Astrologen
En mand, der levede for længe siden, troede, at han kunne læse fremtiden i stjernerne. Han kaldte sig selv Astrolog og brugte sine nætter på at stirre op mod himlen.
En aften gik han ad den åbne vej uden for landsbyen. Hans øjne var fæstnet på stjernerne. Han syntes, han kunne se, at verdens ende var nær — da han pludselig faldt i et hul fyldt med mudder og vand.
Der stod han til ørerne i det mudrede vand og klatrede vildt på de glatte sider af hullet for at komme op.
Hans råb om hjælp fik snart landsbyboerne til at løbe til. Mens de trak ham op af mudderet, sagde en af dem:
"Du påstår, at du kan læse fremtiden i stjernerne, og alligevel kan du ikke se, hvad der ligger lige foran dine fødder! Det kan lære dig at lægge mere mærke til det, der er lige her — og lade fremtiden passe sig selv."
"Hvad nytte er der," sagde en anden, "i at læse stjernerne, når du ikke kan se, hvad der er lige her på jorden?"
