Det var en lys, luftig morgen i Kogleskov. Bladene hviskede, bække boblede, og fire bjørne havde en stor idé.

Store Bruno Bjørn havde de største, stærkeste poter. Han kunne løfte en tømmerstok som et brød. Tilly var den lille unge med de største idéer. Grizzle havde sure øjenbryn, men en fnisende mave. Coco var kakao-brun og elskede alt farverigt.

Over Mudder-Ven-Mosen lå Blåbærbakken. Bærrene der var runde som knapper og søde som fnisen.

"Vi har brug for en bro," sagde Bruno og fleksede sine pelsklædte muskler.

"Vi har brug for... DISSE!" peb Tilly og pegede på en bunke ved en gammel stub—støvler! Røde støvler. Gule støvler. Støvler med polkaprikker og siksak-snørebånd. Et lille skilt på en pind sagde: GRATIS STØVLER.

"Støvler til bjørne?" blinkede Grizzle. "Bærer bjørne støvler?"

"Vi gør det i dag!" jublede Coco.

De valgte fire hver. Det tog et stykke tid.

Bruno trak en rød støvle på forpoten. Sjap. Så en til. Splask. Så en til. Splish. Den sidste gik på med en høj... PLASK!

Tilly satte to på samme pote ved en fejl og prøvede at hoppe. Boing. Bonk. Hun væltede i en bunke bregner og fnisede.

Grizzle satte en på øret og rynkede panden. "Denne hat føles mærkelig."

"Ørestøvler er ikke en ting, Griz," rumlede Bruno og smilede.

Coco kiggede gennem en støvle som et teleskop. "Jeg kan se en frø! Den ser overrasket ud!"

Frøen på et åkandeblad så faktisk overrasket ud. "Kvæk. Flotte sko," kvækkede den.

Vralte-vralte, stomp-stomp, bjørnene marcherede mod mosen. Deres støvler gik knak, sjap, sjish til rytmen af spætten, der bankede tap-tap-tap på et træ.

"Støvleparade!" sang Tilly.

Bruno slog de store arme rundt om en faldet tømmerstok. Hiv-hov! Op gik den. Han tog et skridt. Sjish. To skridt. Sjap. Venstre støvle sad fast. Han trak. Træk. Træk. POP!

Støvlen fløj af som en rød raket og landede på en gren. Et egern dukkede op under den, støvlen nu en hoppende hat.

"Stilfuld!" kvidrede egernet og tippede støvlekanten. Alle lo så hårdt, at Grizzles sure øjenbryn vaglede til glæde.

De bar tømmerstokken sammen. Den vaglede som en pandekage på en tallerken. Coco styrede. "Roligt nu."

Ved kanten af mosen satte Bruno den ene ende af tømmerstokken over vandet. Den vippede. Tilly gik op på den. Knak-knak knagede hendes støvler.

"Jeg er en modig linedanser-bjørn!" sagde hun med armene bredt åbne.

Tømmerstokken rystede. Tilly gled. "Hviii—!"

Brunos stærke pote fangede hende midt i svinget. De snurrede én gang, to gange, og landede i en blød dusk af dunhammer. PUFF! Alle brast ud i latter igen.

Bzzzz. Humlebier svævede over vilde blomster viklet i Cocos støvlesnørebånd. En landede på Tillys næse.

"En... en... atjoo-tjoo!" nøs hun.

Agern dryppede ned fra et sted højt oppe. Egernet stak hovedet ud af støvlehat-træet igen. "Hej! Min hemmelige snack!" Det fyldte kinderne som små balloner og grinede.

Bruno plantede den anden ende af tømmerstokken fast og stødigt. "Bro!" brølede han.

En efter en krydsede de i en fjollet stomp. Venstre støvle, højre støvle, splish-splash-sjap. Frøen jublede. Spætten spillede et trommesolo på en hul stub. Selv Grizzle nynnede en glad melodi.

Blåbærbakken sprudte med blåt. Blåbær hang som små måner—altså, små blå knapper—på hver gren.

"Lad os fylde støvlerne!" råbte Tilly.

"Vask først," sagde Coco. "Rene støvler laver rene bær!"

De skyllede ekstra støvler i bækken, indtil de blev knirke-rene. Så skovlede de bær med potefulde. Plonk-plonk-plonk gik bærrene ind i de skinnende støvlespande.

Bruno løftede to støvler i hver pote og en på hovedet for sjov. "Jeg kan bære dem alle!" sagde han. Han vaglede. Han vrimlede. Han stabiliserede sig. "Ta-da!"

Grizzle satte et blåbær på næsen. "Ser jeg seriøs ud nu?"

"Meget seriøs," fnisede Tilly. "Meget blåbær-seriøs."

På vejen tilbage var deres støvleparade endnu mere fjollet. Knak-splish, stomp-stomp, fnis-fnys. Egernet marcherede bag dem, stadig med den røde støvlehat, og saluterede som en lillebitte kaptajn.

De delte blåbær med deres skovvenner. Frø fik et blåt skæg. Spætten trommede en takkesang. Bierne summede en lykkelig summen.

Bruno hang de rene støvler på en lav gren. "Støvletræ," sagde han. "Til regnfulde dage, mudrede dage og bjørneparader."

"Næste gang, hatte?" spurgte Tilly.

Grizzle puffede til støvlen på grenen med en klo. "Kun hvis hatten ikke kildrer mit øre."

Alle lo. Skoven lo også—blade rystede, vand fnisede, og spætten bankede et sidste fjollet bank.

Og sådan opdagede fire stærke bjørne, i en skov fuld af venner, at støvler gør mudder sjovt, broer mulige, og blåbæreventyr meget, meget fnisfyldt.