Boghveden
Ved kanten af en bred, solrig mark stod et gammelt piletræ med bløde, hængende grene. På marken voksede høj hvede og byg, der raslede i vinden. Nede ved grøften løftede en lysegrøn plante hovedet. Det var boghveden, klædt i små, hvide blomster, der lignede små stjerner.
Boghveden var meget stolt.
"Se på mig!" sagde den. "Mine blomster er lige så hvide som æbletræets. Hvem er så fin som jeg?"
Hvede og byg sagde ingenting. De svajede bare blidt og voksede videre.
Det gamle piletræ hørte boghveden prale. Piletræets blade hviskede:
"Shh, lille plante. Vinden tager til. Jeg kan lugte regn. Jeg hører torden langt borte. Når stormen kommer, så bøj dit hoved og bed. Selv mennesker bøjer hovedet, når himlen er vred."
"Bøje?" råbte boghveden. "Lukke mine blomster? Aldrig! Jeg vil stå rank. Jeg vil se lige ind i stormen. Jeg vil se lynet med mine egne øjne."
Mørke skyer samlede sig på himlen. De var tykke og tunge, som bjerge af røg. Vinden blæste hårdt. Hvede og byg bøjede sig lavt. Piletræets lange grene fejede over græsset. Små engblomster trykkede sig helt ned til jorden.
Så kom uvejret. Regnen faldt i striber. Tordenen rullede og bragede. Knald! Et skarpt lys flængede himlen. Lynet svingede sin ildpisk.
Boghveden stod lige så stiv som en pind.
"Jeg vil ikke bøje mig!" råbte den.
Endnu et lyn. Endnu et knald. Luften var skarp og lys. Boghveden stirrede op i gløden.
Der hvor lynet ser, kan ilden følge. Boghveden mærkede en voldsom varme. Bladene krøllede. Blomsterne blev sorte. Stænglen blev sveden og stiv.
Til sidst drev stormen forbi. Skyerne gled væk. Sollys strømmede ud over marken. Vanddråber glimtede som perler på hvede og byg. De løftede hovederne igen og skinnede friskt grønt.
Men boghveden løftede ikke sit hoved. Den stod mørk og sprød ved grøften. De hvide blomster var væk.
Det gamle piletræ sukkede blidt.
"Lille plante," hviskede piletræet, "du ville ikke bøje dig, selv om jeg advarede dig. Vi bøjer os ikke, fordi vinden er stærk. Vi bøjer os, fordi en stor kraft går gennem vinden og lynet. Når stormen taler, sænker vi hovedet og beder. Sådan holder vi os i sikkerhed."
Boghveden var tavs. Den kunne ikke svare. Den havde stirret ind i den brændende himmel og mistet sin glans.
En dag senere kom børn gående på stien. De plukkede røde valmuer og blå kornblomster. De lo og bandt små neg. Et barn pegede på den mørke, stive plante ved grøften.
"Hvad skete der dér?" spurgte han.
"Lynet brændte den," sagde et ældre barn. "Den ville ikke bøje hovedet, da stormen kom."
Piletræets blade raslede i den varme brise, som om de fortalte historien igen. Og hvede og byg svajede, blide og grønne, og huskede hvordan de havde bøjet sig og ventet — og hvordan solen fandt dem, da stormen var forbi.
