Blåskæg

Der var engang en meget rig mand, hvis skæg var et mærkeligt, skinnende blåt. Folk kaldte ham Blåskæg. Hans huse var storslåede, hans skabe var fulde af silke og sølv, og hans stalde rummede de fineste heste. Men alle hviskede, at hans koner blev ved med at forsvinde. Nogle sagde, han var uheldig. Andre følte en kulde, når de så det blå skæg og undrede sig over, hvilke hemmeligheder han gemte.

Blåskæg boede nær en dame, der havde to døtre. Han bad om at gifte sig med en af dem. Begge søstre var først bange på grund af hans mærkelige skæg og rygterne om ham. For at vise, at han kunne være venlig, inviterede Blåskæg familien til sit landsted i en hel uge. Han kastede picnics under træerne og bal ved stearinlys. Han fortalte sjove historier og gav små gaver. Ved ugens afslutning tænkte den yngste søster, som var kvik og nysgerrig: Måske er han ikke så slem, og gik med til at gifte sig med ham.

I et stykke tid levede de stille. Blåskæg behandlede sin nye kone med fine middage og venlige ord. Så sagde han en dag: "Jeg må rejse et stykke tid. Her er nøglerne til alle mine værelser. Nyd alt. Inviter dine venner. Se mine skatte!" På nøgleringen var der én lille nøgle, en lille én, der skinnede som en vanddråbe. Blåskæg bankede på den og tilføjede: "Denne åbner det lille skab for enden af den lange gang ovenpå. Du må ikke åbne den dør. Hvis du gør det, bliver jeg meget vred." Hans kone lovede at adlyde. Han kyssede hendes hånd og red af sted.

Så snart han var rejst, inviterede den unge kone sin søster, Søster Anne, og deres venner på besøg. De gik gennem fine værelser med malede lofter og tæpper så bløde som mos. Der var spejle så høje som væggen, fade af guld og skabe fyldt med juveler. Vennerne lo og klappede i hænderne, og et stykke tid glemte bruden den lille nøgle i lommen. Men da gæsterne var travlt optaget med at smage kager og beundre kjoler, trak hendes løfte i hendes hjerte. Hun tænkte: Hvad skade kan det gøre at kigge et øjeblik? Ingen vil vide det. Stille gled hun væk, klatrede til enden af den lange gang og stod foran den lille dør.

Hendes hånd rystede. Alligevel stak hun den lille nøgle i låsen. Døren åbnede sig med et lille suk. Indenfor var det mørkt og koldt. Først så hun intet tydeligt. Så stirrede hun—og gispede. Liggende i rummet var de kvinder, der havde været Blåskægs koner før hende, tavse og stille. Gulvet var plettet mørkt. Frygt oversvømmede hende. Hun tabte den lille nøgle. Den landede med et knald og et lille plask. Med bankende hjerte greb hun den, flygtede fra rummet og drejede nøglen i låsen med rysteide fingre. Nede løb hun til en balje og vaskede nøglen. Hun skrubbede og skrubbede. Men uanset hvor meget hun gned, ville den mørke plet ikke komme af. Det var, som om selve nøglen huskede, hvad den havde set.

Netop den aften vendte Blåskæg tilbage før ventet. "Hvor glad jeg er for at finde dig rask!" sagde han og smilede med sit blå skæg skinnende. Han bad om nøglerne. Hun afleverede dem alle, undtagen den lille, som hun gemte i lommen. "Og den lille nøgle?" sagde han blidt. "Bring mig også den." Hun blev bleg og gav den til ham i håb om, at han ikke ville lægge mærke til noget. Men det gjorde han. Han så den mørke plet, og hans ansigt hærdede. "Du gik ind i rummet," sagde han. "Du brød dit løfte. Nu må du gå derind også, ligesom de andre." Den unge kone faldt ved hans fødder og bad: "Venligst, giv mig lidt tid til at bede og til at sige farvel til min søster." Blåskæg pausede og sagde så: "Du har en kvarters time, ikke et minut mere."

Hun løb op til det højeste tårn, hvor Søster Anne stod og kiggede ud over landskabet. Før Blåskæg var rejst, havde den unge kone hemmeligt sendt besked til sine to brødre, begge modige soldater, og bedt dem om at besøge den dag. Nu greb hun Annes hånd og hviskede: "Søster Anne, Søster Anne, ser du nogen komme?" Anne skærmede sine øjne. "Jeg ser intet andet end solen, der skinner, og græsset, der gror." Minutterne syntes at tikke højere og højere. Fodtrin lød på trapperne nedenfor. "Søster Anne, Søster Anne, ser du nogen komme?" "Jeg ser en støvsky," sagde Anne, "men jeg kan ikke se, om det er ryttere eller vind." Fodtrinene kom nærmere. Blåskæg råbte op: "Din tid er forbi!" Den unge kones stemme rystede. "Søster Anne, Søster Anne, ser du nogen komme?" Anne læned sig så langt ud, som hun turde. "Ja! Jeg ser to ryttere, deres rustning blank i solen. De galopperer hårdt. Jeg tror, det er vores brødre!"

Blåskæg brød ind i rummet med sit sværd trukket. "Kom ned," brølede han. "Nu!" Den unge kone knælede og bad: "Bare ét øjeblik mere!" Blåskæg løftede sit sværd. Netop da dundrede døren nedenfor. Støvler dundrede på trapperne. Med et råb styrtede de to brødre ind, sværd blinkende. De sprang mellem deres søster og Blåskæg. Der var en voldsom sammenstød af stål. Blåskæg var stærk og vild, men han var alene, og hans grusomme gerninger havde ført ham hertil. Om et øjeblik blev han slået ned. Han ville aldrig skade nogen nogensinde igen.

Den unge kone blev reddet. Fordi Blåskæg ikke havde arvinger, arvede hun alle hans huse, marker og skatte. Hun brugte rigdommen venligt. Hun gav en medgift til sin ældre søster, som snart giftede sig med en god mand. Hun hjalp sine brødre med at blive officerer og ærede soldater. Senere, da hendes hjerte føltes stabilt igen, giftede hun sig med en blid mand, der talte sandhed og holdt sine løfter. Hun og Søster Anne gik ofte sammen i solskinnet og glemte aldrig, hvordan mod, klar tænkning og hjælp fra familien havde båret dem gennem en meget mørk dør.