem, løb væk, dansende over marker og ned ad vejen, blev aldrig trætte.

Karen lærte at gå igen, langsomt og ydmygt. Hun gik til præstens hus og spurgte om at arbejde i køkkenet. Hun fejede gulve, vaskede gryder og læste Bibelen om aftenerne. Hun sang blødt ved vinduet og prøvede, dag for dag, at være blid og god. Hun ønskede kun et stille hjerte.

Om søndagen længtes hun efter at gå i kirke. Hun klædte sig enkelt på og begav sig afsted på sine krykker. Men ved kirkedøren dukkede de røde sko op—uden en pige til at bære dem—drejende og bøjende, blokerende hendes vej. Karen rystede og gik hjem. En anden søndag prøvede hun igen, og igen dansede de røde sko foran hende og mindede hende om hendes stolthed. Hun bad, "Kære Gud, hjælp mig. Lær mig at elske det rigtige mere end noget lyst." Fra da af blev Karen hjemme om søndagene og lyttede til kirkeklokkerne langvejsfra. Hun passede præstens børn og trøstede de syge, der kom til døren. Hendes hjerte blev stille og venligt.

En dag ringede klokkerne sødere end nogensinde. Sollys fyldte det lille værelse, hvor Karen sad, og hun mærkede ikke mere vægt i sit bryst—kun lethed, som syngende vind. "Nu," hviskede hun, "nu ville jeg så gerne være i kirke." Og i det øjeblik var det, som om væggene åbnede sig, og orglets musik skyllede gennem hende. Hendes ansigt skinnede, og hun smilede. Hun bøjede hovedet, og hendes trætte hjerte blev stille.

Folk sagde, at klokkesnorene ringede af sig selv den dag. De bar Karen til kirken og lagde hende under den venlige, kolde sten. Den gamle soldat med det røde skæg blev ikke set igen. De røde sko dansede aldrig ved døren mere. Og i Himlen, hvor ingen spørger, hvad du bar, stod Karens sjæl i ren glæde, let på sine fødder endelig, som om hun altid havde kendt de rigtige trin.

De, der huskede hende, fortalte deres børn: Stolthed kan trække dig hurtigere end dine egne fødder. Men et ydmygt hjerte lærer den sandeste dans—en, som ingen sko kontrollerer.