Æselhud
Der var engang en mægtig konge, der regerede over et rigt og lykkeligt land. Hans dronning var venlig og smuk, og de havde en datter, der var ligeså yndig som morgenstjerner. I kongens stald stod et mageløst æsel - men ikke et almindeligt æsel. Dette æsel lagde guldmønter i stedet for almindeligt høtyld, og det var kilden til kongens rigdom.
En dag blev dronningen syg. På sit dødsleje kaldte hun kongen til sig. "Lover mig," hviskede hun, "at du kun vil gifte dig igen, hvis du finder en kvinde, der er smukkere og klogere end mig."
"Jeg lover det," sagde kongen med tårer i øjnene.
Dronningen døde, og kongen sørgede længe. Men hans rådgivere pressede ham til at finde en ny dronning. Kongen søgte i alle lande, men ingen kvinde kunne måle sig med den afdøde dronning - undtagen én. Hans egen datter var vokset op til at blive lige så smuk og klog som hendes mor.
"Du må gifte dig med mig," sagde kongen til prinsessen.
Prinsessen blev forfærdet. "Nej, far! Det er forkert!"
Hun løb til sin fe-gudemor, der boede i et lille hus dybt inde i skoven. "Hvad skal jeg gøre?" spurgte prinsessen hulkende.
"Vær modig," sagde fe-gudemoren. "Bed din far om umulige ting. Først: bed ham om en kjole, der er farvet som himlen."
Prinsessen gjorde det. Men kongen kaldte på de bedste væverske i landet, og efter en uge frembragte de en kjole så blå som sommerhimlen ved middagstid, besat med sølvskyer.
Prinsessen løb til fe-gudemoren igen. "Bed ham om en kjole, der er farvet som månen," sagde fe-gudemoren.
Kongen beordrede igen, og væversker frembragte en kjole, der skinnede som måneskin på vand, helt hvid med blege perler.
"Bed ham om en kjole, der er farvet som solen," sagde fe-gudemoren.
Denne gang brugte væversker guld- og diamanttråde, og de skabte en kjole så strålende, at man næsten ikke kunne se på den.
"Til sidst," sagde fe-gudemoren, "bed ham om huden af det æsel, der lægger guldmønter. Han vil aldrig give afkald på sin største skat."
Men kongen var besat. Han ofrede æslet, lod dets hud tage af og sendte den til prinsessen.
Prinsessen græd bittert. "Hvad skal jeg gøre nu?"
"Du må flygte," sagde fe-gudemoren. Hun gav prinsessen en magisk kiste, der kunne skrumpe til at være så lille som en nød, men som indeholdt alle tre kjoler og alle prinsessens juveler. "Smør dit ansigt med sod, tag æselhuden på dig som en kappe, og forlad slottet. Ingen vil genkende dig."
Så gjorde prinsessen. Hun smurte sig med sod, trak den grimme, lugtende æselhud over sig og slap væk gennem baggården i mørket. Hun gemte sin magiske kiste i lommen og vandrede natten igennem.
Om morgenen kom hun til en bondegård. "Har du brug for hjælp?" spurgte hun bonden.
Bonden så den beskidte, lasede skikkelse og tænkte, at hun måtte være en tigger. "Du kan arbejde i køkkenet og passe grisene," sagde han. "Vi kalder dig Æselhud."
Så blev prinsessen til Æselhud, køkkenpigen. Hun rejste sig ved daggry, tændte ovne, skrubbede gryder og fodrede svinene. Om aftenen sov hun i et lille skab under trappen. Men om søndagene, når hun var alene, åbnede hun sin magiske kiste, klædte sig i sine smukke kjoler og genkaldte sig, hvem hun virkelig var.
En dag red en ung prins forbi bondegården. Hans tjenere bankede på døren for at bede om vand. Prinsessen - stadig i sin æselhud - bragte dem vand i en krukke. Prinsen så hende gennem vinduet. Selvom hun var beskidt og i laser, genkendte han noget ædelt i hendes holdning.
"Hvem er den pige?" spurgte han.
"Bare Æselhud," sagde hans tjenere. "Køkkenpigen."
Prinsen kunne ikke glemme hende.
Kort tid efter holdt prinsen et bal. Alle unge damer i kongeriget var inviteret. Æselhud blev tilbage for at bage kager til bonden, der også skulle til ballet. Da hun var alene, åbnede hun sin kiste, klædte sig i sin solkjole og sneg sig hen til slottet.
Da hun trådte ind i ballokalet, holdt alle vejret. "Hvem er den strålende dame?" hvisked hoffet. Prinsen inviterede hende til at danse og talte med hende hele aftenen. Men lige før midnat forsvandt hun, så hurtigt at ingen så, hvor hun gik hen.
Næste nat kom hun iført sin månekjole. Igen dansede hun med prinsen, og igen forsvandt hun ved midnat.
Den tredje nat bar hun sin himmelkjole. Prinsen bad hende blive, men hun smuttede væk. I skyndingen faldt en af hendes ringe - en gylden ring - og rullede på gulvet.
Prinsen samlede den op. "Jeg vil gifte mig med den kvinde, som denne ring passer til!" erklærede han.
Men ringen var så lille og delikat, at den ikke passede til nogen. Prinsen blev syg af sorg. Han ville ikke spise.
Hans tjenere kom til bondegården for at hente mad. "Lad Æselhud bage en kage til prinsen," foreslog en af dem spøgefuldt. "Måske kan hun helbrede ham."
Æselhud bagte en lille kage og, mens ingen så på, lod hun sin guldring falde ned i dejen.
Da prinsen bed i kagen, fandt han ringen. "Hvem bagte denne kage?" spurgte han.
"Æselhud," sagde tjenerne.
"Bring hende til mig!"
Tjenerne bar den snavsede, lasede pige til slottet. Hoffet rynkede på næsen. Men prinsen så på hende med blide øjne. "Prøv ringen," sagde han.
Æselhud strakte sin hånd frem - en ren, delikat hånd. Ringen gled perfekt på. Og i det øjeblik slap æselhuden fra hendes skuldre, og soden faldt fra hendes ansigt. Der stod prinsessen i hele sin herlighed.
"Det er dig!" sagde prinsen.
"Det er mig," sagde prinsessen.
Fe-gudemoren dukkede op i et glimt af lys. "Godt gjort," sagde hun. "Du flygtede fra det forkerte og fandt det rigtige."
Prinsessen sendte bud til sin far. Da han hørte, hvor hun havde været, og hvad hun havde lidt, vågnede han op fra sin fortryllelse. "Tilgiv mig," sagde han. "Jeg var vanvittig af sorg og stolthed. Du har vist mere visdom end jeg."
Prinsessen og prinsen blev gift. De levede et langt og lykkeligt liv, og prinsessen gemte sin æselhud i et skab som en påmindelse om, at visdom og mod nogle gange kræver, at man skjuler, hvem man er - indtil den rette tid kommer.
