Maya havde en hund, der hed Buddy. Buddy var langhåret og brun, med en hvid pote som en vante. Hans ører var bløde, og hans næse var varm og våd. Når Maya lo, gik Buddys hale dum-dum-dum mod gulvet.

"Klar, Buddy?" spurgte Maya en solskinsfuld morgen.

"Vov!" sagde Buddy.

De tog til Piletræ-parken med Bedstefar Ben. Bedstefar holdt Buddys lange blå snor. Maya hoppede med en rød gummibold.

I parken var der lyse bannere, en dukkescene og gæs, der gæssede honk-honk. Børn løb med drager, der dykkede og hvirvlede. En jonglør kastede skinnende ringe. Luften duftede af popcorn og græs.

Maya kastede bolden. "Hent!"

Buddy løb, poterne pat-pat-pat, og bragte den lige tilbage. Han lagde den forsigtigt i Mayas hånd hver gang. Han beholdt den aldrig, ikke én eneste gang.

"Du er en god hund," sagde Maya.

"Vov," sagde Buddy og logrede så hårdt, at hele ryggen vaglede.

Et vindstød pustede gennem parken. En rød drage svingede lavt. Papirbånd flagrede som dansende slanger. Folk flyttede sig tættere for at se jongløren. Stien blev travl, lys og støjende.

"Lad os få limonade," sagde Bedstefar. "Bliv ved mig."

Maya holdt den blå snor. Buddy gik ved siden af hende, tæt som en skygge. Men mængden hvirvlede, og en høj mand med en kæmpe ballon gik imellem dem. Da ballonen svævede væk, var Bedstefar forsvundet.

Maya kiggede til venstre. Hun kiggede til højre. Hun så jonglørens ringe. Hun så gæssene. Hun så en bænk med et rødt tørklæde, der flagrede på den. Men hun så ikke Bedstefar.

Hendes mave føltes lille og urolig.

"Buddy," hviskede Maya. "Bliv hos mig."

Buddy lænede sig mod hendes ben. Hans øre børstede hendes hånd. Halen gik dum-dum.

Maya tog en dyb indånding. Hun kendte et spil. Hjemme gemte Bedstefar sig altid på fjollede steder og sagde: "Find mig!" Buddy fandt ham altid.

"Buddy," sagde Maya, "Find Bedstefar!"

Buddy løftede næsen. Sniff, sniff. Han sniffede den blå snor. Han sniffede luften. Han sniffede jorden, hvor Bedstefars sko havde været. Bedstefar duftede altid af pebermynteslik og sæbe.

Buddy gik fremad. Han trak ikke. Han kiggede tilbage for at tjekke Maya. Hans øjne sagde: "Kom. Jeg er her."

De passerede dukkescenen. En boblemaskine pustede en sky af skinnende bobler. Pop! Pop! Pop!

Et bittesmå barn rakte en hånd ud. "Hund!"

Buddy stoppede, så den lille hånd kunne klappe hans bløde side. Han logrede en lille hilsen. Så kiggede han på Maya igen. Han var klar.

"God dreng," sagde Maya. "Lad os gå."

De gik forbi dammen. Gæssene var meget travle, gæssede honk-honk og gummede græs. Buddy trak ikke. Han gøede ikke. Han holdt sig lige ved Mayas knæ.

Sniff, sniff. Skridt, skridt. Kig tilbage. Logr.

De nåede bænken med det røde tørklæde. Tørklædet flagrede som et flag. Buddys ører prikkede op. Han gøede klart.

"Vov!"

"Maya! Buddy!" Bedstefars stemme lød bag bænken. Han havde været der hele tiden og købte limonade fra den lille vogn.

Bedstefar knælede ned. "Der er I!" Han krammede Maya. Han klappede Buddys hage. "I holdt jer sammen. Smart næse, Buddy!"

Mayas mave føltes stor og modig igen. "Vi spillede Find Bedstefar," sagde hun. "Buddy vidste det."

Bedstefar smilede. "Lad os sidde et minut." Han gav Maya en kold kop. Han satte en lille skål vand på jorden til Buddy.

De sad i skyggen af et bladfyldt træ. Maya slurpede limonade. Buddy slurpede sit vand. En gul sommerfugl landede på Buddys øre. Han blinkede, overrasket, og Maya fnisede.

"Uanset hvor vi går," fortalte hun ham, "er du min Buddy."

Buddy lagde hovedet på hendes knæ. Halen gik dum-dum.

Senere hjemme rullede Maya den røde bold over tæppet. Buddy trippede efter den og bragte den tilbage. Han trykkede den i Mayas hånd som et lille, rundt løfte.

"Vov," sagde Buddy stille.

Maya smilede. "Jeg ved det," sagde hun. "Vi er sammen."

Og Buddy blev lige ved hendes side.